Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nedskårne medicinere i blodbad

Videnskabsministeriet blev sovset ind i blod og afhuggede lemmer, da en gruppe studerende demonstrerede mod besparelser på lægestudiet

Symbolikken var tyk som koaguleret blod, da en gruppe studerende belejrede fortovet foran Videnskabsministeriet mandag den 7. september. Arme blev afhugget, indvolde udskåret, skrig blev skreget og ligklæder dækket op under en sigende parole: »I amputerer vores uddannelser – invester i fremtiden.«

Blodbadet var sat i scene af en gruppe studerende fra Studenterrådet på Københavns Universitet (KU) for at gøre opmærksom på, hvilke konsekvenser nedskæringerne på lægestudiet kan have for et samfund. Og dets fejlbehandlede borgere.

I 2009 har KU ifølge Studenterrådet skåret 25 millioner på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund) – heraf 2,4 millioner kroner af medicinstudiet – blandt ved besparelser på praktik, vejledning og undervisning i medicinsk kemi. Og det haster med at få rettet op på de skader, nedskæringerne har forvoldt, siger talsperson for de aktionerende studerende, Ida Buhl.

»Der er i en årrække blevet skåret ned på lægestudiet og det lader regeringens finanslovsforslag ikke til at rette op på. Og desuden er der blevet optaget mange flere studerende i år end sidste år, og dem er der ikke afsat tilstrækkelige midler til,« siger hun.

Investeringer går uden om de studerende

Regeringen har i sit udspil varslet moderniseringer og nybyggerier for 2,5 milliarder kroner på Københavns Universitet, som blandt andet skal være med til at finansiere en helt ny laboratoriebygning, Panum-bygningen, på Sund. Men det lukker ikke munden på de studerende.

»De investeringer kompenserer ikke for nedskæringerne i undervisning og vejledning. Medicin står til at blive skåret i taxametertilskud, selv om regeringens egen McKinsey-rapport viste, at der var behov for øgede investeringer,« siger Ida Buhl, som ikke ser besparelser som et nødvendigt onde under en økonomisk krise.

»Man skal investere sig ud af krisen. Det er sværere at rette op på forringelser, end det er at vedligeholde en god standard. Og jeg vil personligt ikke være tilfreds med at blive en dårligere læge, fordi der ikke blev investeret nok i min uddannelse.«

Industrisamfundet venter

Ida Buhl er selv medicinstuderende, men de demonstrerende studerende kommer fra mange forskellige studieretninger. Og Ida Buhl understreger, at nedskæringerne har ramt KU bredt. Tidligere i år blev 70 ansatte fyret fra Det Naturvidenskabelige Fakultet og Folkesundhedsvidenskab er også hårdt ramt, fortæller hun.

»Medicin er blot ét eksempel på et studie, der mangler penge. Næste gang vi demonstrerer, bliver det sikkert på et andet studie.«

»Hvis vi fortsat skal bryste os af at være et vidensamfund, er vi nødt til at investere. Vi kan også gå tilbage til at være et industrisamfund, så skal vi bare stå ved det. Det tror jeg bare ikke, at nogen har et ønske om,« siger Ida Buhl.

ser@adm.ku.dk

Seneste