Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Niels Bohr Institutet fejrer 100 år: »Nu er vi gået videre og arbejder med det, der skal forme fremtiden«

Niels Bohr Institutet har rundet 100 år. På de år har forskningen rykket sig fra tavler til kvantecomputere, men den uformelle og antihierarkiske ånd fra Bohrs tid er her stadig.

»Det er jo herinde, at store dele af vores verdensforståelse startede,« fortæller professor Anja C. Andersen, da vi træder ind på Niels Bohrs gamle kontor på Niels Bohr Institutet.

Det var her mellem mørke træmøbler og støvgrønne vægge, at Niels Bohr gjorde sig nogle af de tanker, der siden skulle ændre verden. Knap et årti inden han flyttede ind på kontoret, udgav han i 1913 en skelsættende artikel, der kortlagde atomets opbygning – og som han senere fik nobelprisen for.

Visse beregninger viser, at ideerne skabte fundamentet for en tredjedel af verdens bruttonationalprodukt. For uden den artikel, ville vi hverken have transistorer, lasere eller meget andet, der er afgørende for at kunne bygge en computer, en smartphone eller have internet.

»Kort sagt al højteknologi,« opsummerer Anja C. Andersen.

Men Niels Bohrs effekt på verden kom ikke kun af hans egne idéer. Han skabte et institut, hvor verdens førende fysikere samledes, og det førte blandt andet til revolutionerende forandringer i den medicinske verden, fortæller Anna C. Andersen. Hun peger på et af de mange sorthvide billeder af store skikkelse fra instituttet, der hænger på væggen.

»Ungareren George de Hevesy for eksempel. Han fik nobelprisen for at skabe nuklearmedicinen, der gør at vi kan spore ting i kroppen og som hele vores kræftbehandling og forskning er bygget op omkring.«

Der er altså meget, der startede på Niels Bohr Institutet, der i disse dage både fejrer 100-året for, at Bohr fik sin nobelpris – samtidig med at de fejrer 100-års-jubilæet for instituttet, som pandemien ellers forhindrede sidste år forhindrede.

Uniavisen tegner et portræt af et institut, der i dag står mellem en historisk fortid som fysikverdenens absolutte centrum og en fremtid med nytænkende teknologier. Men samtidig også et institut, der har insisteret på at bevare flere af de værdier, der går helt tilbage til Bohrs tid.

Pandemier og forsinkede bygninger

Under taget i den højere nabobygning sidder en gruppe folk, der kan instituttets historie til fingerspidserne, for her ligger Niels Bohr Arkivet. Christian Joas, der er tysk videnskabshistoriker og leder af arkivet, er hurtig til at tegne en parallel mellem fortid og nutid.

»Ude foran står der jo 1920 på bygningen. Men også dengang var byggeriet forsinket, så instituttet åbnede først i 1921. Både strejker og inflation i kølvandet på den første verdenskrig var hovedårsagerne til forsinkelsen, men dengang havde der også lige været en pandemi, der måske var med til at forsinke det,« siger han og konstaterer, at forsinkelsen dengang dog ikke havde så meget med dårlig byggeledelse at gøre.

Allerede da Niels Bohr i 1916 blev professor, begyndte han at lede efter midlerne til at åbne det, der skulle blive Niels Bohr Institutet. Efter han i 1913 havde formuleret sin berømte atommodel, fik professoren international berømmelse, som han brugte til at samle penge, men det tog altså mange år at indsamle tilstrækkelige midler.

»Pengene kom først og fremmest fra staten og fra private donorer, mens Carlsbergfonden købte en gitterspektrograf, der er et dyrt eksperimentelt udstyr, Instituttet havde brug for,« fortæller Christian Joas.

Instituttet kom flyvende fra start. Allerede efter et år modtog Niels Bohr Nobelprisen i fysik, og instituttet fik med det samme en særlig status, som Bohr brugte til at skabe et internationalt samlingspunkt.

»Der var en slags guldfeber, hvor fysikere kunne mærke, at der var noget spændende på vej, som de hellere måtte være en del af. Samtidig åbnede Bohr også op for tyskerne efter første verdenskrig, der ellers ikke var særlig velkomne andre steder – og her kom blandt andet den senere nobelprismodtager Werner Heisenberg til.

