Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Når historien skrives om

Ph.d.-forsvar rydder normalt ikke forsider. Men Kirsten Lylloffs afhandling om de tyske flygtningebørns skæbne i Danmark efter Anden Verdenskrig var så gribende en historie at den fik både vrede og tårer frem. For hvordan kunne Danmark lade små børn dø fordi de var tyske? Og hvordan kunne historikere gennem 60 år skrive at vi behandlede dem godt?

Auditorium 11 på Københavns Universitet Amager er fyldt til bristepunktet denne torsdag eftermiddag.

De grå frisurer dominerer, men også enkelte unge hoveder titter frem blandt de mere end 200 tilhørere der har fundet vej til forsvaret for ph.d.-afhandlingen ‘Barn eller fjende? Uledsagede tyske flygtningebørn i Danmark 1945-1949’.

Eftermiddagens hovedperson er overlæge og ph.d.-stipendiat Kirsten Lylloff der roligt træder frem for at fortælle om sit arbejde gennem de seneste tre år.

Stemmen er indtrængende. Ordene præcise, og sætningerne fyldt med fakta. Alligevel trænger tårerne sig på mens fortællingen om de tyske flygtningebørns tid i Danmark ruller sig ud.

Cirka 100.000 børn under 18 år kom til Danmark på flugt fra krigen og ødelæggelserne i det sønderbombede Nazityskland. Cirka 10.000 af dem kom hertil uden nogen familie.

Efter befrielsen i maj 1945 fik den danske regering ansvaret for den massive tyske flygtningestrøm. Båret af den gængse modvilje i befolkningen blev der ført en hård kurs overfor alt tysk også selv om det var syge, kvinder og børn på flugt.

»De mange tyske flygtningebørn blev betragtet som endnu en belastning fra den tidligere besættelsesmagts side, og mange flygtningebørn blev placeret i børnelejre i blandt andet Vingsted og Kastrup.

I knap tre år sad de omgivet af bevæbnede vagter og pigtråd i lagerbygninger der af læger blev vurderet som uegnede for mennesker at bo i,« fortæller Kirsten Lylloff og fortsætter nøgternt med beretningerne om hvordan de tyske børn blev udsat for fysisk og psykisk vold fra lejrlederne.

»Mere end 3.000 børn under et år døde i løbet af 1945 – næsten alle i den aldersgruppe. Mere end 7.000 børn under fem år døde alt i alt det første år i Danmark,« fortæller Kirsten Lylloff med forbløffende sindsro.

Uvidenhed som taktik
Datidens danske myndigheder har ikke efterladt sig nogen officiel politik for behandlingen af de tyske flygtninge, men tre hovedprincipper synes ifølge Lylloffs afhandling at styre den danske flygtningeadministration:

»Flygtningene skulle isoleres fra det danske samfund; de måtte ikke blive en del af den offentlige debat, og de skulle leve under markant dårligere vilkår end den øvrige danske befolkning.«

Mesteren bag denne uofficielle politik var flygtningeadministrationens leder, Johannes Kjærbøl.

»Kjærbøl der havde været med i den upopulære Scavenius-regering under krigen, havde brug for succes. Ved at lægge en hård linje overfor de tyske flygtninge tog han afstand til alt tysk,« fortæller Kirsten Lylloff.

Ikke kun datidens medier er blottet for historier om de tyske flygtningebørn. Heller ikke noget så simpelt som en journal har det danske system efterladt til de børnehjem, adoptivfamilier, efterkommere og historikere der har villet opspore de tyske børns skæbne, fortæller Kirsten Lylloff nu med en stemme der dirrer af indignation.

»Den danske flygtningeadministration begyndte alt for sent at finde ud af hvad børnene hed eller hvor de kom fra. Og børn glemmer hurtigt deres navn og oprindelse.

Selv børn der blev født i lejrene, blev ikke registreret. De danske myndigheder forsøgte heller ikke at underrette nærtstående familie i Tyskland om at børnene var i live i Danmark. Da den danske regering startede hjemsendelsen af de tyske flygtninge – vel at mærke efter jerntæppet var gået ned – havnede nogle børn i den franske zone selv om forældrene opholdt sig i den russiske,« fortæller Kirsten Lylloff.

