Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Myterne om voldtægt døde ikke med samtykkeloven, siger Trine Baumbach

Juraprofessor Trine Baumbach beskriver samtykkeloven som »et paradigmeskifte«. Alligevel kalder hun voldtægtssagen for retssystemets akilleshæl i en ny bog. Hvorfor? Det skyldes ikke mindst det, vi tror, vi ved, om voldtægtsofre.

Hvis Trine Baumbach ikke allerede vidste, at hun stod alene, kunne hun læse det i pressen. »Professor går enegang,« lød det for eksempel i en rubrik på dr.dk.

Alle i Straffelovrådet var dengang i februar 2020 enige om, at voldtægtsbestemmelsen skulle ændres, men Trine Baumbach var det eneste medlem, der insisterede på, at den nye lov skulle have samtykke som bærende princip. De ti andre jurister i rådet ønskede, at det skulle være frivillighed.

For nogle var og er det en semantisk diskussion. Men det er det ikke for Trine Baumbach, der her et års tid senere er aktuel med antologibogen Voldtægtssagen – Retssystemets akilleshæl.

»Hvis vi kun fik frivillighed, var jeg bekymret for, at vi ikke ville få håndteret nogle af de grove sager, hvor kvinder får men for livet, men hvor de har været så bange, at de ikke har været i stand til at sige fra.«

Nogle af de sager kunne hun læse om i sin indbakke.

Under samtykkedebatten fik hun mails fra mindst 50 voldtægtsofre, der fortalte deres historier og gav hende tilladelse til at bruge dem. Én havde fået lov til at overnatte i Jylland hos en ven, men var blevet voldtaget, da hun ankom. Andre havde oplevet at vågne midt om natten, efter overgrebsmanden havde indledt tvangssamlejet.

Og alle kunne berette, at de tiltalte i deres sager var blevet frifundet.

»Jeg blev utrolig rørt over de henvendelser,« siger Trine Baumbach.

»Og jeg blev bekræftet i, at mange voldtægtsofre har fået et mærke for livet, som de ikke bare kommer over. De siger ikke bare: Det var vildt i weekenden, nu må jeg komme videre. De er blevet traumatiserede, og derfor følger de grundigt med i debatten og har brug for at se fremskridt. De er dels blevet voldtaget, men de har også følt sig svigtet af samfundet og de retshåndhævende myndigheder.«

Historisk samtykkelov

Meget har ændret sig siden.

Det synspunkt, som Trine Baumbach stod alene med i Straffelovrådet, blev således til lov, da et enigt folketing vedtog en samtykkelov i slutningen af sidste år.

En lov, der blev kaldt »en historisk milepæl« af Radikale Venstres retsordfører, Kristian Heegaard, mens justitsminister Nick Hækkerup (S) talte om »et af de vigtigste slag for ligestillingen i Danmark i meget lang tid.«

Der er eksempler på, at tiltalte er blevet frifundet, selv om han har erkendt, at kvinden græd, han vidste bare ikke, at det betød, at hun ikke ønskede at have samleje. Så tænker man: Det var sørens. Hun græd! Tror du, det var af lykke?

Trine Baumbach, juraprofessor, KU

Trine Baumbach kalder selv loven for et paradigmeskifte.

Hun siger, at loven kan luge ud i de mange forkerte frifindelser, som den gamle voldtægtsbestemmelse ifølge hende førte til.

»Der er eksempler på, at tiltalte er blevet frifundet, selv om han har erkendt, at kvinden græd, han vidste bare ikke, at det betød, at hun ikke ønskede at have samleje. Så tænker man: Det var sørens. Hun græd! Tror du, det var af lykke?« siger Trine Baumbach.

»Derfor vil det have stor betydning, at bevistemaet bliver flyttet fra, hvad tiltalte ikke vidste, til hvad der fik tiltalte til at tro, at kvinden samtykkede.«

Spørgsmålet er, hvorfor Trine Baumbach udgiver en bog om voldtægtssagen nu? Endda en bog med undertitlen retssystemets akilleshæl? Er voldtægtssagen virkelig stadig en akilleshæl efter samtykkeloven, efter det, hun kalder et paradigmeskifte?

Ja, siger Trine Baumbach, for nok er den nye samtykkelov historisk, men det er ikke en mirakelkur, der automatisk vil medføre et mylder af domfældelser.

Et er, at der er lang vej endnu: 11.400 kvinder bliver ifølge Det Kriminalpræventive Råd udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg hvert år, men kun en brøkdel bliver anmeldt, og endnu færre ender i en dom. I 2019 faldt der således kun 314 domme for voldtægt.

Ifølge Trine Baumbach mangler dele af retssystemet viden om voldtægtssagernes kompleksitet. Og det er netop den viden, som Baumbach og hendes to kolleger, Linda Kjær Minke og Tine Søberg, vil brede ud med deres nye antologibog, der belyser voldtægtssagen i tre dele: En om voldtægten som fænomen, en om efterforskningen og en om retssagerne.

