Ministre har talt med to tunger

Mens skiftende justitsministre under Den Kolde Krig forsikrede Folketinget og den danske befolkning om, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke overvågede folk udelukkende på grund af lovlig politisk aktivitet, gav de i al fortrolighed vide beføjelser til, at PET kunne gøre netop det.

Det fremgår af den nyligt udgivne beretning fra PET-kommissionen. Men selv om der er grundlag for at drage adskillige ministre til ansvar for vildledning af Folketinget, er det helt usandsynligt, at der kommer noget retsligt efterspil ud af kommissionens arbejde. Det mener lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet (KU), Jens Elo Rytter.

»Mange af sagerne er forældede og det vil altid være svært at rejse de 90 mandater, som en rigsretssag kræver. Men jeg mener bestemt, at vi er ude, hvor der er tale om et brud på ministeransvarlighedsloven,« siger han.

Justitsministeriets ansvar

Når justitsministre helt frem til 1989 har forsikret om, at PET overholdt sine beføjelser, har de gjort det med henvisning til en regeringserklæring fra 30. september 1968 om, at PET ikke måtte registrere danske statsborgere alene på grund af deres lovlige politiske virksomhed.

Men Kommissionen har i sin undersøgelse fundet frem til et hidtil hemmeligholdt notat fra Justitsministeriet fra 16. september – to uger før ovennævnte erklæring – som kan fortolkes til at give PET videre registreringsbeføjelser end regeringserklæringen dikterede.

Hverken Folketinget eller det såkaldte Wamberg-udvalg, som skulle holde snor i PET, er på noget tidspunkt blevet orienteret om notatet. Men PET-kommissionen konkluderer i det store hele, at PET har holdt sig inden for de gældende retningslinjer, hvilket skubber aben videre til Justitsministeriet.

Tvetunget tale

Og hvorvidt danske justitsministre kan drages til ansvar, afhænger af, om regeringserklæringen var retligt bindende. Det har kritikere fra forskellige fløje, fra tidligere folketingsmedlem for VS, Preben Wilhjelm, til historiker Bent Jensen, argumenteret for at den var. Ligesom Jens Vedsted-Hansen fra PET-kommissionen har udarbejdet en længere mindretalsudtalelse til kommissionens beretning, hvori han argumenter for, at PET i vid udstrækning har foretaget ulovlige registreringer.

Jens Elo Rytter mener ikke, at regeringserklæringen var retligt bindende, men han understreger, at det ikke er ensbetydende med, at man ikke kan stille ministre til ansvar.

»Jeg er enig med kommissionsflertallet i, at erklæringen (fra 30. september 1968, red.) var en politisk erklæring. Men det fremgår af beretningen, at man politisk har talt med to tunger og givet Folketinget og offentligheden én version af realiteterne, mens man på de indre linjer har givet PET vide muligheder for at lave politiske registreringer.«

Ikke spildt arbejde

Men selv hvis der ikke kommer nogen juridiske konsekvenser ud af en rapport, der har været ti år og 70 millioner kroner undervejs, afviser Jens Elo Rytter, at arbejdet har været spildt.

»Beretningen giver et utrolig godt indblik i de logikker og indre spændinger, der er i et folkestyre, når det kommer til landets indre sikkerhed. Det er ikke afgørende, om en minister kan stilles til ansvar eller ej, men det er dybt betænkeligt, at man foregiver, at der er en demokratisk kontrol, samtidig med at man reelt sætter denne kontrol ud af spillet,« siger han.

Han ser imidlertid intet problem i, at PET-kommissionen ikke fælder dom over hverken PET eller politikere.

Kommissionen blev bedt om at vurdere, om PET havde handlet inden for de retningslinjer, som Folketinget og regeringen havde fastsat. Derfor må det være op til offentligheden at drage konklusioner og fælde dom på grundlag af den nøgterne fremstilling af hændelsesforløbet, som findes i beretningen,« mener Jens Elo Rytter.

Stadig relevant problemstillinger

Kritikken af tidligere justitsministre kan ikke siges at være en partipolitisk kritik, påpeger Jens Elo Rytter.

»Fra et demokratisk synspunkt er det interessant, at de regeringer, som har været indforstået med det her dobbeltspil, både har været socialdemokratiske, radikale og borgerlige regeringer. Og det er interessant, at der har været stor intern splid i partierne.«

»Eksempelvis havde en radikal minister som Hilmar Baunsgaard stor forståelse for Justitsministeriets registreringspraksis, men samtidig var hans parti meget kritisk over for politiske registreringer. Det viser en stor forskel på at sidde i regering og på at være almindelig folkevalgt repræsentant, når det gælder landets interne sikkerhed og efterretningsspørgsmål.«

Blandt andet derfor mener Jens Elo Rytter, at PET-rapporten har allerstørst værdi som historisk og politologisk dokument.

»Især fordi de problemstillinger, der skildres, i høj grad også har relevans i dag,« siger juralektoren, der anbefaler PET-beretningen som »voldsomt interessant læsning, der afspejler et grundigt historisk og juridisk udredningsarbejde.«

ser@adm.ku.dk