De internationale forskere opdagede den særlige atmosfære, der var på instituttet, som bar præg af nysgerrighed, et fladt hierarki og en uformel stemning, fortæller Christian Joas og finder et sort-hvidt billede frem. På billedet fra 1922 sidder Bohr og de andre fysikere afslappet på katederet i auditoriet.

»Den der uformelle stemning kunne slet ikke forestilles i Tyskland i den tid, hvor det meget mere var sådan, at professoren talte, og de andre lyttede,« fortæller Christian Joas, der er forsker i fysikkens historie i det tyvende århundrede.

Han finder endnu et sorthvidt billede frem for at understrege pointen om den uformelle stemning. Denne gang fra Københavnerkonferencen i 1930 – en årlig konference, hvor fysikere verden over samledes i det famøse Auditorium A og diskuterede tidens revolutionerende ideer.

På billedet ses fysikkens absolutte verdenselite – heriblandt Bohr og fire kommende nobelprismodtagere – på auditoriets rækker.

Foran nogle af verdens klogeste mennesker ligger tre overraskende genstande: En legetøjstrompet, en miniaturekanon og en mekanisk trommeslager.

»Der kom et trut fra trompeten, hvis man var begejstret over det, der blev sagt. Var man uenig, kunne man skyde hul i teorierne med kanonen. Og hvis man ville give applaus, kunne man bruge trommeslageren. Det siger jo meget om stemningen,« konstaterer han.

Piber og lighed

Tilbage på Niels Bohrs gamle kontor fortæller Anja C. Andersen, at hun i den grad stadig kunne mærke Niels Bohrs ånd, da hun startede på fysikstudiet i 80’erne – også selvom Bohr for længst var død.

»Det kunne helt håndgribeligt ses ved, at alle mine undervisere røg pibe, fordi Niels Bohr havde røget pibe. De var unge under Bohr og havde både taget både pibe og ånd med videre.«

Særligt husker Anja C. Andersen, at det virkede som om, at der ikke var så meget hierarki. Kantinens runde borde, hvor man ikke kunne sidde alene, betød, at man som studerende ofte kom i snak med forskerne.

»Så satte man sig enten ved nogle forskere eller nogle forskere satte sig ved en. Og der var ikke noget hovskisnovski med, at fordi man havde fået en nobelpris, ville man ikke nedværdige sig til at snakke med en bachelorstuderende.«

Sådan er det ikke alle steder, understreger hun. Anderledes var stemningen, da hun var postdoc i Tyskland for eksempel. Her talte professorerne ikke med hvem som helst.

»Men hvis du siger noget klogt som førsteårsstuderende på Niels Bohr Institutet, så lytter vi. Og hvis du siger noget dumt som professor, så lytter vi ikke. Der er ikke så meget hierarki med titlerne,« fortæller hun.

Tankegangen med fladt hierarki lever videre i dag, bekræfter Victoria Inselmann, der studerer fysik på tredje år. Det kom blandt andet til udtryk, da hun på et tidspunkt fortalte en af sine forelæsere i et kursus i kvantemekanik, at hun var nysgerrig på mere.

»Og så spurgte han pludselig, om jeg ikke ville være med til at udvikle nogle øvelser med kvantecomputer til undervisningen. Og der var jeg bare sådan ’Altså lave.. undervisningsmateriale? Jo, det kan jeg vel godt’. Det tror jeg er ret unikt for fysikstudiet,« konstaterer hun.

Samtidig kendetegner livet som studerende, at der er et stort fællesskab, hvor man kender hinanden på tværs af årgange, og hvor man hjælper hinanden, når man er udfordret, fortæller hun.

Det betød, at hun i den første periode på fysikstudiet stort set aldrig kom hjem inden mørkets frembrud.

»Det var så hyggeligt at være her, at man sad og regnede opgaver med hinanden, når undervisningen var slut. Sådan har jeg det stadig. I går havde jeg fri, men så tog jeg herhen frem for at sidde og læse i en eller anden læsesal.«

Den stemning kan kun opstå, fordi de studerende er både nysgerrige og dygtige, mener hun.

»Der er plads til nørdede samtaler over frokostpausen.  Ofte sidder der også lige en bagved, der overhører det og kaster sig ind i samtalen.«

Men selvom nogle af tankerne om lighed, uformel stemning og nysgerrighed stadig præger instituttet, har hun ikke tænkt på det som noget fra Niels Bohrs tid.

»For mig som studerende er det ikke historien, der fylder. Det er hverdagen med fællesskab og vores undervisning, hvor vi jo også har bevæget os videre fra det, der var cutting edge på Niels Bohrs tid,« forklarer hun.

Frysere og kvantecomputere

Ånden er den samme, men forskningen er en helt anden i dag, bekræfter Anja. C. Andersen. I dag har Niels Bohr Institutet 430 medarbejdere fordelt på fem forskellige adresser – og forskerne arbejder med alt fra klima, sorte huller og kræftforskning til fremtidens kvantecomputere.

»Den del af atomkernen, som de arbejdede med dengang, er ligesom på plads. Så nu er vi gået videre og arbejder med det, der skal forme fremtiden,« lyder det fra professoren.

Et af de steder, hvor fremtidens forskning finder sted, er på fjerde sal i H. C. Ørsted-bygningen. Her og på etagerne under ligger Center for Quantum Devices, der siden 2012 har samlet verdens førende forskere med det formål at udvikle såkaldte kvantecomputer – en teknologi der ville have langt større regnekraft end nutidens computere.

Anasua Chatterjee er en af topforskerene, der vidner om, at instituttet stadig kan tiltrække de fineste forskere. Sidste år kom den Princeton-uddannede adjunkt på Berlingskes Talent 100-liste, og hun bliver set som en af de afgørende skikkelser i kvantecomputernes udvikling.

»Det er lidt hektisk her til morgen – vi har altid travlt,« konstaterer hun, mens hun viser rundt på kvantelaboratoriet, hvor studerende og forskere mellem kabler og maskiner snakker hen over højlydte kompressorer.

Kompressorerne danner et undertryk i lokalets otte cylindre, der er en slags ekstremt kolde frysere, som kan få partiklerne inde i dem til at stå så godt som stille – en afgørende proces at forstå og udvikle kvantecomputere.

Anasua Chatterjee peger på, at teknologien for eksempel kan bruges til at lave modeller for, hvordan man kan lave superkonduktorer, der ikke taber energi, eller hvordan man binder nitrogen i gødning.

»Det lyder ikke nødvendigvis supersexet, men det er ting, vores verden bruger helt vildt meget energi og drivhusgasser på.«

Anasua Chatterjee oplever instituttet som i den absolutte forskningsfront, og så adskiller sig på et par områder. Det gælder blandt andet i forhold til bureaukrati, som hun har oplevet langt mindre af hér.

»Og så er vi måske mere uformelle med de studerende. De har lettere ved at hive fat i mig, og de er ikke bange for at give deres mening til kende,« fortæller hun.

Hun kendte i sin tid som studerende først og fremmest instituttet for dets historie, men da hun blev færdig på Princeton og centeret åbnede i 2012, blev hun opmærksom på, at der foregik topforskning inden for sit felt på instituttet.

Det var finansieringen og de mange gode forskere på centeret, der fik hende til at tage søge mod København, og det er kvaliteter, der er resultat af stedets historie, mener hun.

»Du kan ikke bare smide en masse penge i noget og regne med, at det tiltrækker folk. Der har været en ubrudt kæde af dygtige folk, der tiltrækker unge talenter siden Bohrs tid – og så skal man heller ikke underkende værdien af, at der er en slags prestige i selve historien,« konstaterer hun.

Flere kvinder

På Bohrs gamle kontor hænger en række billeder af alle instituttets medarbejdere og studerende fra de første år – billederne blev taget hvert år på Bohrs fødselsdag. Traditionen holdes stadig i hævd og de nyere billeder hænger på gangen, der er på den anden side af væggen.

