Camilla Rød, 23 år, Naturressourcer:

Jeg har tidligere læst filosofi på Syddansk Universitet, og der var introduktionen meget flad. Der var næsten ingen arrangementer, og jeg følte mig ofte alene. Rusturen var ret ubehagelig. Der var kun 30 studerende, der tog afsted, og tutorerne serverede bare nogle øl for os og sagde: »Så, nu kan I hygge jer.«

Du kommer sikkert til at hade det, og de kommer til at hade dig, sagde jeg til mig selv.

Derfor havde jeg en forventning om, at jeg bare skulle have studiestarten på Naturressourcer overstået. ’Du kommer sikkert til at hade det, og de kommer til at hade dig,’ sagde jeg til mig selv. ’Du skal bare finde én ven, du kan være sammen med, så du ikke skal sidde alene henne i hjørnet.’

Det viste sig, at intet kunne være mere forkert. Studiestarten var overvældende og hektisk, men også næsten euforiserende. Jeg fandt ikke én ven, men 100. Vi var fire uddannelser, der blev blandet sammen, så vi blev kastet ud i at møde en masse forskellige mennesker, og det var vildt fedt. Jeg snakker stadig meget med dem, der fx studerer jordbrugsøkonomi på grund af studiestarten.

Jeg har lyst til at køre tilbage til Odense og råbe: »Er I fuldstændig fra den?!«

Grænseoverskridelser

Nogle af tutorerne havde dog en tendens til at presse os for meget i de lege, de havde planlagt, og jeg tror, det var grænseoverskridende for mange. Sådan noget, hvor man skulle optræde med det ene og det andet foran store forsamlinger. Jeg synes selv, det var sjovt, og jeg kastede mig ud i det meste, men jeg kunne se ud af øjenkrogen, at det ikke var alle, der havde den samme oplevelse.

Det skal dog siges, at der var en god accept af, at man kunne sige fra, når presset blev for stort. Det fandt jeg ud af undervejs, selv om jeg i starten havde en tendens til bare at sige ja til det hele.

Jeg vil gerne hjælpe de nye studerende til at finde en tryghed.

Der var også mange interne jokes blandt tutorerne, der kunne virke lidt forvirrende. En af de værste oplevelser var den mentalitet, der opstod efter det sidste officielle rusarrangement, hvor vejlederne ikke længere havde ansvar, og festen stak helt af. Der var en mærkelig stemning hele den dag. Det handlede mest af alt om, at vores vejledere skulle pjatte.

Jeg var meget heldig med at finde en gruppe fra første dag, som jeg havde det fantastisk sammen med. Jeg tror, det havde været svært, hvis vi ikke havde haft  så stærkt et sammenhold uden for det interne tutorshow.

Det er også en af grundene til, at jeg selv valgte at søge om at blive tutor i år. Fordi jeg mener, at der er noget, der kan forbedres. Jeg vil gerne hjælpe de nye studerende til at finde en tryghed.

Emil Brixager, 19 år, Jura:

Det var noget helt specielt at starte på universitetet. Alt var så meget større, end jeg havde regnet med, men tutorerne sørgede for, at vi rent socialt fik en super god introduktion.

Jo mere du siger, jo mere får du igen.

Jeg spiller floorball på højt niveau, så jeg har travlt uden for studiet. Men på trods af at min sport fylder meget, valgte jeg under studiestarten at give det sociale et skud. For eksempel havde jeg en landsholdssamling, da der var introtur, hvor jeg endte med at melde fra på landsholdet. Der sker så meget på sådan en tur, som jeg ikke ville vide noget om resten af studiet, og da jeg kom hjem, gik jeg og glædede mig over min beslutning i de næste mange uger.

Kun én anden gang har jeg skippet en landsholdssamling, og det var da min bror blev konfirmeret. Så der skal noget til. Heldigvis kunne min landstræner godt forstå, at jeg ikke kunne droppe rusturen.

Spark i egen røv

Tutorerne var gode til at få alle med. Selv er jeg ikke en af de mest højtråbende typer, når jeg kommer ind i nye grupper, jeg vil nok hellere sidde og snakke stille og roligt i baggrunden. På et tidspunkt sad jeg sammen med nogle stykker og snakkede, mens der var nogle medstuderende, der spillede et drukspil, og så kom der en tutor hen til os og spurgte nysgerrigt til, hvem vi var – og hvad vi lavede. Han var blandt andet meget interesseret i at høre om min sport.

Det hører nemlig med til historien, at der nok gik en to ugers tid, før jeg for alvor meldte mig på banen socialt. Jeg kunne godt mærke, at de andre fik meget ud af det, og jeg var bange for, at de ville køre derudad uden mig. Nu skal jeg begynde at byde ind, tænkte jeg, for ellers kommer jeg til at stå ene mand og tænke, at der ikke er nogen, der gider snakke med mig.

Min indsats gav pote med det samme, og jeg har mange gode venner på studiet i dag. Så det er også mit råd til nye studerende: Lad være med at være bange for at sige noget, for min erfaring er, at jo mere du siger, jo mere får du igen.

Karina Skov Iversen, 46 år, Teologi:

Når man tropper op de første dage, kan man godt føle sig lille. Man kan være en smule rådvild over, hvor stort det hele er. Men når man så er sammen med de andre og lærer dem at kende, fx på byvandringer, så kan man jo se, at man sagtens kan finde sig selv og sin plads.

