Mord, sex og palæontologi

Hvor tit munder et speciale fra Det Naturvidenskabelige Fakultet ud i en skønlitterær roman? Dinosaurens fjer er sandsynligvis en undtagelse.

Første kapitel af Sissel-Jo Gazans psykologiske krimi tager læseren med til udgravningen af urfuglen Archaeopteryx. Et historisk fund der spidder en lige så urgammel kontrovers: Er fugle nulevende dinosaurer, eller nedstammer de fra et endnu tidligere primitivt reptil? Fra side et er vi i selskab med Darwin og Arternes oprindelse og med en canadisk professor der hårdnakket benægter den naturlige selektion som fundet af Archaeopteryx ellers bekræfter.

Diskussionen om fuglenes evolution og fundet af urfuglen er virkelig nok, og Sissel-Jo Gazan kender alt til det gennem sit biologispeciale fra Københavns Universitet. Her høstede hun et 10-tal for at bruge videnskabsteorien til at fjerne tæppet under den hårdnakkede professor, der egentlig er amerikaner, og hans argumenter mod at fugle skulle være nulevende dinosaurer. Nørdernes passion og den prestige de har inden for det naturvidenskabelige miljø, har overrasket og fascineret hende lige siden. I Dinosaurens fjer skruer hun op for den konflikt hun med sit speciale var med til at mane til jorden.

Og selv om mord, mider og hustruvold ikke var en del af tiden på Instituttet for Cellebiologi og Sammenlignende Zoologi på Københavns Universitet, så er der mange paralleller til virkelighedens verden, for slet ikke at tale om et sjældent indblik i et univers der kun er for de indviede.

Vred heltinde

Det er en glad og imødekommende Sissel-Jo Gazan der byder velkommen i sit private univers i Berlin. Adressen ligger tre U-Bahn hop fra Alexanderplatz i det trashy, men trendy Mitte i det tidligere Østberlin. Et område hvor gadens caféer har interimistiske møbler og facaderne er rigt dekorerede med sætninger som »What are we going to do about the U$A???«. Sissel-Jo Gazan bor i en stor lejlighed, for – som hun siger – »det kan man jo her.«

Dagen er råkold og efterårsskarp, og jeg er knap kommet inden for døren før jeg bliver budt på te. Selv har hun fundet sig godt til rette i en kæmpe, grå sweater og et par hjemmestøvler i noget der ligner imiteret får. Ugen forinden er gået med interviews og fotosessions og med at lægge øre til anmelderne der har været ualmindeligt begejstrede for forfatterens fjerde roman.

»Det er fedt at komme tilbage fra København og bare kunne være inkognito her. Jeg ved godt at det er lidt fy-fy at sige, men efter min smag er der for meget café latte-stemning i København. Der er mere højloftet i Berlin. Folk har ikke nok, og det gør dem mere kreative med at indrette caféer og arrangere loppemarkeder,« siger hun.

Jeg nikker og er glad for den løsslupne tale. En del af mig havde frygtet at Sissel-Jo Gazan ville være af samme kaliber som Anna Bella Nor, hovedpersonen i romanen. I Dinosaurens fjer er hun en enlig, specialeskrivende mor. Og så er hun godt og grundig vred. Vred på sin mor der er ved at overtage opdragelsen af datteren Lily, på sin vejleder der ikke lader til at interessere sig synderligt for hendes projekt, og til sidst er hun tosset på faren til sin datter der fik nok af at prøve at være en familie og skred uden så meget som et farvel. I det virkelige liv måtte Sissel-Jo Gazan selv kæmpe for holde sig oven vande under specialeskrivningen efter en brat skilsmisse og en bristet drøm om at være en klassisk kernefamilie. Og vreden kender hun alt for godt fra sig selv.

