Når man har skrevet de bøger, der skal skrives

»Det er min ph.d.-afhandling, som jeg har foldet til videnskabelige bølger,« siger Tine Rask Eriksen.

Hun gestikulerer mod sit kunstværk Bølger. Hundredevis af sider er foldet til at ligne bølger. Værket strækker sig gennem begge vindueskarme i Galleri Nybro i Indre by. Det er dette galleri, Eriksen har været tilknyttet siden 2014.

»Jeg har både været ansat som lektor på sundhedsvidenskab og på humaniora. Så jeg kender og ved, hvordan forskellige typer af videnskab, så at sige, afløser hinanden, og hvordan forskellige fakulteter overhovedet ikke forstår hinandens videnskab,« siger hun.

Jeg tror ikke, jeg kunne lave det her uden den baggrund, jeg har fra universitetet. Jeg er vant til at formulere mig, jeg er vant til at promovere mig, jeg er vant til at formidle noget osv.

Tine Rask Eriksen er født i 1945 og kommer, som hun selv alluderer til, fra en bred uddannelsesmæssig baggrund: Hun har været sygeplejerske, lektor ved to forskellige fakulteter på Københavns Universitet og har sideløbende siden 1970’erne beskæftiget sig med visuel kunst i mange former.

Siden hun forlod KU som emeritus i 2010, har hun haft frihed til at koncentrere sig om kunsten. Det er blevet til 12 udstillinger, foruden den nyeste: Videnskab og virkelighed.

»Den hedder Videnskab og virkelighed, og det er fordi, jeg har arbejdet mange år på universitetet med videnskab. Og så hele den der diskussion også om fake news, og alt det vi hører, som er interessant, hvordan politikere negligerer facts, eksperter og viden, så på en eller anden måde, syntes jeg, det var vigtigt at tematisere det emne,« siger Tine Rask Eriksen.

Artiklen fortsætter under fotoet

Videnskaben og kunsten

»Når du er forsker, så er det meget vigtigt, at du kan forholde dig til verden på en ny måde forstået på den måde, at du altid kan se noget andet end det vedtagne eller det absolutte. Altså at du har en kreativitet, og du har en nysgerrighed, og du har en ydmyghed også,« siger Eriksen og fortsætter:

»Men når man laver videnskab, så er den kreative proces jo styret af nogle metoder, som man skal overholde for at blive accepteret i den videnskabelige verden. Og det er ord. Og det er meget abstrakte ord. Og det er ord som kan være meget livsforsagende i og for sig, meget lidt sanseligt sprog. Meget, ja, på sin vis distancerende fra livet. Men når du laver kunst, så er det på sin vis det samme. Der er noget, der trigger dig, der er noget, der taler til dig. Der er noget med at undersøge nogle indtryk på nogle nye måder, hvor ingen andre har været. Men der er ikke de samme krav.«

Ekkoer fra arbejdet på universitetet er ikke svært at spotte i udstillingen: Langs væggen hænger gennemsigtige slides med billeder af blandt andet Karl Marx og ord som ‘ideologikritik’.

»Det der, det er så alle mine overheads fra videnskabsteori, som jeg underviste i i mange år. Og det er Marx, og det er Althusser, og det er Levi-Strauss, og det er Bourdieu, og det er alle sammen mænd,« siger hun.

Forholdet mellem køn, særligt i videnskaben og mediernes verden, er generelt et gennemgående tema for Tine Rask Eriksens udstilling – og hendes karriere.

Artiklen fortsætter under fotoet 

Hun fremhæver en installation: Et gyldent mandetorso og –hoved, som også er promoveringsbilledet for udstillingen. Et broderet stykke stof fortæller, at værket hedder Paternalistisk univers. »Så er det jo sådan, at videnskaben foregår i et paternalistisk univers. Så det er det paternalistiske univers.«

Hun udpeger en anden installation: To glaskasser, der ligner hinanden til forveksling. Hver med deres kvindehoved, avisudklip og lille plastik-kvinde, men alligevel er de fundamentalt forskellige.

Det ene værk hedder præ-feminisme, mens det andet er kaldt post-feminisme. I sidstnævnte er den lille plastikkvinde seksuel og ved at afklæde sig.

»Jeg har også undervist i feministisk teori, så her er det præ-feminisme og post-feminisme, og det er sådan lidt en satire over, hvad skal man sige, de der moderne fjerde generationsfeminister, som er en særlig kaliber, vil jeg sige, for at sige det pænt,« siger Tine Rask Eriksen og griner.

»Når du laver videnskab og forskning, skal du være enormt tålmodig, og du skal kunne arbejde meget lang tid, før du har et resultat,« siger hun om ligheden mellem arbejdet med kunst og arbejdet med videnskab.

»Jeg vil gerne lave nye ting, jeg vil gerne søge nye veje. Og på den måde ligner de to processer hinanden enormt meget. Jeg tror ikke, jeg kunne lave det her uden den baggrund, jeg har fra universitetet. Jeg er vant til at formulere mig, jeg er vant til at promovere mig, jeg er vant til at formidle noget osv. Det har jeg haft rigtigt meget gavn af, og jeg tør noget. Jeg har altid godt kunne lide at være der, hvor man træder nyt,« siger hun.

Artiklen fortsætter under fotoet

Erindringer

Noget andet, der gennem størstedelen af udstillingens værker må siges at være nærværende, er fortiden. Både i Eriksens videnskabelige bølger og i erindringsartefakter, der sniger sig ind hist og pist: En lærebog forfattet af en forfader, en bog nedarvet fra Eriksens oldefar.

»Altså historien er jo fantastisk inspirerende,« siger Tine Rask Eriksen og tilføjer:

»Både samfundshistorie og ens egen erindring. Og det at blive ældre sætter livet i et andet perspektiv. Når man faktisk holder op med sin karriere. Jeg har jo været meget optaget af mit arbejde og været med til at lave utroligt mange spændende ting og rejst og gjort alt muligt, men det at arbejde med erindringsspor – der er mange af den slags spor, jeg ligesom har kunnet bruge, som man kan sige også har haft tæt tilknytning til de ting, jeg laver,« siger hun.

Langs væggen hænger serigrafiske tryk, der forestiller en slags farvestrålende labyrinter, trykt på broderede duge, som Eriksen har fundet på loppemarkeder.

»Jeg er jo vokset op i en tid, hvor man sad og broderede korsting,« fortæller hun. Men hun har levet i en tid, hvor idéen om, hvad en kvinde er, har været i hastig udvikling.

»Jeg var aktiv i rødstrømpebevægelsen, og mine børn kom i vuggestue, og man skulle gøre karriere. Og det har været fantastisk at opleve, men det har også haft sin pris,« siger Tine Rask Eriksen og tilføjer:

»Når man holder op med at arbejde, og får en god pension, som jeg gør, så har man fantastiske muligheder. Det er helt fantastisk. Så man kan gøre hvad som helst. Det liv, jeg har haft rent arbejdsmæssigt, har skabt en stadig opmærksomhed og nysgerrighed og ydmyghed på at blive ved. Altså mange af mine kollegaer, de sidder og skriver bøger. Jeg har skrevet de bøger, der skal skrives.«