Studiestarten var helt vildt overvældende, og jeg var meget overrasket over den varme modtagelse, vi fik. Der var virkelig nogle dedikerede personer, der fik os til at føle os godt til rette – de var superkompetente og havde helt sikkert prøvet det før.

Det føltes lidt åndssvagt at stå og dunke hinanden i hovedet med en avis i min alder.

Selv om jeg er 46 år gammel, følte jeg mig lidt som en 12-årig. På den gode måde.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke brød mig om de mange forskellige navnelege, måske fordi det føltes lidt åndssvagt at stå og dunke hinanden i hovedet med en avis i min alder. Det synes jeg var grænseoverskridende. Men i dag er jeg glad for, at det står som billeder i min hjerne, og jeg griner indvendig, når jeg tænker tilbage på det. Det var sgu nok meget sjovt.

Skippede rusturen

Det var et bevidst valg, at jeg ikke tog med på rusturen. Jeg vurderede, at det ikke var noget for mig, det var ikke noget, der tiltrak mig. Egentlig ville jeg bare gerne i gang med at gå til undervisning. Jeg havde det lidt sådan: Kan vi ikke lade være med alt det her leg og komme til forelæsning? Det er også klart, at jeg har lidt mere familie at se til på grund af min alder, og selv om jeg gerne ville, er jeg heller ikke dukket så meget op til fredagsbaren. Men jeg synes virkelig, det er vigtigt for de unge mennesker – shots og beer pong og det hele.

Alle vil gerne snakke – det er måske bare lidt svært at komme ind i enklaverne.

Selv om jeg havde en god studiestart, tog det mig ret lang tid at komme ind i dagligdagen på studiet. Jeg har nok stillet koloenormt mange dumme spørgsmål. Men det, der møder en, er også en masse enklaver af folk, der af den eller anden grund godt kan virke utilnærmelige, men som egentlig ikke er det. Alle vil gerne snakke – det er måske bare lidt svært at komme ind i enklaverne.

Rent fagligt var det også en overraskelse, hvor meget arbejde der egentlig ligger i studiet. Jeg troede, at man havde god tid på universitetet, at man sagtens kunne tage en jævnlig cafe latte med veninderne og sy – eller hvad man nu laver – når man kommer hjem. Det passer slet ikke. Det er hårdt arbejde i langt over 40 timer om ugen. Til gengæld beskæftiger man sig med det, man interesserer sig for. Det er rent ud sagt skide spændende.

Lise, 22 år, Dansk:

Da jeg gik på højskole, udviklede jeg angst, men jeg fandt en måde at håndtere det på. Så da jeg startede på universitetet, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Troede jeg. Men studiestarten endte med at blive for meget for mig alligevel.

Måske var problemet, at jeg skulle leve op til min egen ide om, hvordan det var at gå på universitetet. Nu var jeg blevet voksen, jeg var flyttet alene til byen, jeg kunne gøre, hvad jeg ville, og jeg skulle have det fedt.

Jeg tænkte nogle gange, at jeg bare gerne ville have det som alle andre og derfor drak jeg lige så mange tequila shots og øl som dem.

Jeg tænkte nogle gange, at jeg bare gerne ville have det som alle andre og derfor drak jeg lige så mange tequila shots og øl som dem, selv om jeg egentlig havde brug for fred og ro. De andre skulle ikke tænke, at jeg var nederen.

Det frustrerende ved min angst er i høj grad, at jeg er flyvende, når jeg har det godt. Hvis jeg har det skidt, kan jeg omvendt ingenting. Det kræver, at jeg lytter til mig selv, og det gjorde jeg ikke under studiestarten.

Det var i høj grad tutorernes fortjeneste, at jeg klarede de første uger. En morgen græd jeg i toget på vej til uni, og så skrev jeg en SMS til en af tutorerne, der forklarede mig, hvad vi skulle lave i løbet af dagen og skrev, at jeg bare skulle dukke op, hvis jeg magtede det. Det var virkelig rart, at de var der.

Min angst skal ikke være tabu

I vinter gik det dog helt galt. Jeg flyttede for anden gang på to måneder, og det var, som om alle de nye indtryk blev for meget.

Jeg tog til lægen og fik at vide, at jeg var depressiv, og selv om jeg vidste, at hun havde ret, var det svært at bære.

Heldigvis har jeg kun mødt forståelse.

Det kræver noget at sige det til andre, for det kan misbruges. Man kan vælge mig fra, fordi man tænker, Lise har angst, det her kan hun ikke overskue. Alligevel insisterer jeg på, at det ikke skal være et tabu, for hvis jeg skjuler en stor del af mig selv, hvem er jeg så? Jeg kan ikke ignorere det her, jeg skal leve med det resten af mit liv.

Heldigvis har jeg kun mødt forståelse. Jeg tror, at grunden til, jeg stadig er på studiet, er, at jeg har fået nogle gode venner, som jeg kan være ærlig over for og skrive til fra morgenstunden, hvis jeg har det skidt. Så står de klar med en krammer, når jeg kommer. Og så tænker jeg, at det nok skal gå.