Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Andet

Når hjernen bliver rystet

Hjernerystet — 25.000 danskere bliver årligt ramt af en hjernerystelse. Hoveder og hele liv bliver rystet og sat på pause uden tidsprognoser. På universitetet lever vi af vores hjerne, så hvad gør vi, når den går i stykker?

»Det var et identitetstab af dimensioner,« siger Maja Plum om den hjernerystelse, som satte hendes liv på pause i 2012.

Faktisk fik Maja Plum – der er ph.d. og ekstern lektor på Pædagogik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling – hele to hjernerystelser på bare tre år. Den første sygemeldte hende i 11 måneder, da hun slog hovedet op i en jernstolpe. På det tidspunkt var hendes børn 4 og 6 år. Maja havde det så dårligt, at hun var nødt til at tage op i sin fars hus i halvanden måned. Der lå hun så med lukkede øjne eller gloede op i loftet.

»Jeg havde en fornemmelse af, at der løb en blank stribe igennem min hjerne,« siger Maja om den første tid.

Hun fik det bedre, men hjernerystelsen havde sat sig som en bremse i hende: Hun cyklede ikke længere, gik ikke med høje hæle, og hun var notorisk nervøs for bolde. Første gang hun var i svømmehallen med sine børn efter ulykken, fik hun en legetøjsspand i hovedet. Fordi hendes hjerne var sårbar efter det første slag, skulle der ikke ret meget til. Det var i 2015, og den anden hjernerystelse sendte hende ud af loopet igen i otte måneder.

Psykiske følgevirkninger

I dag har Maja Plum det fint. Men hun husker følelsen af udsigtsløs håbløshed:

»Der er ikke nogen, som kan fortælle dig, at du bliver rask i morgen, om tre måneder eller om et år. Så på den måde er hjernerystelsen forbundet med en stor grad af usikkerhed, og det er utrolig psykisk belastende.«

Der er ikke nogen, som kan fortælle dig, at du bliver rask i morgen, om tre måneder eller om et år

Ph.d. Maja Plum

En af udfordringerne er, at man ikke mærker, at man bliver rask. Det går så langsomt, at man ofte har en fornemmelse af, at sygdommen aldrig stopper, fortæller Maja.

For akademikere og studerende er det endnu sværere at komme oven på igen. Det er i hvert fald Maja Plums oplevelse, når hun taler med andre, der har stået i hendes situation. På universitet er man vant til at kunne køre hjernen hårdt i intensive perioder, hvor der skal afleveres en opgave, artikel eller fondsansøgning.

»Du har været vant til at tænke, at din krop var noget, som du kontrollerede med din frie vilje. Og lige pludselig så står den fuldstændig af, og det gør den på helt basic ting.«

Rammer ekstra hårdt
i akademia

Når man rammes af en hjernerystelse kan og må man ikke foretage sig noget af det, man ellers plejer at fylde sit liv med på universitetet. Man må ikke læse, kan ikke skrive, og det flimrende lys fra skærme forværrer symptomerne.

25.000 danskere bliver ramt årligt. Mange af de hjernerystelsesramte er på benene igen efter få uger, men op imod 15 procent får langvarige følger. På KU findes ingen præcise tal for hvor mange, der sygemelder sig med hjernerystelse, for HR&O fører kun statistik over arbejdsskader, og det er ikke tilladt, at registrere årsagen til folks sygemeldinger.

Jeg havde en fornemmelse af, at der løb en blank stribe igennem min hjerne
Ph.d. Maja Plum

Desværre ved videnskaben heller ikke særlig meget om hjernerystelser, for det er vanskeligt at detektere præcis, hvad der sker, når hjernen bliver rystet. Men man ved, at hjernerystelser og hovedskader kan føre til tristhed, depression og sågar selvmord. Og så lader det faktisk til, at rystelserne rammer ressourcestærke yngre personer hårdere end andre grupper.

Som universitetsansat har man meget identitet investeret i sit arbejde, siger Maja Plum. Men hun kunne heller ikke være mor, kæreste eller veninde. Faktisk kunne hun ingenting.

Hjælp er afgørende

Maja Plum synes selv, at hun har været heldig, når hun ser tilbage på sit forløb. Hendes arbejdsplads og netværk har været meget forstående.

»Jeg har på ingen måde oplevet, at min arbejdsplads har presset mig. Og det er jo fuldstændig afgørende, når man har en hjernerystelse. Fordi man nok skal presse sig selv. Det er både studerende og universitetsansatte glimrende til.«

Kroppen er ikke længere en forlængelse af min vilje. Kroppen er noget, som jeg er nødt til at lytte til

Ph.d. Maja Plum

Og det knytter sig til Majas bedste råd: At være åben omkring sin skade. Da Maja kom tilbage på universitetet, opfordrede hendes leder hende til at skrive en mail rundt til sine kolleger om, hvordan hun havde det. Og det hjalp. Som underviser hjælper det hende også, hvis de studerende fortæller hende, når de er ramt af en hjernerystelse.

»Du kommer igennem det her, når der er nogen, som hjælper dig. Og det er måske det allervigtigste: At man ret tidligt skal lære at bede om hjælp.«

Hjernerystelsen er blevet en del af Maja Plums historie. Selv om den ikke påvirker hende på det kognitive eller helbredsmæssige plan i dag, så har den gjort hende mere opmærksom på, at hun skal passe på sin krop. Hun kan godt arbejde 12 timer i træk, hvis hun skal aflevere en artikel, men så gør hun det kun én dag.

»Kroppen er ikke længere en forlængelse af min vilje. Kroppen er noget, som jeg er nødt til at lytte til.«

Slap af i hjernen. Men hvordan?

På Center for Hjerneskade behandler man personer med det såkaldt postcommotionelle syndrom, som kan kalder det, når patienter oplever lange følgevirkninger af deres hjernerystelse.

Center for Hjerneskade

Center etableret på KU i 1985. Læs mere om hjernerystelse i pjecen Når hovedet bliver rystet

Centeret er vært for en konference om hjernerystelse 8-9. november 2018 med ledende danske og internationale forskere.

Man ved endnu ikke præcis, hvad der sker, når hjernen bliver rystet. Men forskning peger på, at det er hjernens nerveceller, som bliver strakt eller går i stykker, når den udsættes for hårde stød. Samtidig kan der opstå en ubalance i hjernens kemiske systemer. Det fortæller neuropsykolog og ph.d. Linda Marschner fra Center for Hjerneskade.

»Membranerne, som ligger omkring vores nerveceller, bliver diffust påvirkede. Det kan resultere i, at de bliver strakt i alle mulige retninger, så ionkanalerne i hjernen ikke kan fungere på den rigtige måde. Men fordi det sker på en meget diffus måde, har vi ikke som sådan en lokaliserbar hjerneskade.«

Hvis nervecellerne og hjernens balance skal genoprettes, skal hjernen have ro og pauser. Men noget forskning peger på, at det kan være sværere at komme sig oven på en hjernerystelse i dag end tidligere, og det kan hænge sammen med den moderne livsstil. Især unge lever meget spontane liv, og det kan være en udfordring for en hjerne, som har brug for at slappe af, siger specialfysioterapeut Henriette Henriksen, Center for Hjerneskade:

»Unges liv er meget spontant. De planlægger ikke, at de skal ses fredag den 7. november. De siger: Skal vi lave noget nu eller i morgen? Men når man har følger efter en hjernerystelse, har man faktisk brug for at sige: Jeg kan ikke noget i dag, fordi jeg har planlagt, at jeg skal noget i morgen. Og hvis jeg laver noget i dag, så ryger det i morgen.«

Er man i højt gear med studier eller karriere, kan det føles som en lige højre, at få lægefaglig besked om at drosle ned. Hvornår kan man vende tilbage til jobbet eller studierne – eller skal man sadle helt om?

Et skridt frem og ti tilbage

Tue Scheel Nielsen kender til den følelse af knockout. Han var på vej hjem fra immatrikulationsfest, da cyklen skred under ham tre dage før han skulle starte på sin kandidat i informationsvidenskab og kulturformidling. Han skulle egentlig bare følge sin russer hjem fra festen, men et sted på Knippelsbro blev alt sort. Det næste, han kan huske, er en hospitalsseng.

Det er tre bumlede år siden med op- og nedture, som for Tue har betydet et halvt års orlov fra studiet.

Det var umuligt at forudse, at det skulle gå så galt. Faktisk troede Tue selv, at han ville være klar i løbet af et par uger, for det plejede folk med hjernerystelser jo at være. Men han var blandt dem, der får langvarige følger af deres hjernerystelse.

»Jeg kan huske, at en af mine veninder fra studiet kom på besøg kort tid efter, at jeg var faldet. Jeg sagde, at jeg nok var klar i næste uge, eller et eller andet fuldstændig urealistisk.«

Jeg mistede al tro på min faglige kunnen og min fremtid
Studerende Tue Scheel Nielsen

Tue holdt faktisk den pause, som mange undgår. I de første seks uger lyttede han kun til lydbøger og gik ture. Derefter fik han dispensation til kun at følge et enkelt kursus på universitetet, og han havde heldigvis en studiegruppe, som trak læsset og gav ham tid til at komme sig.

Efter et halvt år troede han, at hjernerystelsen var fortid. Men i løbet af semestret blev symptomerne værre, og han måtte opgive at gå til eksamen i det ene fag, han var tilmeldt. Og sådan forløb det efterfølgende semester også. I efteråret 2017 fik han en praktikplads og et attraktivt studiejob, men det var nok til at tippe læsset, og Tues hjerne sagde stop.

»Da vi nåede til december, var alt kaos. Da jeg skulle prøve at skrive praktikrapport i januar, kunne jeg hverken læse mit materiale eller skrive selvobservationsnoter. Her var hovedpinen og udmattelsen på sit højeste. Og det har den lidt været lige siden.«

Bureaukratiets bur

2018 har været et hårdt år for Tue, som mest er gået med at skrive ansøgninger om dispensationer for eksaminer og overskridelse af maksimal studietid, afmelding af fag og til sidst om begrundet orlov og kontanthjælp

»Hele sommeren har jeg bare brugt på at lave ansøgninger i stedet for at komme mig. Først i sidste uge er det hele kommet på plads, så jeg nu kan begynde at kigge på mig selv.«

Hele sommeren har jeg bare brugt på at lave ansøgninger i stedet for at komme mig

Studerende Tue Scheel Nielsen

Heldigvis kender Tue universitetssystemet godt fra sin tid i studenterpolitik, og han har fået hjælp til både ansøgninger og møder i sit personlige netværk. Det er lige så udfordrende at skrive en ansøgning som en opgave, fortæller Tue og understreger, at han langt hellere ville skrive opgaven.

»Jeg kan sagtens forstå, at rigtig mange knækker nakken på at skulle igennem alle ansøgningerne og simpelthen må give op. Jeg kan også godt forstå, at mange af forhindringerne skal være der. Men jeg var ikke kommet igennem det her uden at have de ressourcer, jeg har og den hjælp, som jeg kunne få udefra.«

»Det går over. Det gør det«

Tue er på en måde glad for, at hans ulykke var relativt slem og blev dokumenteret af både hospital og læger. Men det har også været svært at være ramt af en usynlig lidelse med symptomer, som svinger op og ned.

»Jeg troede, at jeg var ovenpå. Jeg havde studiejob, jeg var i praktik, og det var fedt. Men i den efterfølgende nedtur, der følte jeg mig virkelig alene. Jeg mistede al tro på min faglige kunnen og min fremtid. Det har virkelig kostet og været svært.«

Selv om det kan være udmattende, har Tue besluttet sig for at være social mindst et par gange om ugen. Så kan han håbe på at undgå den øgede risiko for depression, som knytter sig til postcommotionelt syndrom.

Og forhåbentlig skal han tilbage på studiet og færdiggøre sin kandidat om et halvt år. For det kommer til at gå bedre. Det sidste siger Tue højt.

En tsunami af træthed

Fysioterapeut Henriette Henriksens erfaringer fra arbejdet med hjernerystede ’elever’, som hun kalder dem, matcher Maja Plums og Tue Scheel Nielsens fortællinger.

