Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Mona Kanwal Sheikh: »Jeg begyndte at pille ved præmisserne for de spørgsmål, jeg fik«

Alumnerne — Mona Sheikh kom i vælten som studerende, fordi hun som ung muslimsk kvinde gik ind i politik. Nu har hun gjort det til sin levevej at forske i, hvordan virkeligheden kan se ud fra forskellige positioner.

Jeg har lige fået at vide, at jeg ikke skal smile for meget på billeder, for der kan blive taget fejl af min ballast. I interviewsituationer har jeg nogle gange oplevet, at journalister ubevidst præsenterer mandlige deltagere med deres fulde navn og titler, mens jeg bare er ’Mona’. Også selv om jeg har siddet der som ekspert med en længere uddannelse end de mandlige deltagere. Jeg er seniorforsker og chef for en forskningsafdeling, og han er måske kandidatuddannet. Jeg føler nogle gange, at jeg skal kæmpe for ikke at blive delegitimeret baseret på fordomme om mit køn, min alder eller etniske baggrund.

Den 11. september 2001 stod jeg og holdt foredrag om diskrimination i et medborgerhus på Nørrebro. Der blev tændt for tv-skærmene, og i pausen så vi nyhederne sammen. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvor voldsom og verdensforandrende en begivenhed, det egentlig var.  Jeg sad på det tidspunkt i bestyrelsen for flere antiracistiske organisationer, og vi plejede at mødes i medborgerhuset. Dengang blev vi kaldt andengenerationsindvandrere i den offentlige debat, mens vi kaldte os selv for nydanskere. Jeg havde i mine ungdomsår været med til at organisere en masse demonstrationer og debatter for anerkendelse og imod de skræmmekampagner, der kørte hyppigt dengang. Vi sagde blandt andet, der er ingen af os, der er indvandret hertil. Vi vil gerne anses for at være danskere på lige fod med alle andre, og vi vil behandles som pæredanskere.

BLÅ BOG

Startede på Arabisk på Københavns Universitet i 1998, men skiftede til Statskundskab, hvorfra hun fik sin kandidatgrad.

Fik en international ph.d. grad i 2011, og var tilknyttet både et religionsforskningsmiljø i USA og Statskundskab i København.

Seniorforsker og enhedsleder på Dansk Institut for Internationale Studier.

Har studeret islamistiske og jihadistiske bevægelser siden 2004/2005 og leder idag et større forskningsprojekt om transnational jihadisme finansieret af det europæiske forskningsråd.

Har været gæsteforsker på University of California, Santa Barbara og University of California, Berkeley. Har også været tilknyttet University of Notre Dame og et forskningsprojekt på Uppsala Universitet.

Stifter og medejer af virksomheden Børnemuseet APS på Frederiksberg.

Jeg er ikke gået efter at blive forsker. Det skete bare. Jeg har altid været interesseret i politiske og samfundsmæssige forhold. Mit speciale handlede om variationer i islamistisk ideologi, og min ph.d.-afhandling handlede om Taleban. I årene efter terrorangrebet 2001 var der kommet stor opmærksomhed på islamisme, jihadisme og terrorisme, så emnerne var højrelevante, også i samfundsdebatten. For mig var det ikke et særligt valg at tage på universitetet, men det lå lidt i kortene. Alle mine søskende har en videregående uddannelse, og vi er opdraget til at gribe de chancer, vi får, for ikke alle er så privilegerede at være født med de muligheder. Jeg fik en postdoc-bevilling efter min ph.d. og har fået flere bevillinger undervejs.

Studierne var på en måde min fritid, selv om jeg studerede på fuldtid. Jeg tog min bachelor i statskundskab, samtidig med at jeg havde studiejob som managementkonsulent, var folketingskandidat, havde en fast klumme i Information og lavede en masse foreningsarbejde. Jeg fik først pause, da jeg kom til USA som et led i min ph.d. Fordi jeg ikke havde mit danske telefonnummer aktiveret derovre, slog det mig først der, hvor voldsomt travlt jeg havde haft i de foregående år. Jyllands-Posten havde spurgt mig forinden, om jeg ville have en fast blog hos dem, som jeg nåede at starte op, inden jeg flyttede til USA. Jeg fik i kommentarsporet en hadefuld kommentar fra en læser, hvor der stod noget a la rejs hjem til det land, du kommer fra, og jeg tænkte, det her det gider jeg faktisk ikke mere. Så skrev jeg til Jyllands-Posten, at jeg ikke ville fortsætte.

