Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Når kvantefysikeren tror på bjergånder

Ontologi — En kontroversiel antropologisk bevægelse, der insisterer på at tage shamaner, ånder og andre mærkværdigheder helt alvorligt, har vakt stor polemik i forskerkredse. Professor Morten Axel Pedersen fortæller, hvorfor det ikke er så langt ude, som det lyder.

»Hvad skal man gøre, når man tager  på feltarbejde i Mongoliet og møder en åndemaner, som samtidig er leder af et firma, der har fået hjælp fra Verdensbanken, eller når man møder en ph.d.-studerende i kvantefysik fra Moskva Universitet, som samtidig er meget interesseret i at diskutere, hvordan man bedst omgår ånderne i bjergene?«

Det er Morten Axel Pedersen, der spørger. Han er professor i antropologi på Københavns Universitet, og det er efterhånden længe siden, at han som antropologistuderende for første gang satte fod i tajgaen i det nordlige Mongoliet og blev konfronteret med spørgsmålet om, hvad man stiller op, når man støder på noget, man betragter som paradoksalt eller uvirkeligt, men som andre omtaler som logisk og virkeligt.

Hvis vi skal tage alvorligt, at tvillinger er fugle, så kan vi ikke nøjes med at forstå udsagnet symbolsk

Morten Axel Pedersen, antropologiprofessor

På antropologistudiet i Aarhus, hvor han dengang var indskrevet, var mange af fagets klassiske studier af myter og ånder taget af pensum til fordel for postmoderne litteratur om narrativer, identitet og diskurser, der i halvfemserne var buzzwords i faget.

Morten Axel Pedersen søgte derfor til Cambridge University i England, hvor forskere i længere tid havde interesseret sig for at udvikle et antropologisk sprog, der kunne rumme paradokser, som dem han havde oplevet på sit feltarbejde.

I foråret 1998 gæstede den brasilianske antropolog Eduardo Viveiros de Castro det engelske universitet og gav fire forelæsninger om nogle Amazonas-indianeres tilsyneladende ret besynderlige teori om verden. En teori, hvor alle væsner – mennesker, dyr og ånder –  betragter sig selv som mennesker, der ser andre væsner som ikke-menneskelige udvekslingspartnere.

»De Castro argumenterede for, at man ved at tage udgangspunkt i Amazonas-indianernes egne begreber om verden kunne udvikle et bedre analytisk sprog til at beskrive ikke bare deres verden, men også samfund generelt. Når noget virker som et paradoks for en antropolog, så er der ikke nødvendigvis noget paradoksalt ved det studerede folks teorier om verden. Det er en slags lakmustest, der viser, hvor der er noget galt i antropologiens sprog. Det er lidt ligesom i Matrix-filmene, hvor et glitch i systemet kan afsløre, at der er noget i vejen med den måde, man tror, at verden hænger sammen på,« siger Morten Axel Pedersen.

Tag folk alvorligt

Selv om man kan trække mange tråde tilbage til tidligere tiders antropologi, anses miljøet på Cambridge og de Castros forelæsninger i dag for at være der, hvor kimen til en ny analytisk tilgang inden for antropologien blev lagt. En tilgang, der sidenhen er blevet døbt ’den ontologiske vending’.

Ordet ontologi er græsk for læren om det, der findes, og det er en udbredt opfattelse, at den ontologiske vending i antropologien handler om, at der findes forskellige ontologier, altså forskellige teorier om det, der findes. Hvad der for nogen kan synes paradoksalt, kan derfor give god mening for andre.

Det er lidt ligesom i Matrix-filmene, hvor et 'glitch' i systemet kan afsløre, at der er noget i vejen med den måde, man tror, at verden hænger sammen på
Morten Axel Pedersen, professor i antropologi

Men i Morten Axel Pedersens optik handler den ontologiske vending snarere om, at antropologer har en forpligtigelse til at medtænke ontologiske spørgsmål i deres etnografiske beskrivelser og teorier, altså at spørge ind til begreber, som ellers nemt kan tages for givet. Det er argumentet i en ny bog The Ontological Turn – An Anthropological Exposition, som han sammen med kollegaen Martin Holbraad har skrevet om den ontologiske vending.

»Den ontologiske vending handler om at tage folks begreber alvorligt. Og det har antropologer jo altid forsøgt at gøre, men det handler om at forfølge det her med at tage noget alvorligt lidt længere,« siger Morten Axel Pedersen.

Tvillinger er fugle

Da de første antropologer blev sendt i felten af kolonimagter for at studere koloniernes indfødte befolkning, mente man ofte, at folk, der talte om ånder, var tossede eller primitive.

Senere har faget i en lang årrække forsøgt at gøre op mod den slags fordømmende tænkning. Et fremherskende alternativ har været at se udsagn om ånder som symboler på noget andet.

»Sådan nogle symbolske tolkninger har afkastet mange gode analyser, men man når en grænse,« siger Morten Axel Pedersen.

Et klassisk eksempel er det østafrikanske nuer-folks udsagn om, at tvillinger er fugle, der i en lang periode blev behandlet som en metafor. Man ræsonnerede sig frem til, at tvillinger måtte være ligesom fugle, snarere end en slags fugle, og det gjorde det muligt at fortolke udsagnet symbolsk.

Hvis man fx studerer nazisme, der kan virke ligeså uforståelig som ånder og shamaner, vil det være problematisk at gengive den verden én til én uden at forholde sig kritisk til den. Så bliver det lidt farligt

Inger Sjørslev, lektor i antropologi

»Hvis vi skal tage alvorligt, at tvillinger er fugle, så kan vi ikke nøjes med at forstå udsagnet symbolsk. Pointen er, at nogle nueres begreb om fugle og deres begreb om tvillinger er anderledes fra antropologernes begreber for fugle og for tvillinger, og derfor giver det i visse sammenhænge mening at beskrive tvillinger som fugle for dem, mens det er meningsløst for antropologerne.«

I den forstand handler den ontologiske vending om at finde nye måder at analysere og sammenligne begreber på.

»Antropologer er ikke filosoffer, og den ontologiske vending handler ikke om at sige noget om ’væren’ i absolut forstand. Det handler om at udvikle et præcist sprog til at beskrive de etnografiske virkeligheder, som antropologer møder i deres feltarbejde, hvad enten det finder sted i Vestjylland eller Sibirien eller i et tværfagligt fællesskab på Københavns Universitet,« siger Morten Axel Pedersen og understreger, at ontologi ikke kun er noget, der har med ånder i fjerne egne at gøre.

»I forbindelse med min deltagelse i det nyetablerede forskningscenter Copenhagen Center for Social Data Science (SODAS) spiller ontologiske spørgsmål en vigtig rolle i vores løbende diskussioner. Det er fx forskelligt, hvilke begreber forskere fra samfundsvidenskaberne og forskere fra naturvidenskaben har om, hvad data er.«

En provokerende debat

Forelæsningerne på Cambridge satte gang i en lavine af reaktioner. I Manchester blev de nye tanker om ontologi gjort til genstand for en akademisk debatklub, hvor forskere duellerede i hold for at overbevise et publikum om fordele eller ulemper ved at inkludere begrebet ontologi i det antropologiske ordforråd.

I USA blev den ontologiske vending udråbt til et hovedtema på den velbesøgte amerikanske antropologkongres i 2013. Og i Danmark udgav Tidsskriftet Antropologi samme år et helt temanummer dedikeret til ontologidebatten.

Debatten udviklede sig hurtig til at være et simpelt spørgsmål om at være ’for’ eller ’imod’ ontologi og gav anledning til ophidsede debatindlæg.

»Der er nok flere grunde til, at den ontologiske vending har virket så provokerende på nogle, som den har gjort,« siger Inger Sjørslev, lektor i antropologi fra Københavns Universitet.

»Nogle har klandret debatten for at være for nørdet eller for navlepillende, men det mener jeg bestemt ikke, den er. Andre har kritiseret den ontologiske vending for at lede til apolitisk antropologi. Og man skal da være varsom med, at man ikke bare tager ud og lærer at forstå andres verden og så går hjem og skriver en bog om det uden at forholde sig kritisk. Hvis man fx studerer nazisme, der kan virke ligeså uforståelig som ånder og shamaner, vil det være problematisk at gengive den verden én til én uden at forholde sig kritisk til den. Så bliver det lidt farligt.«

Men den ontologiske vending er ikke i selv et apolitisk projekt, tilføjer Inger Sjørslev og fortæller om sin tid i FN i 1990’erne. Her arbejdede hun som NGO-repræsentant med indfødte folks rettigheder, og hun fortæller, at indfødte folk, når de kom for at tale deres sag, fx kunne finde på at sige, at jorden var deres moder.

Hvis jorden opfattes som en moder kan det godt være et argument for at give naturen særlige rettigheder
Inger Sjørslev, lektor i antropologi

»Så sad FN-juristerne og tænkte, den er god med jer, men hvornår begynder I at tale jeres sag? Her kan det ontologiske perspektiv være med til at åbne op for forståelsen af, at den betydning, vi tildeler naturen, ikke er ens for alle. Hvis jorden opfattes som en moder kan det godt være et argument for at give naturen særlige rettigheder. En af tankerne bag den ontologiske vending er netop, at ontologisk selvbestemmelse, altså retten til at stå fast på sin oplevelse af verden, også er et skridt mod politisk selvbestemmelse,« siger Inger Sjørslev.

Løgn og drillerier

Inger Sjørslevs egen anke mod den ontologiske vending handler om tendensen til at tage folks udsagn lidt for alvorligt.

»Hvis vi altid tager informanterne på ordet og forkaster hele idéen om symbolik eller idéen om, at der kan være forskel mellem sprog og virkelighed, hvad så når informanterne lyver eller laver sjov? Der findes jo masser af anekdoter om etnografer, der er blevet bundet en myte på ærmet, når informanter har siddet og talt om menneskejaguarer en hel aften og så været ved at dø af grin bagefter. Hvor passer den slags drillerier ind i en ontologisk analyse?«

Det er et af de spørgsmål, som hun efterlyser svar på.

»Jeg ser den ontologiske vending som en modreaktion på, at vi i mange år har været meget optaget af symboler og sproglig repræsentation. Og selv om den i min optik lader nogle spørgsmål stå ubesvarede, så synes jeg bestemt, at det er et perspektiv, der er med til at udvide vores forståelse af verden,« siger Inger Sjørslev.

Morten Axel Pedersen er enig i, at den ontologiske vending godt kan efterlade det indtryk, at den tager folk for alvorligt.

Der skal jo en masse praktisk arbejde til, for at noget bliver stabilt og bliver en del af en ens verdensopfattelse

Lektor Brit Ross Winthereik, IT-Universitetet

»Men det betyder ikke, at ironi eller humor ikke lader sig indfange med den ontologiske tilgang. Rent faktisk vil jeg påstå, at den ontologiske vending gør det muligt at tage fænomener som humor alvorligt på måder, der er eksisterende tilgange overlegne,« siger han.

Ontologi i praksis

Det er ikke kun på Institut for Antropologi, at man debatterer ontologi. Også på IT-Universitetet er det noget, der optager forskerne.

Mens den ontologiske vending for Morten Axel Pedersen især handler om at udvikle det analytiske sprog, er lektor Brit Ross Winthereik optaget af, hvordan teknologi kan være med til at ændre på verdensopfattelser i praksis. Hun er selv uddannet antropolog, men har siden år 2000 primært beskæftiget sig med Science and Technology Studies, der fokuserer på forholdet mellem mennesker, videnskab og teknologi.

»For mig handler den ontologiske vending om at undersøge det arbejde, der går forud for at en virkelighed ‘bliver til’. Der skal jo en masse praktisk arbejde til, for at noget bliver stabilt og bliver en del af en ens verdensopfattelse,« siger Brit Ross Winthereik.

Hun har senest ledet et projekt om vedvarende energi i Atlanterhavsregionen og har været med til at udvikle en digital vandrestav, som guider folk til at tænke på nye måder om vedvarende energi og forholdet mellem mennesker, industri og natur.

»Min forskning er baseret på antagelsen om, at selv om verden er forskellig for forskellige folk, er det, der tæller som sandt og virkeligt, også hele tiden under konstant forhandling og forandring,« siger Brit Ross Winthereik.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste