Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Work-life balance — Både læger og patienter ville have glæde af, hvis transporttid til yderområderne kunne blive til arbejdstid for lægerne. Alligevel er den politiske vilje svær at spore. Det vil jeg ændre på i regionsrådet. Stem den 18. november!
Forestil dig, at du uddanner dig til at hjælpe andre mennesker. Nogen beskriver endda dit job som et ’kald’. Du gør dig umage for hver dag at blive så dygtig som muligt, fordi andres liv faktisk kommer til at afhænge af netop din viden og dine evner.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Forestil dig så, at du har brugt de seneste år af dit liv i en by, politikerne nu vil have dig til at forlade. De forventer, at du siger farvel til dine venner, din kæreste og din trygge bolig, fordi patienterne ikke er der, hvor du ønsker at bo. Hvis ikke du har lyst til at flytte, kan du bruge to til fire timer på transport hver dag.
Det er altså, som om der ikke rigtig bliver taget hensyn til, at du også er et menneske. En person, der også bare drømmer om at tage på date med den søde fra forelæsningen, kunne hente dine egne unger til ordentlig tid i institutionen og generelt få dit liv til at hænge sammen. Både i de timer, der bliver brugt på arbejde, og i dem, der ikke bliver det.
Derfor skal vi have transporttid lavet om til arbejdstid. I Enhedslisten stillede vi allerede inden sommer et forslag om netop det i Region Hovedstadens sundhedsudvalg. Inspireret af den ordning, der allerede fungerer rigtig godt andre steder.
Rigtig mange yngre læger drømmer om netop den her ordning
De sidste otte år har der for eksempel kørt en bus fra københavnsområdet til en lægeklinik i Nysted på Lolland. Lægerne læser journaler og tager telefonkonsultationer i morgenbussen og skriver dagens sidste notater på vej hjem om eftermiddagen. Det samme gør de i Aalborg, hvor bussen kører til og fra Thisted Sygehus.
Medarbejderne er glade for nu faktisk at have fri og være nærmest hjemme, når vagten slutter. Transporttid, der bliver omdannet til arbejdstid, er en god løsning for alle. Lægerne arbejder der, hvor der mangler sundhedsprofessionelle, og de sygeste patienter kan faktisk få hjælp og behandling.
Enhedslistens forslag om at optage ordningen i Region Hovedstaden kom dog ikke med til budgetforhandlingerne.
Forum for Yngre Almenmedicinere – altså de læger, der bliver din praktiserende læge i fremtiden – har lavet en undersøgelse, der viser, at rigtig mange yngre læger drømmer om netop den her ordning. Og det kan jeg godt forstå, fordi jeg mærker den drøm selv. Drømmen om, at arbejdsliv og privatliv godt kan hænge sammen, samtidig med at jeg kan yde min lægegerning i områder, hvor der er brug for den.
Selvom der blandt fagpersoner altså er opbakning til at gøre transporttid til arbejdstid, viser forårets budgetforhandlinger i regionen, at det stadig mangler politikere, der kæmper for det her område. Vores forslag fik ikke opbakning fra de andre partier i første omgang, men jeg er ikke færdig med at kæmpe for bedre arbejdsvilkår. For sundhedsmedarbejdernes skyld – og dermed for patienternes skyld.
Husk at stemme den 18. november. Det er et vigtigt sundhedsvalg, vi står over for.