Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Mit yndlingssted på campus

Sweet spot — Syv KU-borgere tager os med til deres særlige sted på Københavns Universitets campus.

Lektor Anja Thoe Fuglsang slår dørene op til festauditoriet på Frederiksberg Campus: »Dette historiske auditorium emmer af den gode ånd fra Landbohøjskolen,« siger Anja Thoe Fuglsang, der er viceinstitutleder for forskning på Institut for Plante- og Miljøvidenskab og selv forsker i transport af næringsstoffer ind og ud af planteceller.

»I mit arbejdsliv har jeg haft afstikkere til andre universiteter et par gange – men jeg ender altid med at komme tilbage til Frederiksberg Campus. Der er en fantastisk stemning herude, hvor den gode gamle ånd fra Landbohøjskolen stadig lever, selv om der har været et par fusioner. Her er stor nærhed mellem studerende og undervisere og et ret unikt campusmiljø.«

»Det gamle festauditorium her er indbegrebet af den stemning. I dag danner det ramme om især disputats- og ph.d.-forsvar, festsymposier og forskellige repræsentative formål. Komforten kunne være bedre, og akustikken er ret speciel, men alt det tager man med, fordi kuplen, malerarbejdet og lysindfaldet gør rummet så smukt og særligt.«

Institutlederens hjørnekontor

»Mit kontor med kunst, møbelklassikere og kig til campusliv er mit yndlingssted.«

Ordene er professor Mette Sandbyes. Hun er institutleder på Kunst- og Kulturvidenskab og forsker i fotografiets historie og teori, samtidskunst og det 20. århundredes avantgardekunst.

Kontoret ligner en mellemting mellem et galleri og et smukt kurateret mødelokale med keramik i de lange vidueskarme og fotokunst på væggene. Kontorstolen er en skulpturel Eames klassiker, og Mette Sandbye har fravalgt et hævesænkebord, fordi det »simpelthen er for grimt.«

Vi har gjort noget for at indrette instituttet, så de fysiske omgivelser er præget af, at vi arbejder med kunst og kultur.

Mette Sandbye, institutleder, IKK

»Vi har gjort noget for at indrette instituttet, så de fysiske omgivelser er præget af, at vi arbejder med kunst og kultur. Vi har en masse kunst på hele instituttet, og der er også en del på mit kontor, der i det hale taget er ret æstetisk indrettet. Det store mødebord er fra dengang kunsthistorie var et mere praktisk orienteret fag, så der er ridser og farverester – det emmer af kultur og tid og mange studerende.«

»Fra vinduet har jeg udsigt til DR, IT Universitetet og det prisbelønnede og meget smukke Tietgen-kollegium. Og jeg kan se ned til kanalen og kantinen, hvor folk strømmer ud og ind. Der er så meget at lade blikket flanere ud på, og hele det campusliv, der udspiller sig for øjnene af mig er rigtig skønt ved det her kontor.«

Landbohøjskolens Have

Teamleder Kristian Levring Madsen arbejder i en kommunikationsenhed på Institut for Idræt og Ernæring. Men han krydser Landbohøjskolens have så ofte han kan.

»I dag sidder jeg på Nørre Allé i hovedbygningen på det gamle Institut for Idræt, men mit første job var i kommunikationsafdelingen på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. Dengang gik jeg gennem haven hver dag på vej til arbejde, og den er kommet til at inkarnere KU som arbejdsplads for mig. Jeg kan godt lide, at haven er lidt skjult. Selv om den er åben for offentligheden, er det stadig primært en universitetshave, der bruges til forskning og walk and talks af ansatte og studerende.«

»Og så er der hele historien bag: Da Landbohøjskolen blev bygget, skulle den ligge uden for voldene, fordi man jo behandlede husdyr med sygdomme. Man mærker stadig, at stedet er anlagt med et særligt formål. I dammen herovre motionerede man vistnok heste som en del af deres genoptræning. Siden er byen vokset og vokset, så haven i dag ligger centralt.«

Gårdhaven på Kommunehospitalet

»Det her er hovedpulsåren for meget ægte faglig dialog på de samfundsvidenskabelige fag,« siger Alexander Thorvaldsen, der læser statskundskab på kandidaten og som sidder som studenterrepræsentant i KU’s bestyrelse. Tidligere var han formand for Studenterrådet 2013-15.

