Mindeord over sociologiprofessor Henning Bech

Min underviser, vejleder, kollega og ven Henning Bech led for tre år siden en krank frihedsberøvende skæbne efter hjerneblødning, som førte til delvis lammelse for tre år siden. Nu hvor han ikke længere trækker vejret, kan det være en trøst at vide, at der er masser af frisk luft i hans originale analyser af vores livsvilkår og nydelsesmuligheder i den æstetiserende, seksualiserende og kønsspillende storby.

Henning voksede op på Mors. Var ikke som drenge flest, men læste derimod faglitteratur og skrev tekster til skolerevyen. Allerede som barn gav han udtryk for, at han gerne ville være professor. Sidenhen læste han idehistorie og dansk og lavede ph.d. i kultursociologi.

Efter mange arbejdsomme og usikre årtier som løst ansat lykkedes det Henning som 50-årig at få fast stilling som lektor. Sidenhen fulgte indlevering af doktorafhandlingsarbejdet, som markerede sig som en international begivenhed med deltagelse af kapaciteter som Steven Seidman og Zygmunt Bauman.

Positivt kritisk var Hennings forskning således ved at udpege mulighederne for mere og bedre livsudfoldelse under frisindets fane.

Henning var særlig godt tilfreds med den ironi, som lå i, at han havde valgt, at den efterfølgende middag og fest foregik på Nationalmuseet. For det passede jo som fod i hose med hans samtidsdiagnostiske pointe om den homoseksuelles forsvinden i en dansk kontekst. Henning Bechs arbejder udi modernitetsanalyse, seksualitet og spørgsmålet om livsførelsens kunst gav et markant indtryk inden for den internationale seksualitetsforskning og hos sociologiske koryfæer som Zygmunt Bauman og Anthony Giddens. Begge har de refereret til Hennings arbejde i deres egne skriverier, og Giddens var via Polity Press med til at udgive den engelske udgave af bogen Når mænd mødes, som kom til at hedde When Men Meet – Homosexuality and Modernity (1997).

Han arbejdede således uhyre flittigt på at udvikle nye typer materielfænomenologiske analyser af køn, seksualitet og byliv, der eksempelvis udlagde, hvordan by- og telebylivet bugner af æstetiserende og seksualiserende kvaliteter, som optager moderne mennesker, hvilket giver en anden forståelse af bylivet end gængse teoriers vægtning af fremmedgjort konsumtionsjag. Som forsker og formidler af forskningen udfordrede Henning tidens toneangivende teorier og metodiske tilgange. Hans videnskabelige etos fordrer streng genstandssensitivitet, så man nøje vurderer, om ens undersøgelsesspørgsmål og genstand nu egentlig kan underkastes analyse ud fra aktuelt populære tilgange uden at føre til reduktionisme.

Kontroversiel er også hans tese om den homoseksuelles forsvinden. Det særlige ved bøssers livsform er forduftet, hævdede han. At gøre et identitetspolitisk nummer ud af, at man har erotisk smag for mennesker af samme køn, virker i dag passé. I dag er moderne mennesker blevet homogeniserede. Hvor det tidligere kun var bøsser, som gik i byen alene for øjelystent at cruise og knalde, er denne æstetiske option nu blevet tilgængelig for alle.

Henning udviklede også alternative forståelsesrammer, når det gjaldt køn. Har man lyst at blive klogere, så konsultér værket Kvinder og Mænd og eminent velskrevne artikler med nerve og brod fra Hennings omhyggelige hånd og kontinentale ånd. Her kan man læse om at være castet som køn, hvilket betyder, at køn forbliver et givet forhold og ikke opløses fuldstændigt. Eller om rene æstetiske kønsinteresser, som forklarer, at mænd nyder mandesamvær, fx omkring fodbold, og kvinder kvindesamvær, fx omkring makeup, uden at det skal ses som afledt af ydre magtstrukturer eller fortrængt homoseksualitet. Ligesom franskbrød ikke kan siges at være underordnet rugbrød, så er ‘kvinde’ ikke altid eller nødvendigvis underordnet ‘mand’.

