Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Naturlig surrealisme fra Wes Anderson

Filmsamtale - »Jeg prøvede fra starten at se filmen med mine natur-fokuserede øjne, men efter kort tid var jeg så grebet af den, at jeg glemte alt andet,« siger kurator på Statens Naturhistoriske Museum Mogens Andersen om Moonrise Kingdom.

Moonrise Kingdom handler om forholdet mellem særlingene Suzy og Sam og deres fælles flugt ud i naturens omfavnende omgivelser. Sam er tolv år, forældreløs og spejder af hjerteblod. Men han er en enspænder og har svært ved at finde sin rolle i korpset. Derfor melder han sin afsked med spejderlejren for at tage på eventyr med Suzy, der ligeledes rømmer fra familien og sin rolle som ”problembarn”.

De to unges samhørighed bliver kun stærkere af de udfordringer, rejsen byder på og i takt med, at civilisationen forsøger at indhente dem.

At verbalisere en oplevelse

Mogens Andersen og jeg bliver siddende i biografen helt indtil rulleteksterne er færdige. For Wes Andersons usædvanlige sans for detaljerigdom kommer også til udtryk under krediteringerne, som akkompagneres af en stemme, der introducerer alle instrumenterne, i den række, de optræder i det storslagne musiknummer som afslutter filmen.

»Det beskriver godt, hvordan filmen giver betydning til de enkelte elementer, der binder værket sammen til en helhed,« siger jeg, mens vi stadig sidder i salen.

Og det er med et strejf af ambivalens – hos os begge, tror jeg – at vi bevæger os ud i ’virkeligheden’ for at omsætte oplevelsen til udsagn – for hvilke vil egentlig være værdige til den fascination, vi er fyldt op med?

Grundig researcharbejde

Min filmgæst, kurator på Zoologisk Museum Mogens Andersen, har ikke været i biografen i 15 år. Han er en smule overvældet og ekstremt begejstret. Filmen fangede ham i en sådan grad, at alle forudgående præferencer forsvandt:

»Jeg prøvede fra starten at se filmen med mine natur-fokuserede øjne, men efter kort tid var jeg så grebet af den, at jeg glemte alt andet« siger han med opfyldte øjne.

Og det er et påfaldende godt tegn, for Andersen har tit oplevet, at malplacerede naturfænomener kan forstyrre oplevelsen:

»Hvis jeg ser en film der foregår ude i naturen og de har lagt lyden af fuglesang ind et sted, hvor jeg ved, den ikke kan eksistere, så distraherer det mig. Det forekom på intet tidspunkt i denne film. De har åbenbart gjort grundig research,« smiler Andersen.

Surrealisme og natur

Som kurator på Zoologisk Museum hjælper Mogens Andersen nogle gange med at udvælge præparater, så de bedst muligt illustrerer de historier, udstillingsafdelingen har valgt at fortælle. Wes Anderson er kendt for sin helt særegne visuelle stil, der ofte er bygget op i tableauer, der, lige som Zoologisk Museums udstillinger af dyr og natur, er gennemtænkt ned til den mindste detalje.

Og det sammensatte univers er meget troværdigt i Andersens øjne:

»Det er interessant, hvordan filmen balancerer mellem det surrealistiske og det naturlige, for selv i sine modsætninger, forenes de i filmen. Den surrealisme, der findes i hjemmet til Suzy, inden for huset og samfundets rammer, og som også kommer til udtryk i spejderlejrens påfaldende og obskure rutiner, bliver i mødet med den fordomsfrie og altomfattende natur, transformeret til noget reelt, der på underlig vis repræsenterer en ægthed,« siger kuratoren.

I samspil med naturen bliver de unge elskende – for en kort periode – frigjort fra visse pålagte roller og deres egen væremåde bliver normen – surrealisme og/eller normalitet udviskes.

Naturens paradoks

Andersen fortæller, at naturen i vores kulturprodukter ofte enten præsenteres som det truende eller som fristedet. Vi helliggør naturen og er afhængige af den for at overleve, samtidig med at den er noget, vi skal håndtere udfordringerne af.

»Naturen har en kompleks rolle, og vi er alle indkodet til at respektere den. Filmen formår at gengive denne kompleksitet, ved at naturkræfterne er medspillere i fortællingen. Den kommende storm er en dramaturgisk drivkraft og får en afgørende rolle i filmens klimaks. Alligevel virker den aldrig oprigtig truende,« siger Mogens Andersen og uddyber:

»Sam og Suzy er allierede med naturkræfterne. Det, der i udgangspunktet er truende – stormen – spiller med på deres hold.«

Sådan set er filmen en hyldest til naturen, mener kuratoren. En slags ’back to nature’-fortælling, af den slags der er populære nu til dags som kontrast til de værdier, der gælder i vores moderne industrialiserede verden – der for øvrigt heller ikke mestrer at omfavne eller blot finde plads til de skæve eksistenser, som ikke umiddelbart har en passende rolle i produktions- og socialiseringsmaskinen.

Kritik af samfundets normative forståelse

Naturen bliver i filmen synonym med en frihed fra at skulle passe ind i de af samfundet opstillede rammer. Og den fungerer som et tilflugtssted, hvor de udsatte eksistenser kan gemme sig for frk. socialforvaltning:

»Filmen har så mange lag, at det er svært at sætte ord på dem enkeltvis. Men det hele spiller sammen så imponerende godt, og det giver en mættet oplevelse af at have set noget, der både fascinerer og inspirerer visuelt og samtidig rummer en dybde af samfundskritik og menneskelig indsigt. Jeg sidder tilbage med en beundring for denne måde at formidle et stof på,« siger kuratoren.

Filmen fungerer ikke blot som en fortælling, men er et flerstemt værk: pragtfuldt flettet sammen med blik for de små detaljer og et overskud til, at ville sige noget om mennesket, dets plads i samfundet og i naturen – og ikke mindst overfor hinanden.

At have noget på hjertet

Moonrise Kingdom er en formfuldendt film, der stimulerer både sanserne og intellektet. Persongalleriet er befolket af sammensatte karakterer, hvis karikerede fremtoning ikke skygger for deres dybde. Scenerne indkapsler både det universelle (samfundets manglende evne til at værdsætte dem, der er anderledes) og det partikulære (Sam og Suzys kærlighed):

»De storslåede tableauer må have taget både tid og præcision at opstille. Og selv om de er iscenesatte, så virker de omfavnende og fascinerende, der hvor andre scenarier af denne størrelse kan lide under en tilbøjelighed til, at virke distancerende,« siger Andersen.

Og det er måske netop fordi de instruerede opsætninger på det overordnede plan løber et humanistisk ærinde, at de fungerer.

Dette er altså en film, der har meget på hjerte. Og formidler det på formidabel og tankevækkende vis.

Den er befriende original på ordentlig Wes Anderson-manér, men med et særlig bankende hjerte for de to gnistrende hovedroller – som er nemme at elske, fordi de rummer en opløftende menneskelighed, som det er behagelig at være i selskab med.

line.hjorth@adm.ku.dk

Seneste