»Her i gårdhaven mødes studerende på Samfundsvidenskab hele tiden med fagfæller og venner, når man tager en pause fra læsesalen eller bare går til og fra undervisning. Jeg venter hele året på at kirsebærtræerne igen drysser deres lyserøde krymmel ned over os, og jeg venter på at det igen bliver fredag, så vi kan fortsætte snakken over en specialøl i eftermiddagssolen.«

15. etage i Mærsk Tårnet

»Siden vi flyttede op i Mærsk Tårnet, har alle været glade,« siger professor Lene Juel Rasmussen, der leder Center for Sund Aldring, som forsker i, hvordan flere mennesker kan få et sundt liv og en sund alderdom. Sund Aldring-folkene flyttede som de første ind i det nybyggede Mærsk Tårn i maj 2017.

»Sådan har I ikke set København før, vel? Udsigten her fra den øverste etage i Mærsk Tårnet er bjergtagende. Det er utroligt smukt at sidde her og opdage en masse nye ting ved byen, som overblikket tillader. Jeg går herop så tit jeg kan, selv om mit kontor ligger på tredje sal.«

»Man får en ro – og det giver energi på samme tid. Der er noget ved hele dette byggeri, der gør, at man føler sig kreativ. Og sådan har vi det alle sammen. Da vi flyttede fra Panum og herover i maj måned var alle glade og i godt humør fra dag et. Det er også positivt at kunne tage gæster med herop og dele den oplevelse, som alle reagerer på med et WOW.«

Lindegården i Universitetsfirkanten

»Det er ret vildt at få lov at have sin daglige gang på så smukt og historisk et sted.«

Sådan siger servicemedarbejder Carina Tove Holmberg Hasselbalch, hvis arbejde er at servicere ledelsen og stå for mødeforplejning og lokalebooking i det historiske universitetsområde ved Frue Plads, hvor den centrale administration holder til.

»Lige derude på den anden side af rektorbygningen buldrer trafikken forbi. Herinde ligger den skønneste oase. Jeg tager altid min frokost med herud i gården og lader måske op med en Sudoku. Det er det bedste pusterum i en travl hverdag.«

»Murstensbygningen bag mig er den eneste, der er tilbage fra Middelalderens København – den er bygget cirka 1420, og siden reformationen har Konsistorium ved Københavns Universitet holdt sine møder herinde. Når folk gerne vil booke lokalet, fortæller jeg dem, at de er meget heldige, når de får lov til det, for den historiske værdi er enorm. I kælderen var der studenterfængsel, hvor uartige studerende blev straffet! I dag holder vi fredagsbar dernede.«

»Mit yndlingssted er forsvundet!«

Hans Hertel er professor emeritus i nordisk litteratur (prof 1980-2009)  og ville gerne have vist os Anneksauditorium A. Men med udflytningen til Søndre Campus har Københavns Universitet overdraget nøglerne til Studiegården og en række andre historiske bygninger til staten per 1. februar 2017.

Det er dødsens trist at disse ting er nedlagt. Det er en stor del af universitetets tradition og sjæl, vi mister.

Professor emeritus Hans Hertel

Anneks A, Studiegården
»Jeg vil nærmest kalde det en tragedie, at vi ikke længere råder over dette klassiske auditorium, hvor KU ellers har holdt til i over 125 år. Det er frygtelig synd, at det nu er sat til salg. Der er en helt speciel ånd her, hvor alle mulige voldsomme diskussioner har udspillet sig med folk fra alle fag – det var jo her alle fakulteternes doktorer forsvarede deres disputats.«

»Her har jeg overværet mange akademiske bråvallaslag, og jeg har selv forelæst og holdt seminarer om Georg Brandes og Det Moderne Gennembrud og om Poul Henningsen for en stopfuld sal, og jeg synes, at det var et godt sted med herlig atmosfære, skønt lys og en fin balkon. Og så lå det tilmed midt i byen – praktisk, når man holdt gå-hjem-arrangementer, og folk strømmede til.«

»Det er dødsens trist at disse ting er nedlagt. Det er en stor del af universitetets tradition og sjæl, vi mister. Det er at sælge ud af arvesølvet. Det ville man aldrig gøre i Cambridge eller Oxford.«

Seneste