Hun havde afbleget hår

Et af målene er at punktere de fordomme, der ifølge Trine Baumbach skæmmer debatten og fører til forkerte udfald i mange voldtægtssager. Myterne om voldtægt, som de bliver kaldt i antologibogens første kapitel.

For et par år siden afleverede nogle af Trine Baumbachs studerende et speciale om voldtægtssager, der aldrig var blevet efterforsket. I en af sagerne havde en betjent noteret, at kvinden, der havde anmeldt voldtægten, havde afbleget hår.

Hvorfor havde han gjort det, kunne man spørge?

»Der står jo ikke noget i voldtægtsbestemmelsen om afbleget hår,« som Trine Baumbach siger.

Forklaringen er dog simpel, siger hun: Sætningen er et udtryk for en af de mest udbredte myter om voldtægtssager: myten om »det ideelle offer«.

»Det er jo derfor, betjenten har skrevet, at hendes hår var afbleget. Måske er hun en billig pige?«

Trine Baumbach, juraprofessor, KU

Det er »en lille, sød kvinde«, der ved højlys dag forlader sit hjem og begiver sig ud på et uskyldigt ærinde. Hun går igennem et fredeligt kvarter, der er ingen farer i sigte, men pludselig springer en gemen forbryder ud af en busk og voldtager hende.

Dette ideelle offer afbleger måske ikke sit hår.

»Det er jo derfor, betjenten har skrevet, at hendes hår var afbleget. Måske er hun en billig pige?« siger Trine Baumbach.

»Forestillingen om ideelle ofre har en betydning for alle andre ofre. Hvad med det offer, der var til fest, drak sig fuld, og – fordi det var en Sankt Hans-fest – havde en tynd sommerkjole på? Hun adskiller sig også fra det ideelle offer. Betyder det så, at hun ikke er et offer?«

Et udtryk for manglende viden

Myterne handler ikke kun om hårfarve og tøjstil.

Ifølge Trine Baumbach er en anden myte, at mange indgiver falske anmeldelser om voldtægt. Myten går på, at særligt kvinder, der har været deres kæreste eller ægtefælle utro, forsøger at rense sig selv for skyld ved at anmelde samlejet som voldtægt.

Spørgsmålet er, hvor mange der egentlig kunne finde på det?

»Hvordan reagerer mennesker, hvis de har været deres kæreste utro? De vågner næste morgen, tænker ’ups’, skynder sig ud i bad, tager rent tøj på og lader, som om det aldrig er sket. Sådan gør mænd, og sådan gør kvinder. Der er jo ikke nogen, der ved deres fulde fem går ned og anmelder det som en voldtægt,« siger Trine Baumbach.

Heller ikke de kvinder, der er blevet voldtaget, reagerer, som mange tror.

I stedet for straks at anmelde forbrydelsen, iler mange ofre hjem, lægger deres tøj til vask, går i bad og forskanser sig under dynen, i håbet om at smerten er forsvundet, når de åbner øjnene igen.

De indser, at den ikke forsvinder, hverken den næste dag eller dagen efter, men flere uger kan passere, før de fortæller en forælder eller en ven, hvad der er sket.

Bevismaterialet har i så fald lidt skade. Men tiden fra voldtægt til anmeldelse kan ikke i sig selv fungere som et bevis for, at anklagen er falsk, siger Trine Baumbach.

Alligevel sker det ofte i retssager, påpeger hun.

»Det er simpelthen et udtryk for manglende viden om, hvordan mange reagerer på et traume. Når man har været udsat for noget så voldsomt, reagerer nogle ved at skyde det fra sig i forsøget på at genvinde kontrollen over deres liv. Man prøver at gøre noget for at genvinde kontrollen, man vasker sig selv og sit tøj, prøver at gå på arbejde og fungere normalt.«

Det er ikke alle betjente, anklagere og dommere, der ligger under for myterne, siger Baumbach. Men nogle gør, og det har alvorlige følger.

Så når hun og forskerkollegerne udgiver en diger fagbog om voldtægtssagen er det for at nedbryde fordommene og få efterforskere, anklagere og dommere – og lægmænd for den sags skyld – til at reflektere over dem.

Det handler om at gøre andre opmærksomme på, hvis de er fordomsfulde og misser vigtige pointer og nuancer i sager, som de ellers ville have set.

Trine Baumbach, juraprofessor, KU

»Hvis nogen spurgte betjenten: ’afbleget hår’ – hvorfor skrev du det?’ Så ville han eller hun måske tænke gud ja, hvorfor egentlig? Det handler om at gøre andre opmærksomme på, hvis de er fordomsfulde og misser vigtige pointer og nuancer i sager, som de ellers ville have set,« siger Trine Baumbach.

»Det allerbedste vil være, hvis folk holder op med at voldtage, men det næstbedste vil være, hvis alle retslivets aktører kan behandle voldtægtssager med større faglig indsigt, således at skyldige bliver dømt og uskyldige frifundet.«

Det må ikke være for svært at være mand

Når voldtægtsbestemmelsen først for nylig har bevæget sig videre fra det, Trine Baumbach kalder et middelalderligt syn på kvinder, så skyldes det ikke mindst, at den ældre generation har været fodslæbende, siger hun.

Hun har heller ikke været imponeret af den kritik, som samtykkeloven har mødt, selv fra jurister. Et argument, hun er stødt på, lyder for eksempel: »Nu må vi ikke gøre det for svært at være mand.«

»Hvis den tilgang har besjælet flere, så siger det noget om et lidt gammeldags og patriarkalsk syn på forholdet mellem mænd og kvinder,« siger Trine Baumbach.

På et tidspunkt blev hun ligefrem spurgt, om hun syntes, at alle unge mænd skulle i fængsel, nu hvor hun gik ind for samtykkeloven.

»Der har været en opfattelse af, at hvis vi får ligestilling på det her område, så putter vi halvdelen af befolkningen i fængsel. Men det gør vi altså ikke. De fleste mænd og kvinder er ordentlige mennesker og vil aldrig komme i nærheden af en sigtelse for voldtægt. Der er tale om en lille gruppe, og ja, jeg synes de mennesker, der begår voldtægt, skal i fængsel.«

»Jeg har nogle gange undret mig over, at mænd som gruppe ikke er blevet sure og har sagt: Vi er altså ikke vilde dyr, der voldtager alt, vi ser. Den gamle bestemmelse har efter min opfattelse beskyttet de få brodne kar på bekostning af de mange ordentlige mænd.«

Når flere prominente jurister forholder sig kritisk til den nye samtykkelov, er det, dels fordi de tvivler på, at den vil føre til flere domsfældelser, dels fordi de frygter, at loven kan udfordre den tiltaltes retssikkerhed. Fordi det med samtykkeloven ikke er nok at sige: »Jeg vidste ikke, at kvinden ikke ville«.

Det sidste argument giver Trine Baumbach ikke meget for:

»Retssikkerhed er et farligt begreb, fordi mange siger: Jeg går jo ind for retssikkerhed! Nå, må man så spørge: Det gør vi andre måske ikke, eller hvad?«

»Det er altid let at påberåbe sig retssikkerhed. Jeg tror, at mange – også jurister – gør det, hvor det i virkeligheden intet har med retssikkerhed at gøre, men derimod bare er et udtryk for deres eget retspolitiske synspunkt.«

Hun mener ikke, at de tiltalte i voldtægtssager fremover vil blive stillet i en urimelig position med den nye lovgivning.

»Der kom jo en debat om, hvordan samtykket skal gives. Var det med NemID eller hvad? Det kan jeg da også godt grine af, men når man holder op med at fjolle, så er det utroligt ukompliceret. Alle voksne mennesker, der er seksuelt aktive, ved godt, hvad vi taler om. Man kysser tilbage, man er med til at tage tøjet af, man gør alle de her ting, hvor man tilkendegiver, hvad man vil, og hvis den ene  alligevel er i tvivl, fordi den anden er passiv, så må man spørge. Det er jo ikke forbudt at tale. Er du okay? Er du med på det her?«

»Der vil jo også være forkerte frifindelser efter den nye bestemmelse, fordi der vil være tilfælde, hvor det ikke kan bevises ud over enhver rimelig tvivl, at den tiltalte er skyldig og så skal han frifindes. Sådan skal det være i et retssamfund. Det er jeg fuldstændig enig i.«

Samfundet skal reagere

Når samtykkeloven overhovedet blev vedtaget i Folketinget, skyldes det ifølge Trine Baumbach, at fordommene og myterne om voldtægtssager ikke i samme grad er blevet nedarvet til de yngre generationer i samfundet.

Det mærker hun for eksempel, når hun underviser landets fremtidige jurister på Københavns Universitet.

»Hvis jeg skal være lidt flabet, så tror jeg, at tiden har været med det. De unge har et mere moderne syn på forholdet mellem mænd og kvinder og på sex, end den ældre generation har,« siger Trine Baumbach.

I hvert fald er det synspunkt, hun stod alene med i Straffelovrådet, nu blevet til lov.

Hun afviser, at hun ser det som en personlig sejr, men siger, at hun er tilfreds med, at hendes forskning har haft betydning i den virkelige verden.

»Det mest tilfredsstillende er dog, hvis loven giver en bedre retsstilling for dem, der bliver udsat for overgrebene. Vi lever i 2021, der er ligestilling… «

Hun søger efter ordene.

»Kender du ikke det, at man kan løbe tør for argumenter, fordi man synes, at ens synspunkt er så åbenlyst rigtigt? Selvfølgelig skal vi beskytte dem, der bliver udsat for grove overgreb. Det skal samfundet reagere på.«

Annonce

Seneste