Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Mit liv som due og studerende

KLUMME - Det er svært at vide, hvordan man kan blive bedre, når man ikke ved præcis hvad man gjorde rigtigt og forkert. Både duer og studerende har brug for feedback på deres præstationer.

I et eksperiment kan duer ikke altid afgøre, præcis hvilken adfærd, som udløste belønning eller straf. Sætter man en due ind i en kasse, kan man lære den, at hvis den trykker på en knap når en lampe lyser, så kommer der mad ud af et hul i væggen. Den lærer det faktisk ganske hurtigt, viser eksperimenter.

Man kan også lære den, at det kun er når lampen blinker tre gange i træk, at den skal trykke på knappen. Men sagen er, at duen faktisk ikke ved, hvad den gør rigtigt. Hvis den drejede fem gange rundt om sig selv, inden den trykkede på knappen, og den får mad, så tror den, at det var dét den gjorde rigtigt.
For duen giver det selvfølgeligt lige så god mening, at den skal dreje rundt, som at den skal vente på at lampen blinker tre gange. Den har jo ikke nogen erfaring med knapper og lamper.

Hvis nu vi forestiller os, at kassen er universitetet, og duen er en studerende, begynder læseren måske at forstå, hvor jeg vil hen. Den studerende skriver opgaver og går til eksamen i stedet for at trykke på knappen, så det er selvfølgelig en smule mere komplekst end for duens vedkommende. Men eksemplet viser, hvad der sker, når man kun fortæller mennesker (eller dyr), hvornår de har gjort tingene rigtigt eller forkert, og ikke hvad det var, de gjorde rigtigt eller forkert.

Det er selvfølgeligt feedback, jeg sigter mod. Hvis nu vi kunne sige til duen ‘Hey, det er faktisk bare når lampen blinker tre gange, at du skal trykke på knappen, det har ikke noget med at dreje rundt om dig selv at gøre!,’ så ville duen kunne spare nogle kræfter og blive rigtigt tyk. Hvis nu vi på samme måde kunne sige til studerende, præcis hvad det var de gjorde rigtigt og forkert, så ville de studerende nok også kunne spare nogle kræfter – men vigtigst af alt ville de blive enormt kloge.

På Psykologi kan man få feedback fra sin eksaminator efter eksamen. Der er simpelthen sat tid af til at tale om, hvad der gik godt, hvad der gik mindre godt, og hvad man skal gøre fremover. På Farmaci kan man tilmelde sig en mentorordning, hvor man mødes i en gruppe med andre studerende og en forsker og taler mindre formelt om sit fag. Det er en mulighed for at få feedback på sin udvikling som studerende og sin egen tvivl på en anden måde end udelukkende ved at tale om sit eksamensprodukt. Man kan vel sige, at forskellen på de to ordninger er, om duen spørger ‘Hvorfor får jeg ikke mad ud af det jeg gør?’ eller om den spørger ‘Hvorfor er jeg egentlig inde i den her kasse?’.

For at vores studier giver mening, skal vi kunne svare på de to spørgsmål: Hvordan bliver jeg bedre? Og hvorfor er det vigtigt at blive bedre?

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste