Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Mødepligt - hvis du ønsker det

FINANSLOV - Det Radikale Venstre (R) vil flytte milliarder fra efterløn til forskning og uddannelse i de kommende år. Og så har partiet et par bemærkelsesværdige bud på, hvordan man får de studerende hurtigere igennem studierne.

Pengene først: Hvis det står til de radikale, bliver det smertefuldt at bevæge sig omkring på universiteterne i de kommende år – guldet vil ganske enkelt hamre ned mod panderne på studerende såvel som undervisere, når de radikale lader pengene regne.

Mere specifikt vil partiet lægge en milliard ekstra – hvert år – på bevillingerne til globaliseringspuljen, der finansierer en stor bid af den danske udgift til forskning og uddannelse. Puljen rummer 10 mia. kroner om året i dag, og de radikale ønsker at lande på 18 årlige mia. i 2020.

Pengene skal blandt andet findes ved et par velanbragte slag på partiets yndlingsfastelavnstønde, efterlønnen, der, som det lyder hos den radikale leder, Margrethe Vestager, koster lige så meget per person om året, som landet betaler for tre børns skolegang i samme periode.

LÆS: Det radikale finanslovsforslag.

Mødepligt – hvis man vil

R vil også gerne, i lighed med de fleste andre partier i Folketinget, have danske studerende til at rubbe sig og blive klogere og arbejdsduelige på færre år end i dag. Midlet er guleroden.

Studerende, der bliver klar på normeret tid eller hurtigere, vil få 10 ekstra SU-klip, eller et tilsvarende hak af studiegælden, hvis de har nået at akkumulere én, lyder et forslag.

En anden idé er, at elever på gymnasierne, som kan finde tid og overskud til det, skal have mulighed for at tage fag på universitetet, der senere bliver meritoverført, når de pågældende er kommet ind på det relevante studium.

R foreslår også, at flere fag åbner for optag flere gange årligt, ligesom sommerkurser og nogle ikke nærmere definerede muligheder for at »indhente det forsømte« skal hindre, at studerende kommer bagud i studierne, hvis de for eksempel får børn.

Endelig skal værnepligten afskaffes, så folk ikke bliver distraheret af det militære liv, ligesom der skal indføres mødepligt, på uddannelsesforløb, der hvor de studerende, som det lidt kryptisk hedder, »måtte ønske det.«

Den dyreste omgang

Det radikale finanslovsforslag er markant dyrere end Socialdemokraterne og Socialistisk Folkepartis, når det kommer til forskning og uddannelse.

De to store oppositionspartier S og SF foreslår i stedet en umiddelbar ekstrabevilling på 600 mio. til forskning og uddannelse. Det er penge, der blandt andet skal opfylde de to partiers ønsker om færre studerende per hold og flere holdtimer i det hele taget.

Men alle de tre nævnte partier vil gerne tage livet af regeringens foreslåede besparelser for de kommende par år.

chz@adm.ku.dk

Seneste