Det var lidt nyt dengang, at der var en ung kvinde med muslimsk baggrund, der var politisk aktiv, og som sagde, jeg kan godt forene mit muslimske jeg med demokratisk engagement. Jeg blev kandidat for Radikale Venstre, fordi jeg blev opfordret til at stille op til Folketinget. Desværre opstod der en ret mistænkeliggørende debat. Dengang var jeg, set i bakspejlet, ikke særlig god til at forklare mig selv over for journalisterne. Jeg begyndte at pille ved præmisserne for de ja-nej spørgsmål, jeg fik. Men jeg var nomineret til folketingskandidat, så jeg burde jo nok have fokuseret på at klargøre mine holdninger, men i stedet blev jeg ofte irriteret over deres framinger og præmisserne i spørgsmålene. Det blev til overskrifter om, at jeg ikke var klar i mælet.

Hvis man gerne vil løse verdens fastlåste konflikter, er man nødt til at forstå de forskellige perspektiver, hvor de kommer fra og tage det alvorligt.

Mona Sheikh

Jeg blev mødt med et miskmask af spin og stigma efter mit første store tv-interview. Jeg var inviteret i TV Avisen for at tale om, hvorfor det var så vigtigt, at unge kvinder med minoritetsbaggrund var synlige i dansk politik. Forud for deres præsentation af mig viste de en lang reportage med klip af bomber, der sprang, og burkaklædte kvinder. Og så startede journalisten interviewet med at sætte spørgsmålstegn ved min loyalitet. Mediemøllen rullede, og jeg blev framet som fundamentalist, radikal muslim og som en femte kolonne i Radikale Venstre. Jeg husker ikke alt, hvad der skete helt klart, men jeg var ekstremt overrasket over, at jeg pludselig optrådte på avisforsiderne som et ikon på fundamentalisme.

På et tidspunkt blev jeg portrætteret som en, der gik ind for kvindeundertrykkelse, og det er jo virkelig noget, der ligger meget langt fra mine værdier og principper. At opleve sig portrætteret på en måde, som er så ekstrem, var ret voldsomt. Jeg tror dog, at det har styrket mit engagement, og måske har jeg lige et ekstra drive i forhold til, hvor vigtigt det er, at man lytter til hinandens perspektiver, går fordomsfrit til hinanden og holder igen med at fordømme positioner. Det har jeg med mig, også i mit forskerarbejde i dag. Jeg synes der ligger en vigtig etisk opgave i at være med til at nuancere og vise, hvordan verden kan se ud fra forskellige perspektiver, også inden for mit forskningsfelt, international sikkerhed og konfliktløsningstænkning. International politik er arena for mange forskellige verdensforståelser, selv om der også er universelle mønstre i den måde, mennesker handler på. Hvis man gerne vil løse verdens fastlåste konflikter, er man nødt til at forstå de forskellige perspektiver, hvor de kommer fra og tage det alvorligt. Der er også andre i denne verden end os selv, som kan føle sig truet, og som i deres egen optik handler defensivt.

Jeg åbnede et børnemuseum på Frederiksberg for snart otte år siden. Anden gang jeg var på forskningsophold i USA, gik der sport i at besøge forskellige børnemuseer i fritiden. Min datter begyndte at skrive sine oplevelser ned fra museerne på en iPad. Hvad var godt, hvad var ikke så godt? Da vi kom hjem og købte en ny lejlighed på Frederiksberg, lå der en gammel staldbygning på samme vej. Jeg fik lov at se den spændende og lidt forfaldne bygning af viceværten, og den viste sig at være en perfekt ramme for et børnemuseum, fordi den havde en masse små rum. Den vil jeg gerne leje, sagde jeg, for jeg kunne se et familiested med forskellige kreative værksteder for mig. Så brugte jeg min tredje barsel på at renovere bygningen, ideudvikle min datters iPad-noter og fik en virksomhed op at køre.

Vi er heldigvis kommet langt videre i den offentlige debat om minoriteter. Det er blevet normaliseret, at der er folk med en anden etnisk baggrund og unge kvinder med muslimsk baggrund i dansk politik. Eller i mange andre synlige roller for den sags skyld. Jeg har holdt mange foredrag for både journalister og myndigheder om portrætteringen af minoriteter og vigtigheden af inklusion. Så jeg håber, at jeg har været med til at ændre på nogle ting. Vi har set en selvransagelse blandt journalister, men også i andre kredse, hvor man begyndte at tænke kritisk over, hvordan vi egentlig taler om vores minoritetsgrupper. I dag er jeg ikke aktiv i debatten om integration, men jeg håber, at jeg alligevel er med til at rykke ved nogle forestillinger gennem de karriereveje, jeg har valgt.

Seneste