Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Mit job: Finmekaniker på Tandlægeskolen

Downstairs — Det er ikke hver dag, man møder en metalarbejder i knitrende hvid kittel. Men det kan man på Institut for Odontologi.

De lange underjordiske gange der fører fra Mærsk Tårnet til Tandlægeskolen på Panum, giver mindelser til tv-serien Riget.

Men de ubekvemme associationer forsvinder, da vi når frem til værkstedet, hvor finmekaniker Jesper Nilsson huserer. Et pixeleret print af en gruppe gule Minions i blå kedeldragter ved døren indikerer, at vi har fundet den tekniske afdeling, og at den er fuld af humør.

Finmekaniker Jesper Nilsson

41 år. Har været ansat i
Teknisk Afdeling på Institut for Odontologi i 2 år. Er udlært maskinarbejder (industritekniker) hos Risø og har arbejdet forskellige steder i medicinalindustrien.

Bor i Stenløse med familien. Står op hver dag kl 5 og svømmer kl. 6-7, så han undgår morgentrafikken.

Jesper Nilsson er ét stort smil. Han slår ud med armene og viser værkstedet frem. En af maskinerne får et lille klap. Stedet har alt det forventede interiør. Drejebænke, fræsere, værktøjsvægge, billeder af damer.

Men her er også sirlige opstillinger af vintage fremviserapparater og bemærkelsesværdigt meget nips; kaffestuens yndige lysestager og de kunstige bregner, der hænger ned fra loftet, vidner om et sjak, der gør sig umage med hyggen.

»Jamen vi har det fantastisk sammen,« siger Jesper, og betoner anden stavelse i fantastisk. »Både internt i afdelingen og med alle folkene oppe ovenpå.«

Faktisk er værkstedet ofte tomt, fortæller Jesper, for teknikerne har tre daglige inspektionsrunder og mange både planlagte og akutte serviceopgaver på instituttet i løbet af dagen. Opgaverne er mangeartede. I dag er en af kollegaerne ude i byen for at hente svinekæber til undervisningen i kæbekirurgi.

Det er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Og det bliver det sidste

»Dagen starter med den første rundering inden de andre møder ind, hvor vi går gennem rækken af klinikker for at se, om alt er som det skal være. Hvis der fx er sprunget et vandrør, skal vi nå at reagere inden det vælter ind med både studerende og patienter 8:15,« siger Jesper.

Mellem inspektionerne er det meget uforudsigeligt, hvad dagen byder på, fortæller Jesper, og det er grunden til, at dette job er hans bedste nogensinde. Og hans sidste, siger han:

»Det ene øjeblik står vi og reparerer en stor industrivaskemaskine. I næste sekund er der en af dem, der videreuddanner bøjletandlæger, der har brug for en minutiøs lasersvejsning af et ganeapparatur. Der er kæmpe variation fra grovsmedje til finmekanik,« siger Jesper.

De daglige 28.000 skridt

»En af mine kollegaer tog en skridttæller på en dag. Den viste 28.000 ved fyraften,« siger Jesper Nilsson. Alle, der bakser med at ramme de anbefalede 10.000 daglige skridt, ved, hvad det betyder.

Ofte har tandlægeelever nedbrud på deres tandlægestol eller behov for hjælp med indstilling af instrumenter, fortæller Jesper, der har indtil flere telefoner på sig. I løbet af en arbejdsdag vibrerer det ofte fra bukselommen eller kitlens forlomme, fordi nogen i klinikken, der står har brug for akut assistance.

Jeg er også blevet kaldt op, hvor der sidder en patient i stolen med tandlægeskræk

Jesper har kittel på. Det er ikke hver dag, man møder en metalarbejder i en knitrende hvid kittel. Man kan sige, at Jespers arbejdsliv er delt mellem et upstairs og et downstairs. I kælderen får man olie under neglene og snakker værkstedsjargon med gutterne, fortæller Jesper:

»Men vi kommer jo ikke væltende op på en afsnit med en vittighed på læben. Vi har respekt for, at der er patienter udefra, og vi vejrer altid situationen. Det nytter heller ikke at komme møgbeskidt derop, det er jo også et sted med sterile opdækninger, så du skal færdes, så det passer til miljøet,« siger Jesper.

Og i miljøet kan opstå mange uforudsete – og ikke kun tekniske – bump på vejen:

»Jeg er også blevet kaldt op, hvor der sidder en patient i stolen med tandlægeskræk. Så skal du tænke hurtigt – og lave en kvik nødreparation, så klinikerne kan komme hurtigt videre og patienten kan få fred. Så må du lave den egentlige reparation på et andet tidspunkt,« siger Jesper, der oplever at hjælpsomheden går begge veje:

»Jeg møder aldrig en sur mine på afdelingerne. Heller ikke, hvis der er mig, der har brug for hjælp fra en klinikassistent til et projekt. Folk hugger på lige med det samme, og det kendetegner en god arbejdsplads,« synes jeg.

Fotografen må flere gange formane Jesper om ikke at smile – og det er ikke så let.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste