Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Naser K og Pia K pukker på burka-professor

»Fup og svindel« og »amatøragtig«. Pia Kjærsgaard og Naser Khader er ude med riven efter professor Margit Warburg og hendes forskerhold, som står bag den omdiskuterede burka-rapport

»Jeg overvejer at anmelde forskerne til Udvalgene vedrørende videnskabelig uredelighed. Det er så langt ude,« siger Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten i dag, hvor hun langer hårdt ud efter KU-forskerne, som har forfattet burka-rapporten. Den konservative Naser Khader er heller ikke begejstret.

Pia Kjærsgaard og Naser Khader kritiserer først og fremmest, at forskerne som led i deres undersøgelse også har henvendt sig til imamerne Abdul Wahid-Petersen og Abu Bashar samt Islamisk trossamfund, som Pia Kjærsgaard betegner som »ekstremister«.

Læs selv Burkarapporten.

Men professor Margit Warburg fra Københavns Universitet (KU)’s Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) afviser kritikken. Hun mener det ville være forkert, hvis ikke imamerne blev spurgt:

»Det ville være dårlig videnskab, hvis vi ikke havde spurgt alle, der tænkeligt har berøring med kvinder, der kunne finde på at bære niqab,« svarer Margit Warburg.

Forsker-kollegaer: Præget af tilfældigheder

Men Margit Warburg og hendes hold fra Københavns Universitet modtager også kritik for deres metodevalg fra kollegaer på universiteterne i Århus og Odense.

»Jeg er bestemt ikke imponeret over kildevalget, der er præget af stor tilfældighed,« siger Mehdi Mozaffari, der leder Center for Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet, til Information.

Han bakkes op af lektor i islam Torben Rugberg Rasmussen fra Syddansk Universitet:

»Der er mange af de kilder, som forskerholdet har talt med, der kan have en interesse i at tale burkaproblemet ned, ikke mindst fordi de ved, hvad politikerne ønsker at bruge undersøgelsen til,« siger han.

»Vi er kritiske«

Ifølge Margit Warburg har ToRS-forskerne ikke ukritisk godtaget de tal, de har fået fra de forskellige muslimske instanser. Tværtimod anslår forskerne tallet af kvinder i niqab eller burka til at være højere end oplyst.

»Og i øvrigt er resultaterne ikke særligt overraskende, fordi det svarer til de øvrige internationale undersøgelser,« fastslår professoren.

Hun bakkes op af dekan ved Det Humanistiske Fakultet Kirsten Refsing, som i en pressemeddelelse afviser, at rapporten sætter universitetets troværdighed på spil:

»Denne rapport er lavet efter alle kunstens regler,« siger Kirsten Refsing.

Seneste