Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Morten Messerschmidt drømmer om et akademisk, intellektuelt DF

Alumnerne — Formanden for Dansk Folkeparti ville egentlig være operasanger, men valgte jura efter udelukkelsesmetoden, og det akademiske har været et tema, der har fulgt ham hele livet - også i sin nye rolle som partiformand.

Havde jeg fulgt mit hjerte, var jeg blevet operasanger, men min mormor syntes, at det var en god idé lige at få sig en rigtig uddannelse også. Jeg overvejede at læse økonomi, men efter at have taget et tilvalgsfag i matematik på A-niveau fandt jeg ud af, at det ikke var mig. Derfor blev det lidt efter udelukkelsesmetoden, og så søgte jeg ind på jura.

Skulle jeg ikke være politiker og medlem af Folketinget, ville jeg formentlig være blevet advokat. Jeg var virkelig glad for at starte på universitetet, og jeg følte, at jeg var kommet på rette hylde. Jeg mener, at juraen er en af de bedste forudsætninger, man overhovedet kan have for at begå sig i det politiske miljø. At man ved, hvordan lovgivningen er bygget op, relativt hurtigt kan gennemskue komplicerede problemstillinger og også finde løsninger på dem. Nu begynder tiden jo at rinde, men med den nye tilbagetrækningsalder har jeg stadig 32 år tilbage på arbejdsmarkedet, så der er jo stadig mulighed for at arbejde som advokat.

Jeg var kun til stede fysisk på studiet det første år. Derefter kom jeg kun, når jeg skulle til eksamen. Jeg brugte nok omkring 50-60 timer om ugen på politik, og med politik er man jo nødt til at være der. Jeg kunne ikke deltage i en paneldebat på Nykøbing Falster uden at være til stede, men jeg kunne godt læse pensum uden at møde fysisk op på universitetet. Jeg var jo en slags ugens gæst, men på mit tredje år af studiet flyttede jeg til Randers, og så var det definitivt slut med at komme på universitetet. Jeg gjorde det på den måde, at jeg i min kalender havde reserveret 14 dage før hver eksamen, hvor jeg så nærmest ikke lavede andet end at læse op. Problemet er, at man sagtens kan læse stof op på 14 dage, men efter to år er det hele væk igen.

Blå bog

Født d. 13. november 1980

Formand for Dansk Folkeparti

Tidligere medlem af Europaparlamentet

Startede på Københavns Universitet i 2000 og blev uddannet cand.jur. i 2009

Mine venskaber fra universitetet havde nok været mere livsvarige, hvis jeg havde været der mere end et år. Det ærgrer mig nu. Primært fordi det netværk, som mange andre kandidater har, hvor de kan ringe og vende relevante problemstillinger eller have et kammeratskab, der går tilbage til studieårene, det har jeg ikke. Jeg har én, som jeg stadig ser. Men altså. Jeg er jo meget en lonely rider, når det kommer til at studere og forberede mig – også til større debatter og den slags – så det er måske lidt nostalgisk at sidde og sige, at jeg ville ønske, at det havde været anderledes.

En af dem, der gjorde størst indtryk på mig på Københavns Universitet, var Hjalte Rasmussen. Han var professor i EU-ret og meget optaget af EU-domstolens aktivistiske fortolkningsstil. Det tog jeg med mig videre. Kort inden hans død arrangerede KU en debat om EU-rettens måde at udvikle sig på, hvor jeg holdt et oplæg og byggede videre på netop Hjalte Rasmussens doktordisputats. Mens jeg stod og talte, kom han ind bagerst i lokalet og lyttede. Efter fem minutter nikkede han anerkendende, og så forlod han rummet igen. Det var, ligesom om han sagde ’nu er den fakkel givet videre.’ Det var meget rørende for mig.

Mit indtryk er, at universitetet i dag har forandret sig under indflydelse af den her woke-bevægelse. Jeg kan forstå, at sammensætningen af curriculum – i hvert fald på nogle fakulteter – ikke er styret af faglige hensyn alene, men også af hensyn til forfatterens køn, udseende osv. Det er helt anderledes end i min tid. Da jeg læste, var der selvfølgelig også politiske hensyn at tage, men det var mere sådan noget med, at nogle af underviserne var erklæret meget røde. Jeg synes, det er slående ved universitetet som sted i dag, at det også er nået til Danmark. Det er ærgerligt, synes jeg.

Jeg har det lidt som Beethoven, der har sagt et eller andet sted, at han kun ville lære musikkens regler for at vide, hvordan han kunne bryde dem ned. Jeg vil vide, præcist hvordan sproget er indrettet.

