Når antropologer går i krig

Center for Advanced Security Theory (CAST) ved Københavns Universitet (KU) har i samarbejde med CPH:DOX lokket filminstruktørerne James Der Derian, Michael Udris og David Udris til København.

Der Derian har besøgt København og KU flere gange i sin funktion af professor i international politik, men det er første gang han er her som filminstruktør.

En udsolgt sal er kommet for at se en historie om brugen af antropologi i krigen i Afghanistan. For dem der ikke havde fanget relevansen af filmen inden de trådte ind i salen, blev den opridset af Lene Hansen, professor i international politik ved Institut for Statskundskab (KU):

»Filmen beskæftiger sig med et afgørende spørgsmål for os: hvad vil det sige at være samfundsvidenskaber i en krigstid?«

Menneskeligt terræn

Der Derian siger videre, at titlen ’Human Terrain’ er taget fra det amerikanske militærs egen ordbog. Det er en udvikling af begrebet ’military terrain’ som løst kan oversættes til slagmarken. Der er altså tale om den menneskelige slagmark.

Den politiske relevans er også til at få øje på. I de kommende uger skal Barack Obama beslutte, om der skal sendes flere soldater til Afghanistan. Allerede nu står det klart, at budgettet til Human Terrain Systems (HTS) tredobles næste år (fra 40 til 120 millioner USD).

»Vi har lavet denne film, for at få denne del af krigen hjem til offentligheden, som indtil nu ikke har vidst besked. Forhåbentlig vil vores film være med i tankerne, når de vigtige beslutninger træffes i den kommende tid,« fortæller Der Derian. Og med disse ord er vi klar til at se filmen, der vandt en publikumspris ved en filmfestival i Firenze i sidste uge.

Kultur som ’one-size fits all’

Hvad gør man, når det dag for dag virker mere usandsynligt at vinde den klassiske krig på slagmarken? Dette problem presser sig allerede i 2005 på i USA’s forsvarsministerium.

Løsningen bliver at oprette HTS, hvor en række antropologer skal bidrage med at vinde afghanernes tillid og sympati – deres hjerner og hjerter. Helt konkret tager man en gruppe soldater på et 14-dages kursus i kulturforståelse. De lærer om kulturen; det fremstilles som om, der er én kultur, som man kan lære at bruge strategisk.

Herefter ser vi amerikanske soldater, der pludselig anlægger overskæg. Vi ser dem uddele fodbolde med amerikanske flag på. Og vi ser et mildt sagt tåbeligt pc-simulationsspil, som skærer alle afghanere over en kam på en måde, så hele salen griner, selv om militæret mener det gravalvorligt.

Problemet ved HTS er, ifølge en række antropologer i filmen, at de arbejder ud fra en forståelse af kultur, som man havde i 1950’erne.

I dag har man anerkendt, at der ikke er en kulturordbog, hvor man kan slå op og finde et entydigt svar.

Antropologer på slagmarken

Militæret ansætter som en del af HTS-programmet en række antropologer, der tager med til Afghanistan for at hjælpe soldaterne.

I filmen følger vi Michael Bhatias overvejelser om dette. Bhatia er ph.d.-studerende og kollega med instruktørerne. Vi møder ham, da han får tilbuddet om, at komme med i HTS. Vi ser hans mailkorrespondancer med kollegaer om de etiske dilemmaer, tilbuddet fra militæret sætter ham i. Vi læser hans mails fra Afghanistan.

Bhatia dør efter en vejsidebombe i Afghanistan, hvilket skaber stor offentlig debat i USA. For kan man sende forskere, der ikke har militær uddannelse, med i krig?

Skal antropologer hjælpe?

Indslaget om Bhatia er også en historie om en ung mand, som virkelig gerne vil hjælpe. Han er fanget i et dilemma: Han mener, at systemet forkert, men får samtidig muligheden for at påvirke samme system.

Hvor meget han reelt kan (og vil) påvirke står ikke klart, men en ting er sikkert. Vi får et indblik i de store dilemmaer, som samfundsvidenskabelige forskere kan stå i.

Peter Dahl-Truelsen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab (KU) og ansat på Forsvarsakademiet, er til daglig både en del af forskningen og ansat i militæret.

Han fortæller efter filmen, at man »ikke kan stå uden for sit forskningsobjekt. Når jeg besøger Afghanistan, er jeg en del af pakken.«

For afghanerne er han ligeså meget dansker som soldaterne og han bliver til en del af missionen, hvad enten han vil det eller ej.

I filmen er standpunktet, at det er hæderligt at hjælpe, men man må spørge sig selv om, hvorvidt man hjælper med det rigtige.

I stedet for at forsøge, at undgå tab i krige, bør antropologer og samfundsvidenskabere beskæftige sig med, hvordan man undgår krig i første instans.

Den danske relevans

Efter filmen bliver det gennem spørgsmål og kommentarer klart, at det primært er samfundsvidenskabelige forskere og studerende, der er mødt op.

Der spørges til forholdet mellem videnskab og politik, som Der Derian svarer på:

»Hvor meget videnskaben skal interagere med det politiske system er et svært spørgsmål, men vi mener ikke, at man helt skal melde sig ud. Vi håber, at vi kan påvirke debatten og beslutningerne med filmen og vi håber, at dansk tv er enig med jer [publikum] om filmens relevans.«

En tv-visning ville være en oplagt mulighed, hvis denne film for alvor skal påvirke (og starte) en dansk debat.

Lene Hansen runder seancen af med at opridse et interessant scenarium:

»Tænk over, hvad reaktionen ville være, hvis Institut for Antropologi og forsvaret lavede et program, hvor de sendte antropologer i krig.«

uni-avis@adm.ku.dk