»Jeg følte den her urimelige vrede, men det var mig der ikke ville acceptere at jeg skulle skrive speciale. Ved et speciale bliver man ikke fulgt til dørs som til eksamener, og min vejleder aede mig ikke på kinden. Så en stor del af den her bog handler om at blive voksen. Jeg skulle både finde ud af at være mor og skrive speciale, og jeg skulle virkelig tage mig sammen og komme ud af offerrollen, for gu’ var det da ej synd for mig. Jeg havde jo selv valgt det.«

Mange af bogens karakterer er hevet ind fra virkelighedens verden, og før bogen blev trykt, fik visse professorer på Biologisk Institut lov til at læse og sige god for indholdet. På trods af at der også er mange paralleller mellem forfatteren og Anna Bella Nor, så fastslår Sissel-Jo Gazan at det kun er stemninger der er selvbiografiske i den forstand.

»Anna er sindssygt bange for afvisninger. Hun tror ikke at hun er elsket eller velkommen. Derfor sømmer hun døren til Thomas’ værelse til. Jeg var selv blevet forladt på samme måde en dag da jeg kom hjem, men jeg ringede til et par veninder som hjalp mig med at gøre lejligheden hyggelig. Så bogen er ikke virkeligheden. Anne Bella kunne have heddet Sissel-Jo, men det er stadig skønlitteratur.«

Kunne ikke blive svært nok

Det ændrer dog ikke ved at romanen puster lethed i en indviklet biologisk diskussion og giver en introduktion til videnskabsteori. Det er kun en person med et indgående kendskab til faget der vil kunne formidle så tungt et emne så let. Og hvorfor kastede Sissel-Jo Gazan sig over biologien når nu hun allerede som 21-årig fik en fremragende debut som forfatter med romanen Når man kysser i august?

»Jeg har altid haft noget med store dyr der kan klappes,« siger hun og holder en tænkepause. »Selvom det handler biologi jo ikke så meget om.« Så det har nok også handlet om at Sissel-Jo Gazan er stædig som en kamel og har en bagers trang til at slå store brød op. Først ville hun læse medicin, for biologi var i hendes verden ‘lidt let’. Men den tidligere sproglige student fik allerede på første semester udfordring til stregen på biologistudiet.

»Jeg kunne sidde til en forelæsning hvor en lille, bebrillet mand kunne fylde fire tavler med hieroglyffer på et kvarter. Jeg fattede ikke en bjælde,« siger hun og ser dødsens ud. Det var ikke sjovt. »Jeg kastede med bøgerne når jeg kom hjem. Det kom så vidt at min mor sagde at jeg skulle give op eller tage mig sammen. Så fik jeg det ligesom ham fra Tilbage til fremtiden når nogen kalder ham kylling. Jeg blev stiktosset og stædig. Det endte med at jeg fik hjælp til statistik og matematik, og da jeg bestod mine eksamener, var det det fedeste af det fede.«

Selv om hun kom sig over det første naturvidenskabelige chok, var der stadig prøvelser af slagsen der får én til at overveje om man nu også vil det man er i gang med, men Sissel-Jo Gazan er ikke gjort af det stof der krymper i vask. »Det har altid været vigtigt for mig at have noget at falde tilbage på. Og da jeg var blevet bachelor og havde født min datter og desuden lige var blevet skilt, havde jeg det sådan at jeg bare ikke skulle være “enlig mor og forfatter”,« griner hun og laver citationstegn med fingrene som er det den styggeste stereotyp hun kan komme i tanker om. Biologtitlen forestiller hun sig at hun en dag skal bruge til noget udviklingsarbejde i Afrika.

Sur over ikke at måtte skrive fristil

Telefonen ringer, og Sissel-Jo Gazan skifter over til hvad der for mig lyder som et korrekt og flydende tysk. Mens hun snakker, ser jeg mig omkring i køkkenet vi sidder i. Der er intet prangende. En slidt lædersofa står langs den ene væg. Køleskabet er klistret til med feriebilleder, og en barnetegning pryder en af de grønne køkkenlåger. Over langbordet som jeg sidder ved, dingler en karrygul lampe i loppemarkedsstil, og på væggen hænger en kæmpe plakat af Gevalia-pigen. Det er helt igennem afslappet og uprætentiøst. Da Sissel-Jo Gazan er tilbage, spørger jeg om hun talte tysk før hun flyttede herned.