Morten Messerschmidt

Forskning skal spille en stor rolle i politik, men det skal være dér, hvor forskningen foregår på ikke-normative præmisser. Jeg synes, at det er helt afgørende, at vi selvfølgelig skeler til den nyeste trafikforskning, når vi sidder og laver trafikplanlægning på Christiansborg. Men det er klart, at når det kommer til holdningsbårne, værdibårne politiske områder som immigration, kønsforhold, ligestilling og sådan nogle ting, så har studierne på de fag en meget, meget stor tendens til at blive politisk styret. Det er et klart problem. Universiteterne er jo en af grundstammerne i vidensamfundet, og derfor skal universiteterne være meget, meget påpasselige med ikke at blive kompromitteret på deres saglighed ved netop at kalde det forskning, når det er synsning eller holdninger. Det må helt klart blive den største og den vigtigste opgave for universiteterne her de kommende år.

Jeg elsker virkelig universitetet. Jeg kunne sagtens se mig selv have en tilværelse i universitetsverdenen, der på mange måder står i kontrast til den noget mere overfladiske politiske verden. Det der med at have dedikerede, begavede folk omkring sig, som er virkelig indgående eksperter på deres fagområde, er helt fantastisk. I 2012 underviste jeg et hold i forfatningsret, og det var jeg virkelig glad for. Jeg synes, at selve formidlingsopgaven er sjov, og så var det også en måde at have noget ved siden af det politiske og få nogle nye inputs. Måske var det også for at kompensere en smule for, at jeg ikke har opbygget et studiekammeratsnetværk. Det sjove er, at jeg ikke sjældent, når jeg er rundt i landet, bliver mødt af folk, der har haft mig i forfatningsret. Det er jeg meget tilfreds med. Det er en rar fornemmelse.

Jeg havde en periode i gymnasiet, hvor jeg var besat af grammatiske spørgsmål, og jeg synes stadig den dag i dag, at sprog er enormt spændende. Det er derfra min interesse for det retoriske er opstået. Jeg har det lidt som Beethoven, der har sagt et eller andet sted, at han kun ville lære musikkens regler at kende for at vide, hvordan han kunne bryde dem ned. Jeg vil vide, præcist hvordan sproget er indrettet, netop for at kunne omgås det på en korrekt måde og kunne massere det og bruge det, som jeg gerne vil. Og så er jeg selvfølgelig meget opmærksom på mit publikum. Jeg skriver meget forskelligt, om jeg skriver en kronik til Politiken eller et læserbrev til Ekstrabladet. Det gælder om at kende sit publikum og de sproglige rammer.

Min drøm var at være den, der skulle udvikle det akademiske, intellektuelle DF. Da jeg læste jura, var det aldrig en ambition at blive partiformand. Jeg ville gerne være politiker, så da jeg vendte tilbage til Folketinget efter at have siddet ti år i Europaparlamentet, gik jeg ikke med formandstanker, men med et ønske om at prøve at løfte den mere intellektuelle og litterære arv efter Søren Krarup og Jesper Langballe – i ydmyg respekt for at jeg selvfølgelig ikke kan blive som dem og i øvrigt gerne vil gøre det på min egen måde. Men livet er jo bare nogle gange temmelig uforudsigeligt, og så er jeg så endt her som formand.

At være formand er både helt fantastisk og fuldstændig rædselsfuldt på samme tid. Jeg betragter det som en opgave, jeg har taget på mig, og når jeg giver et løfte til nogen, så tager jeg det meget alvorligt. Jeg har også fremlagt en femårsplan for, hvordan jeg mener, at Dansk Folkeparti bør genrejses, og hvilket parti Dansk Folkeparti bør være. Der har været meget slinger i valsen på forskellig vis, men den plan har jeg tænkt mig at føre ud i livet.

Jeg synes, at når man bevæger sig rundt i det offentlige rum, skal man se præsentabel ud. Det er et spørgsmål om selvrespekt, men også om respekt over for de mennesker, man omgås. På studiet gik jeg også i jakkesæt, men jeg blev i enhver henseende overgået af en, der hed Frank Jørgensen. Han kom næsten i kostumer og havde blandt andet et Indiana Jones-outfit. Han var med til min 30-års fødselsdag, hvor han sagde, at vi mødte hinanden, fordi vi havde en gensidig interesse for tekstiler. Det havde han sikkert ret i, men min interesse fik jeg nok fra den politiske verden. Hvis ens forbilleder er politikere, der ser ud på en bestemt måde, så ser man jo selv sådan ud.

Annonce

Seneste