Mød emeritusserne

Antikhistoriker Mogens Herman Hansen

»Jeg stopper helt, når jeg har skrevet en bog ingen gider læse«

Min interesse for klassisk historie kan uden vanskelighed spores til fem afgørende minutter på min konfirmationsaften. Her skulle jeg have en voksensnak med min gudfar efter middagen. ’Hvad vil du så være, Mogens?’, spurgte han. Da jeg svarede historiker, var min gudfar klar i mælet: ’Så skal du jo være klassiker. Du bliver aldrig en god historiker uden at kunne latin og græsk.’ 14 dage senere valgte jeg den klassisk-sproglige linje på Østre Borgerdyd.

Min første dag på Københavns Universitet mødte jeg op til en øvelsesrække over Christian IV-tidens historie. Da de første opgaver skulle uddelegeres, kløede folk sig i håret og kiggede ned i deres tasker. Jeg rakte hånden i vejret og sagde, at jeg som nybegynder gerne ville give det et forsøg. Et par uger senere skulle jeg så fremlægge en oversigt over tidens centraladministration, som jeg ikke engang vidste, hvad var, da jeg fik opgaven. Senere har jeg været glad for, at jeg tog den chance.

Et stykke arbejde fremstår særlig vigtigt, når jeg kigger tilbage på mine 43 år på KU. På Copenhagen Polis Centre brugte jeg og 45 kolleger fra hele verden ti år på at kortlægge over tusind græske bystater og deres kendetegn. Det blev til et værk på 1.400 sider, som en ledende engelsk antikhistoriker har beskrevet som det vigtigste værk i oldgræsk historie, der er udkommet i hans levetid.

Man skal kende sine begrænsninger. Derfor takkede jeg nej til et professorat på Harvard i 1991, hvor jeg skulle have undervist i romersk historie og i andre felter, der ligger ud over min egentlige ekspertise – det havde slået mig ihjel at sige ja til den stilling.

Takken for at have anbragt KU-humaniora på verdenskortet var, at jeg som 63-årig blev kaldt til møde med kontorchefen, der spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at tage min afsked. ’Jo, hvis I ansætter en 40-årig lektor i mit sted’, var mit svar. Jeg nægtede at gå af, da det viste sig, at de ville nedlægge min stilling. Da jeg endelig gik på pension, blev der ansat en meget dygtig ung aristoteliker i mit sted. Faklen bliver altså båret videre, og det betyder meget for mig.

I løbet af mine mange år på KU er der opstået et administrationstyranni, som i stedse højere grad er blevet en spændetrøje, der sluger midler, som kunne anvendes bedre i forskning og undervisning. Og jeg hører, at det kun er blevet værre efter jeg gik på pension i 2010.

Jeg stopper helt, når jeg har skrevet en bog ingen gider læse. Det har jeg heldigvis ikke oplevet endnu. Nysgerrigheden får mig til at fortsætte, og så længe folk er interesserede i at høre eller læse hvad jeg har på hjerte, så er det værd at bruge tid på. På den måde er forskningen blevet noget jeg ikke kan undvære i min daglige rytme – en slags rygrad i min tilværelse.«

TAKKEDE NEJ TIL HARVARD – Mogens Herman Hansen er klassisk filolog og antikhistoriker. Født i 1940 på Frederiksberg. Blev i 1967 cand.mag. i oldgræsk og historie fra KU. Her blev han i 43 år, indtil han i 2010 gik på pension og blev emeritus. Mogens er medlem af Videnskabernes Selskab, British Academy og Deutsches Archäologisches Institut. Har modtaget flere priser og har forelæst på Princeton, Sorbonne, Oxford og over 50 andre universiteter. Og så er han en af få danskere, som er blevet tilbudt et professorat på Harvard.

Cellebiolog Else Kay Hoffmann

»Man bliver emeritus, fordi man stadig har spørgsmål liggende, der kun er halvt besvaret«

Oprindeligt ville jeg læse sammenlignende litteratur. I gymnasiet interesserede jeg mig både for litteratur og naturvidenskab, og efter at have holdt et sabbatår, begyndte jeg endda på litteraturstudiet. Det fandt jeg drønkedeligt og skiftede så retning hen mod biologien. Det er ikke kun i dag, at unge kan have svært ved at finde deres rette hylde i første forsøg.

På Biologi følte jeg mig hurtigt hjemme. Der var masser af fest og ballade, og instituttet var kendt for et godt studiemiljø. Vi tog på ekskursioner rundt i landet og var væk flere dage i træk, så vi kunne lære hinanden at kende – det var smadder skægt, nu når jeg tænker tilbage på det. Min mand er i øvrigt fra samme årgang på biologistudiet.

De studerende er i dag slet ikke lige så demokratisk engagerede i studiet, som vi var dengang. De er ambitiøse og dygtige, men fokuserer på det faglige og på at komme hurtigt igennem. Det er ærgerligt. Medbestemmelse og demokrati er ikke længere vigtige parametre, hverken for de ansatte eller de studerende. Selv om universitetsdemokratiet tog tid og til tider var ineffektivt, så skabte det en sammenhængskraft og et fællesskab, som kom alle til gode.

Min bedste forskeroplevelse lå mellem 1974 og 1986, hvor min forskergruppe fandt ud af, at celler volumenregulerer gennem ionkanaler og iontransportører. Det stykke arbejde er citeret mere end 800 gange, og det er jeg stolt af.

Man bliver emeritus, fordi man ikke kan holde op. Fordi man stadig har spørgsmål liggende, der kun er halvt besvaret. Og hvem skal så løse det, spørger man sig selv. Sandheden er jo, at der nok skal være nogen der binder de løse ender sammen, men jeg har svært ved at give slip på et forskningsfelt, jeg har brugt en så stor del af mit liv på.

BLEV CITERET 800 GANGE – Else Kay Hoffmann er født I 1942. Har siden 1974 været ansat på Københavns Universitet og har publiceret over 200 artikler, hvoraf en er citeret mere end 800 gange. Siden 1988 medlem af Videnskabernes Selskab. Else har haft længevarende ophold som gæsteforsker i USA, Canada, Italien og Chile.

Film- og medieforsker Ib Bondebjerg

»At miste kontakten med ungdommen er næsten værre end at miste kontakt med sine kolleger«

Min dansklærer i gymnasiet vækkede for alvor min interesse for litteratur. Her blev jeg optaget af tankerne bag det moderne gennembrud. Jeg drømte om at blive professor i litteraturvidenskab som Georg Brandes, og i 1966 begyndte jeg at læse litteraturvidenskab og dansk. Det var et par år før ungdomsoprøret, og universitetet var stadig en eliteinstitution.

Pludselig kom middelklassens børn ind, og det væltede jo nærmest universitetets institutioner omkuld. Jeg var ikke nogen revolutionær bannerfører, men jeg følte mig som en del af en større bevægelse, hvor vi tænkte anderledes og formåede at ændre universitetet.

Frustrationen kom undervejs i studiet. Jeg interesserede mig selvfølgelig for litteratur og sprog, men syntes klart, at der manglede en kobling til massekulturen og de filmiske genrer. Du kan sagtens have ret, hvis du som studerende sidder og tænker, at der mangler noget i din undervisning. For der findes masser af krydsningsfelter mellem videnskaberne, der endnu ikke er udforsket. Skab dig et netværk og dyrk din interesse. Sådan havnede jeg i sidste ende på Film- og Medievidenskab. Dokumentarismen er fascinerende, fordi den på en gang er forankret i virkelige begivenheder og mennesker og samtidig er en selektiv iscenesættelse, hvor man gør virkeligheden til et kunstnerisk udtryk.

Jeg kan skrue ned og tage tre måneder til Langtbortistan med min kone, men passionen for mit fag består. I virkeligheden kunne jeg jo bare melde mig helt ud – ingen siger, at man skal være emeritus. Men jeg vil udtrykke mig og opnå viden, det ligger næsten som en drift i mig. Derfor beholder jeg en tilknytning til universitetet.

Jeg savner kontakten med de studerende. Det mangler i livet som emeritus. At miste kontakten med ungdommen er næsten værre end at miste kontakt med sine kollegaer. Det har været et utroligt privilegium at undervise de yngre generationer og møde en masse unge mennesker, der er på vej frem i verden.

EN PIONER I DANSK FILM- OG MEDIEFORSKNING – Ib Bondebjerg er født i 1947. Han er især kendt for sine bøger om dokumentargenren, herunder Virkelighedens fortællinger fra 2008. I 1970 ansat som undervisningsassistent og har været tilknyttet KU siden. I 1997-2000 bestyrelsesformand for Det Danske Filminstitut. I oktober 2015 trak han fulde huse med sin afskedsforelæsning om medier, historie og erindring.

arn@adm.ku.dk