»Næh. Jeg havde jo ikke hørt efter i gymnasiet. Der var jeg mest af alt bare sur over at jeg ikke måtte skrive fristil.« Hun vrænger af sig selv. »Jeg er altså heller ikke specielt god til tysk.« Det leder samtalen ind på det med at have høje forventninger til sig selv. »Det betyder meget at blive respekteret, og jeg vil allerhelst kunne respektere mig selv. Mange siger til mig: “Jeg fatter ikke hvordan du kan nå det hele. Du har rejst alle steder. Du er biolog og forfatter. Mor.” Men når jeg tæller årene sammen, så har jeg bare lavet noget hele tiden. Ikke flere ting på én gang. Det er ikke så vildt. Jeg spilder bare ikke min tid på at se fjernsyn.«

Selvom Sissel-Jo Gazan er nået langt og vist har det man kalder en strålende karriere, så er det ikke et resultat af en overmenneskelig målrettethed eller et tidligt kald. »Jeg ved godt at der er mange der drømmer om at blive forfatter når de er unge. Jeg tænkte bare slet ikke i de baner. Som 21-årig tog jeg til Portugal i tre måneder med min sygt tunge laptop og skrev min første bog. Den var cirka 700 sider lang og handlede om alting på én gang. Jeg sendte den ind til et forlag, og de sagde at jeg skrev fantastisk, men at jeg måtte vælge kernen ud. Det gad jeg ikke, så jeg skrev noget helt nyt.«

Selv om Dinosaurens fjer lader til at blive en bestseller, og rettighederne allerede er solgt til tyske og norske forlag, så skal læserne ikke regne med at der kommer flere bøger i feltet mellem naturvidenskab, krimi og psykologi. Sissel-Jo Gazan arbejder ikke efter en successkabelon. Der skal ske noget nyt i hendes liv før der kommer mere fra hendes hånd. Det skal komme indefra.

Hader hemmeligheder

Dinosaurens fjer handler i høj grad om at optrevle hemmeligheder. Alle karaktererne omkring hovedpersonen Anna Bella Nor har ‘fossiler i skabet’. »Jeg ved ikke hvorfor jeg er så fascineret af hemmeligheder. Jeg kunne forstå det hvis jeg var adopteret uden at vide det, eller sådan noget,« siger Sissel-Jo Gazan og tager sig en pludselig tænkepause før hun fortsætter:

»Det kan jo også godt være at jeg er det, og at det er derfor.« Jeg bliver pludselig nidstirret som sad jeg og gemte på sandheden om adoptivbarnet Sissel-Jo. Jeg spørger om hun er blevet snydt for mange sandheder i sit liv.

»Da jeg var lille, kunne jeg blive helt hysterisk hvis min mor holdt noget hemmeligt for mig. Jeg ville gøre alt for at få det ud af hende. Jeg har selv mange hemmeligheder, men jeg kan ikke tage det når andre har. Alt skal på bordet. Det er også det biologi handler om. At nå ind til det eksakte. Til kernen. Det som vi kan regne med. Det kan være at det handler om at vokse op i 70’erne. Det var lidt uklart. Lidt uldent, og måske er det derfor at jeg har brug for klare linjer. Du er min ven. Du er ikke min ven. Jeg har masser af venner og veninder og en stor social omgangskreds, men i virkeligheden er det få mennesker der er tæt på mig.« Da Sissel-Jo Gazan lavede artikelserien SIG JA! Hvad præster ved om kærlighed, fik hun mange henvendelser fra folk der ikke kunne forstå hvordan hun kunne være så åben omkring sin skilsmisse.

»Jeg havde det sådan at ‘jeg har et ar i panden og alle kan se det, så hvorfor ikke tale om det?’. Og selvom jeg er ærlig, er det jo ikke alt jeg fortæller,« forklarer hun. I Dinosaurens fjer er det de personlige hemmeligheder der udløser ragnarok. Karaktererne vil ikke indse virkeligheden eller sig selv, og det gør dem syge, indestængte og ude af stand til at leve livet fuldt ud. Som paraderne falder en for en, kommer læseren længere og længere ind i den menneskelige psyke, og vi ender inde bag skallen på supernørden der har omdannet sin lejlighed til et terrarium. Det er her Sissel-Jo Gazan er allerbedst. I beskrivelserne af mennesker på godt og ondt.