Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Når forskerhjerne rimer på rockstjerne

Johan Olsen forsker i røntgenkrystallografi. Står hver dag i sin hvide kittel og observerer krystalliserede proteiner. Han er også forsanger i bandet Magtens Korridorer. Synger ‘LORTEparforhold’ og ‘Anne-Grethe, en hesteluder’ ud i æteren. Selv insisterer han på at der ikke er noget mærkeligt ved den kombination

En dag fik Universitetsavisen en e-mail fra Steen Nielbo der er teknisk assistent på Institut for Molekylær Biologi. Steen skrev at han havde en kollega der både var forsker og rocksanger – om ikke det kunne være spændende at lave en artikel om ham? Jeg aftaler at mødes med Steens kollega mandagen efter. Vinklen er klar.

Interviewet skal selvfølgelig handle om den skizofrene tilværelse han lever som forsker i røntgenkrystallografi og forsanger i rockbandet Magtens Korridorer.

Lidt bekymret for om jeg nu kan finde hans kontor på den lange gang, åbner jeg døren ind til fjerde sal på Institut for Molekylær Biologi, og jeg kan allerede høre hans karakteristiske, hæse københavnerstemme nede fra den anden ende.

Fredag spillede Magtens Korridorer en udsolgt koncert i Pumpehuset. Lørdag modtog de en Grammy ved Danish Music Awards i kategorien ‘Årets Nye Danske Navn’. Nu sidder han og er ved at arrangere hvem der skal købe hvad til den middag han skal holde om aftenen.

Og det lyder som om et middagsarrangement er et koordineringsprojekt ud over det sædvanlige for en mand på 36, der er frontfigur i et band, tæt på at gøre vigtige opdagelser omkring et protein, er gift og har to børn.

Mohikanerhår og hættetrøje
Johan Olsen har været vild med biologi lige siden første klasse, og han kan stadig huske da biologilæreren i folkeskolen første gang tegnende et dna-molekyle på tavlen.

»Jeg kan se lokalet for mig, og måden lyset faldt ind over tavlen mens han tegnede en dobbeltspiral. Det var simpelthen sådan en vild oplevelse, og det var ellers ikke nogen gudbenådet underviser,« forklarer Johan og kigger drømmende hen mod døren til det lille kontor.

Hans hår ligner en videreudvikling af den mohikanerfrisure popsangeren Robbie Williams engang havde, men Johans gadedrengeattitude får Robbie til at minde om en lille spejderdreng.

Han er iført hættetrøje og jeans, og det er umiddelbart svært at forestille sig at denne Johan Olsen kan tale i formler og blive ekstatisk over et molekyles adfærd. Men han er en rigtig videnskabsnørd, bekræfter Steen Nielbo der engang bad Johan om at skrive sin autograf på en cd og fik en tegning af et serotonin-molekyle med i købet.

»Serotonin er det stof som gør os i godt humør, og det er et typisk nørd-træk at kende formlen på det,« understreger Steen og tilføjer at ingen andre på afdelingen ville kunne huske den formel.

Seje molekyler
Efter at være blevet præsenteret for dna-molekylet begyndte Johan Olsen at sidde nede på kommunebiblioteket og læse i tidsskriftet Scientific American.

Alt hvad der havde med gener at gøre, interesserede ham, og efter gymnasiet startede han på biologistudiet på Københavns Universitet.

»Jeg ville gerne arbejde med det molekylære og genetikken, men syntes at det var vigtigt at vide noget om de biologiske systemer på makroskopisk plan inden jeg gik i detaljen.

Ret hurtigt i studiet læste jeg en bog der hed Water the hob of life af Albert Sczent-Gyorgyi. Han startede med at ville forstå hvad livet var for noget, og endte med at kigge på elektronoverførsler i fotosystemer.

I bogen skrev han at selv om han var gået så meget i detaljer, forstod han det stadig ikke,« forklarer Johan mens begejstringen stråler ud af øjnene:

»Sådan er det også med
molekylære strukturer som jeg arbejder med. Man kan forsøge at beskrive molekylet, men man kan ikke forstå det. Det befinder sig i en anden virkelighed end os, og jeg synes jo molekyler er så seje.«

Hvordan er de seje?

»De er virkelig flotte, og det er fascinerende at observere noget som man i virkeligheden ikke kan se. Dit øje er jo lavet af atomer. Man kan ikke fokusere på et atom. Derfor oprenser vi proteiner så de krystalliseres og slår røntgenstråler ind på dem så de diffrakterer. Så kommer der nogle pletter, og til sidst kan man se molekylernes atomare struktur.«

Fra Excel til punk
Direkte efter sin kandidatgrad tog Johan Olsen en ph.d. i røntgenkrystallografi og kom siden til at arbejde på Carlsberg-laboratoriets grundforskningsafdeling.

Inden han fik sin nuværende stilling på Molekylær Biologi, nåede han dog at gå arbejdsløs i et år. Fordi han i mellemtiden havde indset at han ville gøre mere ud af musikken og derfor kun var interesseret i en deltidsstilling som forsker.

»Hvis ikke jeg havde fået det her job, havde jeg sikkert arbejdet i en kantine eller noget i den stil. For jeg kunne bare ikke have et fuldtidsjob, og slet ikke nu hvor det kører så godt for bandet,« konstaterer han.