Personer, som lider af eftervirkninger af hjernerystelser, skal lære at dosere deres energi rigtigt. For det er især trætheden, som rammer dem (og ofte først i dagene efter), siger hun:

De kommer måske aldrig af med deres symptomer. Men de kan lære nogle strategier til at være i det og leve et liv, hvor de ikke føler sig begrænset af hjernerystelsen hele tiden

Henriette Henriksen, specialfysioterapeut på Center for Hjerneskade

»Det er en massiv og nærmest tsunamiagtig træthed. De beskriver det som om alting bare lukker ned. Fysisk kan de få en fornemmelse af, at de nærmest ikke at i stand til at rejse sig fra en stol.«

Ellers er symptomerne mangeartede. De fysiske symptomer giver træthed, svimmelhed og hovedpine, mens de kognitive symptomer gør det sværere at tænke, huske og bevare overblikket. Mange oplever også besvær ved at sove, og så kommer de emotionelle symptomer oveni.

På Center for Hjerneskade kan der være hjælp at hente. De hjernerystede har brug for strategier, så de undgår at provokere deres symptomer, der så gerne skal forsvinde over tid. Men for nogle går smerterne aldrig væk, siger
Henriette Henriksen:

»De kommer måske aldrig af med deres symptomer. Men de kan lære nogle strategier til at være i det og leve et liv, hvor de ikke føler sig begrænset af hjernerystelsen hele tiden.«

Overlap til psykiske lidelser

Man ved ikke, om der er en direkte sammenhæng mellem hjernerystelser og psykiske sygdomme. Men mange af symptomerne har en tendens til at overlappe. Og det kan være ekstremt psykisk udfordrende at have en usynlig lidelse som en hjerneskade:

»Vi har mange elever, som andre steder er blevet mødt med spørgsmål som: ‘Jamen, tror du ikke bare, at du er deprimeret?’ eller ‘Tror du ikke bare, at du er stresset?’, fordi mange af symptomerne ligner hinanden. Men der må man bare sige: ‘Nej, det er de ikke’,« siger Henriette Henriksen.

De kender alle sammen nogen, som har haft en hjernerystelse, der tog tre dage

Henriette Henriksen, specialfysioterapeut på Center for Hjerneskade

En del af Center for Hjerneskades opgave er derfor også at møde de hjernerystelsesramte anderledes. At give dem en forklaring på, hvorfor de har det dårligt. Og at give dem mulighed for at møde andre i samme situation. Det fortæller Henriette Henriksen:

»De kender alle sammen nogen, som har haft en hjernerystelse, der tog tre dage. Derfor er det helt vildt mærkeligt, at det tager fire måneder for en selv, og i sidste uge kunne man alt muligt. Det er virkelig svært at navigere i det både for dem og for deres pårørende.«

Hjernerystelser rammer mange studernede og ansatte på KU hårdt, støj, lyn

Gode råd til studerende med hjernerystelse

1. Giv dig god tid til at få det bedre

I de fleste tilfælde er det bedre at misse en eksamen pga. sygdom, for så at vende stærkt tilbage senere, end det er at presse dig selv og risikere at forværre dine symptomer og sætte bedringen over styr. En lille forsinkelse nu er bedre end en stor i fremtiden.

2. Sygemeld dine eksamener

Hvis din hjernerystelse er tæt på eksamenerne, er det vigtigt at du får afmeldt dem pga. sygdom frem for at udeblive. På den måde undgår du at miste et eksamensforsøg og får lettere ved at søge dispensationer, hvis du får brug for det senere.

3. Tal med en studievejleder og tag gerne en ven med

Studievejlederen kan hjælpe dig med at lægge en plan for dit videre studieforløb. Tag meget gerne en ven med, som kan tage noter for dig og hjælpe dig med at huske, hvilke spørgsmål du gerne vil stille.

4. Få nogen til at hjælpe dig med at tjekke din KUmail

KU bruger ofte din KUmail til direkte kommunikation om bl.a. eksamener, aktivitetskrav og dispensationer. Hvis du ikke selv kan læse mails, er det en god idé at aftale med en ven eller et familiemedlem, at de gør det for dig.

5. Kontakt SPS-konsulenterne, hvis du har langvarige mén

Universitetets SPS-konsulenter kan tilbyde dig støtte eller hjælpemidler, hvis din hjernerystelse er alvorlig, og du har langvarige mén. SPS-støtte kan gøre dig i stand til at vende hurtigere tilbage til studierne og hjælpe dig til at få mere ud af undervisning og læsning, når du
vender tilbage.

Kilde: Malthe Grindsted Ulrik, studievejleder på Institut på Medier, Erkendelse og Formidling.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste