Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
PRESSEMØDE - I 2030 skal Universitets- og Bygningsstyrelsens bygninger samlet set være energineutrale. Også Københavns Universitet sparer på energien.
Lys, der slukker, når du forlader lokalet, og vinduer, der automatisk lukker, når det bliver for koldt.
Sådan kan fremtidens universitetsbygninger se ud, hvis ordene fra et pressemøde tirsdag afholdt af videnskabsminister Helge Sander bliver til virkelighed. Momentum skal holdes efter klimatopmødet, sagde ministeren i sin korte indledende præsentation.
»Vi skal alle sammen bidrage på vores måde. Ikke bare ude i verden, men hver enkelt dansker. Videnskabsministeriet står for en stor del af byggeriet. Vores rolle er at finde ud af, hvordan vi sparer på energien.«
Målet er 100 procent energineutralitet for alle Universitets- og Bygningsstyrelsens bygninger, hvoraf en stor del drives af Københavns Universitet.
Det fortalte vicedirektør i Universitets- og Bygningsstyrelsen, Connie Barfod.
»I 2030 vil vi gerne være energineutrale. Ikke forstået som hver enkelt bygning i sig selv, men for alle vores bygninger sammenlagt.«
Omkring 80 procent af KU’s bygninger er ejet af Universitets- og Bygningsstyrelsen. Samtidig står universitetet i de kommende år over for massive investeringer i blandt andet nye laboratorier.
Og de skal være energirigtige, forklarede Claus Ravn, der er leder af Team Grøn Campus, den centrale enhed for energireduktion på KU.
»Vi vil alle sammen gerne have nogle nye gode faciliteter. Men mange af dem er meget energitunge. Det er derfor vigtigt, at vi vælger de rigtige løsninger, så vi ikke får et øget energiforbrug.«
I 2013 vil KU nå sit mål om at reducere både sit CO2- og energiforbrug med 20 procent. Men et energineutralt universitet i 2030 er ikke en mulighed.
»Det er simpelthen en anden type energiforbrug, vi har på KU,« lød det fra Claus Ravn.
»De nye bygninger bliver meget laboratorietunge, og det betyder, at de har mellem fire og otte gange højere energiforbrug end almindelige bygninger.«
mahp@adm.ku.dk