Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Når vi ser på dinoer, ser vi jo os selv

Dinosaurer — Uniavisens Christoffer Zieler anskuer fortiden med en høne som prisme. Kombinationen af forstenede æg og dinosaur-kunst på Statens Naturhistoriske Museum er en vinder.

Jeg har fået nogle høns, som jeg er rigtig glad for at kigge på.

Med god grund! Fuglene er nemlig – mine tre høns inkluderet – ifølge videnskaben den eneste dinosaur-type, der overlevede kataklysmen for omkring 66 millioner år siden, sådan at vi kan påskønne deres fjerkræ-liv i dag. Den slags skal man værne om.

Men for den, der ikke lige står og har en høne på hånden, er udstillingen Dinosaurfamilier på Geologisk Museum på Øster Voldgade et glimrende alternativ.

Her er omdrejningspunktet dinosaur-æg, -adfærd og -familieliv, og om det kan palæontologerne sige forbløffende meget.

Knuste skaller

En fossileret dinosaur-rede med intakte æggeskaller indikerer fx, at ungerne nok har forladt udklækningsstedet ret hurtigt, klar til at leve deres eget liv, mens knuste skaller kan være tegn på, at her er hjælpeløse unger blevet opfostret i reden af deres mere eller mindre kærlige forældre.

Udstillingen Dinosaurfamilier

Geologisk Museum, Øster Voldgade 5-7

Åben fra fredag den 2. februar

Museets åbningstider er 10-17 tirsdag-søndag, (alle dage i vinter- og efterårsferien).

Det fortæller Christopher Ries, ph.d. i historie og udstillingsresearcher på Statens Naturhistoriske Museum, som gav Uniavisen en rundvisning en uges tid før åbningsdagen.

På udstillingen findes også eksempler på dinosaurernes redeindretning og overraskende forskelligartede æg. Hvor sauropoderne, altså de enorme dinosaurer med lang hals, lagde kuglerunde æg med en nopret overflade, producerede de planteædende fuglefodsdinosaurer flade, runde, lidt kokasseformede æg.

Og de kødædende dinosaurer, som er forfædre til nutidens fugle, lagde aflange æg med smukke furer.

»Fra næsehornsdinosaurerne [ceratopsierne], har man ikke fundet nogen æg,« siger Christopher Ries.

Uniavisen foreslår, at de spiste skallerne, ligesom høns.

Ries siger noget med, at det er muligt.

Skeletter i flugt

Hvad forskerne til gengæld ved, er, at næsehornsdinosaurerne levede og bevægede sig i grupper. Skeletterne af Protoceratops er af samme grund arrangeret  i et lille tableau, hvor et voksent dyr – på størrelse med en løve eller deromkring – og dens lille flok unger ses frosset i yndefuld bevægelse.

De tomme øjenhuler afsøger terrænet, hovederne er sænkede og opadvendte. De her knogler er klar til action, og giver mindelser om den lille skelethund Scraps fra Tim Burtons film Corpse Bride. Eller måske en flok sultne høns i løb henover en plæne.

»I gamle dage ville man have stillet skeletterne oprejst, sådan med halen slæbende hen ad jorden,« siger Christopher Ries.

Skulle de små protoceratopsskeletter ikke se levende nok ud, kan man skele til udstillingens  vægge, hvor den spansk-mexicanske kunstner og dinosaurfortolker Luis Reys situationsbilleder med dinosaurer i nær-fotorealistisk stil er hængt op. Reys værker er udført med akryl, airbrush og computer i en ret vild og knaldet farveskala, men hele tiden inden for rammerne af, hvad der videnskabeligt kan forsvares.

De store lærreder udgør en stor del af den samlede udstilling, og det er godt tænkt at bringe de kunstneriske forestillinger om dinosaurerne ind blandt knoglerne.

Dinokunst er stor kunst

For når vi ser på dinoer, ser vi jo os selv. Det kan ikke være anderledes. Selv om udstillingen på Geologisk Museum demonstrerer, at palæontologerne ud fra findesteder og gulligbrune knoglefragmenter er i stand til langt mere end at gisne om det reelt levede liv blandt dinosaurerne, er det stadig i hjernens egne indre sedimentlag, vi graver mest, når vi vil i kontakt med de uddøde dyr.

Derfor findes palæokunsten, hvor den menneskelige selvopfattelse og fantasi æltes sammen med fortidskundskaben og skaber billeder. For mit eget vedkommende er genren først og fremmest forbundet med Rod Ruths illustrationer fra bogen Dinosaurier (med to i’er) af Tom McGowan (udkom første gang i 1972).

Det er stadig i hjernens egne indre sedimentlag, vi graver mest, når vi vil i kontakt med de uddøde dyr.

I Ruths heftige tableauer er dinosaurerne skildret som krigsmaskiner i konflikt. Råstyrke vs hurtighed, eller tænder vs panser, som fx i det dejlige maleri, hvor den lille tætte, undertippede Ankylosaurus hamrer sin skællede hale med spids som en nosseformet morgenstjerne ind i fjæset på monstret Tyrannosaurus.

For andre mennesker er tjekkiske Zdeněk Burians (1905-81) mindre dynamiske, men stadig drabelige og samtidig mærkeligt eksistentielt knugede, dinosaurer nok den store kunstneriske reference. (Burian går for at være kongen af det 20. århundredes dinokunst).

Og for endnu andre vil grundbilledet i erindringen nok være CGI-velociraptorerne fra Jurassic Park. Skulle man høre til den gruppe, vil udstillingen være chokerende, for ifølge palæokunstner Luis Rey  (og åbenbart den nyere videnskab) var Velociraptor en fugl med vilde karnevaleske fjer. Den var ikke mindre farlig end i filmen, den så bare en hel del mere gakket ud.

Høns lægger forholdsvis store æg. Selv om de langhalsede mega-dinosaurer var store som bygninger, lagde de ret små æg.

PS: Til de palæokunstinteresserede: Forlaget Taschen har for nylig udgivet en gigantisk bog om palæokunst Paleoart – Visions of the Prehistoric Past af Zoë Lescaze. Den er en ren billedfest og endnu en påmindelse om, hvordan samtid altid redefinerer fortid.

PPS: Misty, Statens Naturhistoriske Museums selverhvervede sauropode-skelet, er ikke en del af udstillingen på Geologisk Museum. Den skal man på Zoologisk Museum for at se.

Annonce

Seneste