På inciterende måder udspilles kønsspil frem for kønskamp i dag, når kvinder og mænd øjner lyst gennem urban og heftig æstetisering og seksualisering. Festskriftet (red. Heinskou & Wøldike 2014) Byen og Blikket er et godt sted at orientere sig for en dokumentation af Hennings markante betydning inden for sociologisk udforskning af seksualitet og byliv. Positivt kritisk var Hennings forskning således ved at udpege mulighederne for mere og bedre livsudfoldelse under frisindets fane. Frisind er afgørende som en ikke-moralistisk ideologi, derved at den lader folk leve, som de lyster – givet, at de ikke skader andre.

Som underviser og vejleder var Henning Bech særdeles omhyggelig, systematisk formidlende og ikke mindst underholdende ved sin særlige performance-stil med ironiske intonationer og himmelvendte øjne, når han ville markere sin kritiske distance til visse positioner. Han kunne vække studerendes nysgerrighed og få dem til at tænke på nye måder, dels ved at give et systematiske overblik over teorimulighederne og ikke mindst deres respektive begrænsninger samt lufte hans egne nytænkende ideer. Det var således aldeles fortjent at han fik KU’s undervisningspris Årets Harald i 1998.

Nogen mild skoleost var han ikke

Til kollegiale møder fedtspillede Henning ikke, men sagde sin mening om forskellige sager og udviklingerne inden for akademia. Som kritisk forsker stod han på mål for en samfundsvidenskab, som reflekterer sin egen værdibundethed og sigter på at kvalificere den offentlige debat i en humanistisk forstand. Han stod fast på essentielle principper og kunne excellere i en særlig ironisk, sarkastisk udtryksstil. Nogen mild skoleost var han ikke, og folk, som har stødt sig på Hennings kritisk, kantede kommentarer, tænker ham nok mere som kolerisk end sangvinsk. Men han havde begge dele i sig. I alt fald var han en omsorgsfuld og støttende mentor for flere yngre forskere og tilmed en overmåde generøs ‘Onkel Henning’ for søsterens børn, for hvem det var fuldfed fryd at besøge i Henning i København. Altså, et menneske med flere personaer. At værdsætte principfaste personager er måske særlig vigtigt i dag? Uden disse risikerer vi måske stille kvælningsdød i kviksump af både kedsommelig og principløs pragmatik?

Henning Bech passede ikke bare sin forskning på indadvendt facon, men søgte også at oplyse offentligheden vedrørende fælles offentlige anliggender som eksempelvis en overdreven mistænksomhed over for mænd i jobs, hvor børn er involveret. Han gav således sit forskningsbaserede bud på, hvad der kunne forklare den stadigt verserende pædofili panik i samfundet, nemlig at vor tids hyperfokus på mænd som latente krænker (institutionaliseret via daginstitutioners retningslinjer for berøring) er motiveret af blandt andet udearbejdende kvinders traditionspåførte skyldfølelse over ikke at være tilstrækkeligt hjemme til at tage hånd om børn og hjem. Kompleks tese kort fortalt. Et bud, som bestemt gjorde ham upopulær hos mange. Jeg opfatter ham således som en mandhaftigt modig humanist, der faktisk troede på, at vi som mennesker kan blive klogere vedrørende de samfundsmæssige rammer, vi lever vores liv under, og derved fornuftsmæssigt kvalificere vores forsøg udi i livsførelsens kunst.

Henning Bechs værk er i sandhed usædvanligt. Blandt samfundsvidenskabens tekster er der langt mellem juveler som Hennings tekster, der til overmål rummer dybde og sproglig spændstighed. Selve hans formidling var anderledes og overraskende og gav yngre forskere mod på at udfordre akademisk standardformidling. Hans kritiske sans og ihærdige vilje til at fremmale positive muligheder for frisind og livsudfoldelse kan tjene som uophørlig inspiration for samfundsforskere i dag og gerne også i overmorgen. Det er mit forfængelige håb.

Tak for frisk luft, Henning.