Den totale isolation betød også at danske familier ikke kunne adoptere tyske børn. Flygtningeadministrationen sagde blankt nej. Isolationen fra det øvrige samfund og forbuddet mod at omgås tyske flygtninge betød total uvidenhed omkring de tyske flygtninges forhold.

»Hvis flygtninges forhold havde været alment kendt, havde den danske offentlighed måske nok haft en anden opfattelse,« siger Kirsten Lylloff og konkluderer at årsagen til behandlingen af de tyske flygtningebørn ikke kunne begrundes med at de var fjender af Danmark, men at de tilhørte en bestemt etnisk gruppe.

Hvor er dokumentationen?
Det argument finder professor på RUC Anette Warring fra bedømmelsesudvalget svagt.

Hvor er dokumentationen for det etniske had som begrundelse for den førte politik?

»Jeg synes du underkender problemet med antallet af tyske flygtninge i Danmark. Kunne det ikke tænkes at de danske myndigheder var styret af deres frygt for at alt for mange af de cirka 250.000 flygtninge skulle blive her?« spørger Anette Warring.

Kirsten Lylloff erkender at dokumentationen for hvordan den offentlige opinion var i efterkrigstiden er et af afhandlingens svage punkter, men opremser en række årsager til at den danske flygtningeadministration kunne siges at have ført politik ud fra det etniske had til tyskere.

Fx fik tyske børn og kvinder frataget deres danske opholdstilladelse i 1946. Et andet slående eksempel var de 30.000 baltere, polakker m.m. der havde kæmpet på tysk side der fik opholdstilladelse som alle andre flygtninge.

Det andet medlem af bedømmelsesudvalget er psykolog på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre Edith Montgomery.

Hun sætter en kritisk finger på Lylloffs brug af begrebet ‘sund fornuft’ i behandlingen af flygtningebørnene.

»At handle ud fra sin sunde fornuft er et problemfyldt begreb fordi det afhænger af konteksten. Det som i dag er sund fornuft, var det ikke nødvendigvis dengang,« siger Edith Montgomery.

Danmark uden konventioner
Så bliver talerstolen overladt til auditoriets menige kritikere. Cand.jur. Hans Mørk påpeger at Danmark i 1945 ikke var forpligtiget af nogle internationale konventioner om hvordan man behandler folk fra andre lande.

Det argument får Kirsten Lylloff til at svare skarpt igen: »Ja, nu bliver jeg altså hidsig. Juristerne har vel ikke skrevet noget ned om at man ikke skal behandle folk ordentligt bare fordi der ingen konventioner er.«

Den næste gråhårede herre på talerstolen havde som børnehjemsbarn under krigen mærket hvad det vil sige at mangle tøj og mad.

»Lige efter krigen modtog Danmark flere flygtninge end vi har gjort de sidste 50 år. Har du overvejet om det danske samfund havde ressourcerne til at tage sig ordentligt af de tyske flygtninge?« spørger han.

»Den dyreste af alle løsninger for det danske samfund var at spærre de tyske flygtninge inde og lade dem bevogte af et mandskab på 13.000 personer,« lyder Lylloffs svar.

De næste tilhørere påpeger at der ikke var konsensus i den danske befolkning om flygtningespørgsmålet.

»Min mor ville ikke have fundet sig i at vi behandlede børn på den måde. De små børn var ikke vores fjender. Når man i dag siger at Danmark er fremmedfjendsk, handler det jo også kun om at nogle er det,« siger psykolog Oskar Plovmand.

For Kirsten Lylloff handler det imidlertid ikke om hvorvidt det danske samfund kunne eller skulle have behandlet de tyske flygtninge anderledes.

»Vi skal fortælle hvordan vi behandlede dem i stedet for blot at sige at vi behandlede dem godt,« siger hun.

Formand for bedømmelsesudvalget, lektor på KU Palle Roslyng-Jensen, afslutter dagens forsvar med historien om et dansk barn hvis opvækst kan bruges som en parallel til de tyske flygtningebørns:

En tjenestepige fra Lolland bliver gravid med den lokale præst. Hun bliver fordrevet og føder sin søn alene. Da drengen er otte år, dør moderen, og han bliver sendt i familiepleje.

»Det interessante er at dette barn var Johannes Kjærbøl,« siger Palle Roslyng-Jensen til det måbende publikum med henvisning til Flygtningeadministrationens berygtede chef.

Og med den afslutning på historien blev Kirsten Lylloff indstillet til ph.d.-titlen.

Seneste