Mindeord over professor emeritus Peter Ulf Møller

Peter Ulf Møller (14.4.1941-12.1.2020) var lektor i slavisk litteratur ved Københavns Universitet 1971-1999, professor i slavisk filologi ved Aarhus Universitet 1999-2007 og fra 2008 adjungeret professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Det eneste almindelige ved Peter Ulf Møller var hans frisure og hans påklædning. Bag den stilfærdige fremtoning gemte sig et ualmindeligt sympatisk og lige så ualmindeligt begavet menneske. Han havde en særlig sans for sproget, dets evne til at rumme selve livet, som det kan gøre hos de store digtere, og dets begrænsning hos alle os andre. Det intime forhold til sproget blev på én gang dybt seriøst og principielt humoristisk for ham, og hans skrivekunst blev en salig blanding af præcise iagttagelser og underfundige pointer.

Han havde en særlig sans for sproget, dets evne til at rumme selve livet som det kan gøre hos de store digtere, og dets begrænsning hos alle os andre.

Som da han engang skrev om den meget høje og højrøstede Majakovskij, at havde han været lidt mindre, var hans digtning måske blevet en helt anden, eller når en berømt bog om flerstemmighed i Dostojevskijs romaner koges ned til en enkelt sætning: »Fortælleren står nærmest som en vikar i en støjende skoleklasse hvor hver ivrer for sit«, eller når sovjetlitteraturens første årtier sammenfattes i overskriften: »Fra eksperiment til cement«.

Mange læsere har i årenes løb nydt godt af Peter Ulfs kunst i hans anmeldelser og bøger. Det særlige lune var en del af hans væsen – og han elskede bagerbrød og er i min familie også berømt for sit slagord »glasur på tænderne!«

Fra Pasternak til Bering

Af uddannelse var Peter Ulf slavist, litteraturforsker, men hans spændvidde blev med tiden meget stor. Først blev han ekspert i poesi. Som student fik han Københavns universitets guldmedalje for en opgave om Pasternak, den russiske modernismes måske sværeste digter.

Så ville han skrive afhandling om eros hos symbolisterne, men da dette tema viste sig at indgå i en løbende diskussion om ægteskab og kønsmoral, måtte han søge tilbage i 1890’erne for at få rede på den. Her fandt han Tolstojs fortælling Kreutzersonaten, der fra årtiets begyndelse havde skabt et voldsomt røre. Der gik tråde tilbage til nordiske forfattere, Ibsen og Bjørnson, men Peter Ulf holdt sig på russisk grund og forsvarede i 1984 sin doktorafhandling Efterspil til Kreutzersonaten. Tolstoj og kønsmoraldebatten i russisk litteratur i 1890’erne.

Det er karakteristisk, at bogens forfatter står med det ene ben i litteraturen og det andet ude i samfundet. Digtningen er ikke længere i centrum for Peter Ulf, snarere dens deltagelse i tidens kultur eller kulturens bidrag til digtningen. Afhandlingen viser hans vej fra litteraturhistorie til historie i bredere forstand.

Denne territoriale udvidelse var ingen tilfældighed. Allerede inden disputatsen havde Peter Ulf fået impulser til uventede landvindinger. Under et besøg i Tartu, Estland, i 1983 gjorde Jurij Lotman ham opmærksom på en fantastisk historie om japanske søfolk, der ufrivilligt havde opholdt sig i Sankt Petersborg i 1780’erne og siden rapporteret om sine indtryk i hjemlandet. Peter Ulf besluttede at skrive om dem, hvilket betød et langt skridt tilbage i tiden og ud af den russiske litteratur (og førte til bogen Strandet i Europa i 2001).

Allerede tidligere havde Hans Hertel indbudt ham som medforfatter til Gyldendals Verdens litteraturhistorie, hvor Peter Ulf bidrog helt fra første bind (1985), også med afsnit om andet end slavisk litteratur. Endelig fik han antropologisk inspiration under vigtige år ved det tværvidenskabelige humanistiske forskningscentrum i København.

De mange nye impulser blev afgørende for, at Peter Ulf kom til at spille 2. halvleg af sit forskerliv på en fjern udebane – Vitus Berings to store ekspeditioner til Kamtjatka i 1720-30’erne. Lykken stod den nye Beringforsker bi, da den russiske historiker og håndskriftsekspert Natasha Okhotina Lind var kommet til Danmark. Med støtte fra Carlsbergfondet fik de sammen udgivet en serie banebrydende skrifter om Berings ekspeditioner. Det store projekt og Peter Ulf selv led et knæk i 2013, da han blev ramt af en ulykke og fik en alvorlig hjerneskade. Han kom sig, men kunne ikke arbejde som før.

Peter Ulf voksede op i Aalborg (og var trofast AaB-fan). Der er langt fra Limfjorden til Beringstrædet og fra Pasternaks metaforer til håndskrevne søfartsjournaler fra 1700-tallet, og rejsen var gået via Tolstojs gods og fru Tolstojs dagbøger.

Men for Peter Ulf hang digt og liv ubrydeligt sammen. Digtning kan være stor, fordi livet er stort, og Peter Ulf var fascineret af udtryk for livet – både i ord og i gerning. Han læste Anna Berings breve med samme ildhu som Sofija Tolstojs dagbog og styrmand Spangbergs logbøger lige så nøje som Kreutzersonaten. Hans evne til at formidle livet, hvad enten det var digtet eller levet, var uforlignelig og trak ofte i vores smilebånd.

Peter Ulf var et ualmindelig dejligt menneske. Vi er mange, som mindes ham med stor glæde og taknemlighed. Æret være hans minde.