Ministeren vil ’tale sprogfagene op’ – tak, men hvor er pengene?

Den politiske logik fra Christiansborg virker ikke. Det kan vi se i de nye optagelsestal, der kom den 28. juli. For til september starter kun 1.335 på sproguddannelserne, hvilket er et fald på næsten en femtedel. Og samtidig falder optaget på de velfærdsrettede professionsuddannelser.

I anledning af at tallene udtaler uddannelsesminister Christina Egelund, at faldet på sproguddannelserne »kalder på handling«. Det er i og for sig glædeligt. Men ikke hvis den handling udelukkende indebærer, at sprogfagene skal ’tales op’. Det skal de selvfølgelig også, det er svært at være uenig i – men det er ikke nok.

De rigtige skurke

Det er nemlig ikke, at sprogfagene er blevet ’talt ned’, der er grunden til deres dårlige optag. De rigtige skurke er derimod to af regeringens egne reformer. Den ene begrænser SU’en, så man hverken kan blive forsinket eller vælge om, og den anden presser uddannelserne på tid, hvilket er det modsatte af, hvad sprogfagene kræver.

Lad os først tage SU-reformen. Vi ved, at unge i stigende grad kæmper med økonomien i de store studiebyer, hvor sprogfagene ligger. En ny undersøgelse fra Finans Danmark viser, at en privat lejebolig på 50 kvadratmeter koster omkring 5.000 kroner om måneden i Aalborg, mens den i København koster omkring 8.100 kroner. Et billigere alternativ kan være en studie- eller almen bolig, men ventetiderne er lange, især tæt på campus. Det fører til en ond spiral: Når færre optages, bliver det sværere at skabe stærke studiemiljøer. Når økonomien så samtidig strammes, bliver muligheden for at prioritere sociale arrangementer udfordret. Det rammer især de i forvejen små studiemiljøer, der allerede er under pres.

Diskursen har været hård ved humaniora de seneste 20 år. Det er fordi, det er den stil, der bliver lagt af politikerne

Derudover strammes grebet om universiteterne med kandidatreformen, der skærer et års studie af vores kandidatuddannelser. Her frygter vi, at det igen kommer til at gå hårdest ud over de små fag. Og altså herunder sprogfagene. Vi ser allerede, hvordan Aarhus Universitet har foreslået at nedlægge seks sprog- og områdeuddannelser, der i stedet skal samles i én ny bacheloruddannelse kaldet Globale Studier uden sprogkrav. Det betyder, at blandt andet Kina- og Arabiskstudier forsvinder som selvstændige fag. Selvom det er fag, der må anses for at være vigtige for både vores erhvervsliv og sikkerhed i 2025. Det er for os at se en ret kortsigtet løsning, som er tvunget frem af reformiveren.

Ro fra sparekniven

Når de sproglige kompetencer bliver efterlyst af arbejdsgiverne, undrer det os, at det er dem, der står for skud. Måske det var på tide at give universiteterne rum og mulighed for at kunne understøtte de humanistiske sprogvidenskaber. Det virker desværre sandsynligt, at når implementeringen af kandidatreformen er udrullet i 2028, vil det igen være sprogfagene, der står for skud.

Det er ikke tilfældigt, at diskursen har været hård ved humaniora de seneste 20 år. Det er fordi, det er den stil, der bliver lagt af politikerne. Fremdriftsreformen fra 2013 et glimrende eksempel på, hvordan presset gradvist bliver øget. Det er ikke tilfældigt, at der igen i år er færre ansøgninger til sprogfagene. Det er på grund af det signal der sendes, hver gang der bliver præsenteret nye reformer.

LÆS OGSÅ: Hvad skal jeg med en bachelor i engelsk?

Så ja, Egelund har ret, når hun siger, at der skal handling til. Vi skal tale sprogfagene op. Men vi skal især give universiteterne rammerne til at beskytte de mindre fag. Dem, der oftest står for skud, når der skal spares og reformeres.

Vi foreslår, at man giver universiteterne ro fra sparekniven og i stedet giver et nyt økonomisk løft af sprogfagene, som vi for eksempel så tilbage i 2021. Her gav midlerne flere sprogtimer, mindre hold og bedre fastholdelse af de studerende. Derfor bør et varigt sprogløfte på finansloven sikre, at Danmark bevarer de sproglige kompetencer, vi har så meget brug for.