Hvordan fandt du ud af at du skulle være musiker?

»Det har jeg aldrig rigtig fundet ud af. Det startede med at jeg mødte en fyr til en fest som spurgte om jeg kunne synge. Det kunne jeg så svare nej til, og så sagde han: cool nok – vil du ikke spille med i et punkband? Og det ville jeg gerne.

Siden kom det til at hedde Magtens Korridorer, og langt hen ad vejen var det et fyraftensband med en ugentlig øver.«

Beslutningen om at bruge mere tid på bandet og mindre tid på molekylær biologi skyldtes dog langt fra at molekylerne havde mistet deres tiltrækningskraft.

»Det var mere noget med pludselig at finde ud af at jeg var god til noget som jeg ikke helt vidste jeg var god til, men som jeg syntes var sjovt.

Det er jo sundt for sjælen at lave noget der ikke foregår i Excel, og hvis man får muligheden for at udtrykke sig kreativt, tror jeg ret hurtigt man bliver afhængig af det. I forskning kan der også være masser af kreative processer, men det er på en anden måde, og der kan gå år hvor du simpelthen ikke tænker kreativt.«

»Men for tiden kører jeg et projekt med et protein der hedder 16 K, og der gør vi nærmest nye opdagelser hver dag. Der er lavet nogle forsøg med mus som er stærkt inficerede af tumorer, men når man indsprøjter 16K, stopper de med at udvikle dem.

Det er et virkelig potent tumorhæmmende hormon, der dog endnu ikke bruges til mennesker, og vi vil gerne være med til at finde ud af hvordan det præcis virker, og hvorfor det virker så man måske kan videreudvikle det og bruge det som et drug i cancerbehandling.«

Ikke spor underligt
Selv om Johan står med hvert ben i to meget forskellige brancher, oplever han ikke sin tilværelse som splittet. Det er nærmest umuligt at få ham til at se det underlige i kombinationen.

»Der er et tidsmæssigt problem i det, men som det er nu, kan jeg ikke leve af at være i bandet. Desuden er det jo sådan med popmusikbranchen at man kan være kæmpe stor den ene dag og fuldstændig glemt den næste.

Og når jeg nu har en uddannelse og synes at det jeg laver her er spændende, ville det så ikke være mere mærkeligt hvis jeg bare tog et ufaglært job? Det ville i hvert fald ærgre mig ad helvede til.«

Han synes heller ikke det er underligt at undervise unge mennesker som er fans af Magtens Korridorer og har hørt ham synge: ‘Anne-Grethe, du er en luder’.

»Det er vist mest underligt for dem,« konstaterer han og griner: »Jeg har af og til mødt nogle af mine studerende i byen, og så fortæller de at de synes det er ret mærkeligt, men på en fed måde.
Og jeg har ikke indtryk af at det ødelægger noget i undervisningssituationen.«

»I det hele taget tror jeg behovet for at iklæde sig en bestemt uniform som akademiker er faldende, og når jeg siger uniform, tænker jeg både på tweedjakken og på hvordan man kommunikerer sin person. De sidste 13 år har jeg jævnligt været til krystallografikonferencer, og bare på den tid kan jeg se en ændring.

De der meget socialt udfordrende nørder som var i overtal i gamle dage, de er i kraftig tilbagegang nu.«

»Det er vel en globaliseringsting: Vi kommer meget tættere på hinanden og finder ud af at andre mennesker har flere lag og at man ikke behøver at have en facade.

Man kan sagtens udstråle faglig stolthed og grundighed uden, og jeg føler mig som den samme person når jeg står på scenen og når jeg er her på instituttet.

Derfor tror jeg heller ikke at de mennesker der kender mig herfra, er specielt overraskede over at se mig på scenen.«

Synes du på nogen måde at dine to karrierer supplerer hinanden?

»Fysisk er kontrasten ret stor. I løbet af en dag kan jeg gå rundt herinde hvor der er relativt stille, og jeg har tid til at tænke mig om, og senere står jeg så på en scene og råber.

Man kan vel sige at den ene verden er en måde at komme væk fra den anden. Men jeg glæder mig altid – både om morgenen når jeg går til instituttet, og når jeg sidder i bussen med bandet på vej til en koncert.«

En forunderlig kollega
Efter interviewet skriver jeg en e-mail til Steen Nielbo. Han må da kunne se det underlige i kombinationen af at være forsker og rockstjerne – eller i hvert fald i at have en kollega som har spiller koncerter og modtager Grammyer i weekenden når man selv bare har været til parmiddag eller i Magasin. Det kan han heldigvis også.

»Da Johan startede herinde, var mit første indtryk at han var en sjov fætter som først og fremmest levede for sit amatørband og så en druktur i ny og næ,« skriver Steen tilbage:

»Et indtryk som blev understøttet af at han flere gange mødte op på arbejde med rifter som han havde pådraget sig på vej hjem fra byen når cyklen var væltet.«

»Mit næste indtryk var at han først og fremmest levede for sin forskning og blot havde musikken som hobby. Men så begyndte det at vrimle med journalister på afdelingen, og Johans ansigt dukkede op i aviser og på fjernsyn.«

»Nu har jeg indset at man åbenbart godt kan være en kendt musiker og en dygtig forsker samtidig. Det er forunderligt, men også meget positivt.«

Annonce

Seneste