Når hanelefanter knepper og knevrer

Konceptet er simpelt. To af landet bedst formulerede og mest selvsmagende mænd sender e-mails til hinanden. Så mødes de foran et talrigt publikum og snakker sammen om de mails, de har skrevet.

Mandag den 5. oktober gjorde de to feterede hanelefanter netop sådan på Det Kongelige Bibliotek, som havde inviteret til en lytter, da Jørgen Leth og Morten Sabroes præsenterede mailbogen Det er derfor de knepper så meget i dette land.

Da de to forfattere med mere ankom forsinket som et andet rockband, var det dog ikke for at føle hinanden på stødtænderne, men snarere for på skift at runde modstykket blidt med komplimenter og lovord.

Indrømmet, for stort set alle andre end Leth & Sabroe ville konceptet blive gabende kedsommeligt, men for disse to læderhuder er formatet perfekt. Også for publikum, som blot lænede sig tilbage og lod ordene dryppe ned i ørerne.

Leths bedste prosa

Via studenterinitiativet Students Only kunne studerende få billetter til slagpris, og salen var godt fyldt med tilhører i den alder, vi efterhånden har forstået, at Leth og Sabroe foretrækker deres kvinder i.

Og kvinder var naturligvis en af flere omdrejningsakser under samtalen. Jørgen Leth lagde i første sætning ud med at sammenligne Rio de Janeiros strande med en smuk kvindes kurver. Men vist mest fordi, folk forventede det af ham.

Snart fik han dog sporet sig ind på bogen, som han mener er noget af det bedste prosa, han har skrevet.

»Jeg synes virkelig, at vi giver alt, hvad vi har i os i den bog. Derfor er den en yderst tilfredsstillende øvelse. Og når den er god, er det fordi der opstår gnister mellem de to skrivende,« sagde han.

De sorte kvinder

Sabroe var i interviewerens rolle. Underhunden, som konsekvent underspillede sig selv over for den ti år ældre Leth. Som når han beskrev, hvordan hans kone plejer at tage Jørgen Leths bøger og en lommelygte med under dynen.

»Det er åbenbart ikke kun sorte kvinder, du har noget med. Men hvad er det med dig og sorte kvinder? Hvorfor kan du ikke lide hvide kvinder, når det kommer til ‘det der’? Det kan jo være lidt besværligt med sorte kvinder, når det er mørkt og der ikke er noget elektrisk lys. Du har noget med sorte kvinder,« sagde Sabroe.

Leth: »Ja, det har jeg.«

Sabroe: »Det kan jeg godt forstå. Men det er ikke alle, der kan det.«

Leth: »Det kan jeg så ikke forstå. Det er racistisk.«

Uforargeligt

Og mere forargelig blev seancen sådan set ikke. Cecilie, der ledsagede Universitetsavisens udsendte, og som ellers studerer kønsroller på den postmoderne måde, kunne ikke engang svinge sig op til et irritabelt fnys.

Måske skuffende for nogen, men egentlig også ganske befriende.

Til gengæld gav de to bonkammerater arrogancen frihjul og ræsede over deres kritikere. Over KVINFO’s Elisabeth Møller Jensen. Over Marcus Rubin (der opfandt det famøse ord ‘liderbasse’). Eller rettere, Morten Sabroe klarede den del for dem begge. Her Sabroe om Ekstra Bladets chefredaktør:

»Nogle mennesker har enormt meget gift i maven. Det udvikler giftdampe, og de skal jo opad. Det kan ses på ansigtet. Bare fordi Bent Falbert er bestyrer af et bordel, behøver han jo ikke se sådan ud.«

At kneppe er ædelt

Bogen? Ja, ifølge de to forfattere dræber den både selve mailbogsgenren og verbet ‘bolle’. Og så sætter den en ære i at bruge ordet ‘kneppe’ kvalificeret som den »ædle beskæftigelse« det er.

Og at dømme ud fra mandagens foredrag, er det en bog, hvor Morten Sabroe maskerer sig med en ironisk underspillethed og Jørgen Leth finpudser sine kunstantropologiske iagttagelser.

Om dobbeltheden i at observere sit liv, mens man lever det. Om at være manden uden for billedet, der elsker med kvinden i billedet. Om at elske sagligt og detaljeret.

Var det oplysende? Njah. Underholdende? Såmænd.

ser@adm.ku.dk