Særligt en væsentlig forskel falder i øjnene, når man sammenligner billeder på hver sin side af væggen: Der er kommet flere kvinder iblandt.

Sidste år var 27% af de optagne studerende kvinder. Men da Anja C. Andersen var studerende i 1980’erne, var det nærmere hver tiende, og synet på kvinder var anderledes, husker hun.

Det kom blandt andet til udtryk, da hun på sit første år med en anden kvindelig studerende stod over for en ældre underviser, der kiggede på dem og sagde, at sådan nogle piger som dem, der ikke turde få snavsede negle, aldrig ville komme igennem studiet.

»Vi stod bare der i cowboybukser, gummistøvler og islandsk sweater og vendte os rundt, fordi vi tænkte ’hvem er det dog, han snakker til?’. Der gik lidt tid, inden det gik op for mig, at han snakkede til os,« griner hun.

Dengang var der kun et enkelt dametoilet på hele instituttet – et der i øvrigt lå ved receptionen, hvor de kvindelige sekretærer sad. Men en dag, da professoren kom derud, blev hun mødt af et skilt med en stor gul trekant.

»Der var åbenbart nogle, der ikke rigtig syntes, at det var et toilet, der blev brugt, så de valgte bare at opbevare radioaktive prøver derude. Der havde man så ikke lige lyst til at gå på toilettet.«

I dag er alle toiletterne kønsneutrale, og der er flere kvindelige studerende. Men det betyder ikke, at man ikke længere møder udfordringer, fortæller Victoria Inselmann. For nyligt havde en stor gruppe studerende en snak om køn i forlængelse af et foredrag om kvinder i fysik.

»Og der var flere kvindelige studerende, der oplevede, at de oftere får tilbudt hjælp end mændene. Selvom det på overfladen kan virke hjælpsomt, kan der måske nedenunder være en antagelse om, at kvinderne har mere brug for hjælp – og det er jo egentlig lidt nedladende,« fortæller hun og understreger, at hun ikke selv har oplevet den slags, men er glad for, at dialogen er der.

Samtidig, fortæller hun, at der i løbet af de første to år kun var en tre kvindelige forelæsere, og at hun derfor har haft sværere ved at spejle sig i underviserne.

»Da jeg fik Anja Andersen, gik jeg for eksempel ned til hende og spurgte til livet som forsker, og om hendes rejse fra fysikstuderende til forsker og underviser. Det har jeg jo aldrig gjort med de mange mandlige undervisere, så jeg havde tilsyneladende nemmere ved at snakke med hende,« fortæller hun.

Instituttets fremtid

Behovet for flere kvindelige forskere bliver anerkendt af institutleder Jan W. Thomsen. For et år siden fremlagde han således en ambitiøs strategi om, at der i 2030 skal være 35 procent lektorer og 30 procent professorer, der er kvinder – et stort ryk fra de 20,6 procent lektorer og 13,8 procent professorer, der var i 2021.

»Det bunder også i Niels Bohrs værdier, hvor vi herude er ligeglade med, hvem du er – det handler om, hvad du kan.«

Men strategien kom netop på baggrund af en undersøgelse, der viste, at der trods Bohrs værdier var en majoritet af kvinderne, der følte sig forskelsbehandlet, erkender han.

Kvinderne følte sig overset, overhørt og følte sig i højere grad overbebyrdet med administrative opgaver, viste undersøgelsen, der blev en øjenåbner for Jan W. Thomsen.

»Det overraskede mig meget. Og det gjorde det også klart, hvor vigtigt det er, at vi laver den her plan med konkrete kriterier, jeg kan blive målt og vejet på,« lyder det fra institutlederen.

En indsats der gør Anasua Chatterjee lidt mere optimistisk omkring fremtiden for kønsbalancen.

»Jeg tror, at alle er enige om, at det er et vigtigt mål. Jeg skal som forskningsleder også være bedre til at sikre, at kvinder får den plads på forfatterlisten, de fortjener og så videre. Men heldigvis ser vi, at det går i den rigtige retning,« fortæller hun.

 

At få flere kvinder er langt fra den eneste udfordring instituttet står med, fortæller Jan W. Thomsen. For få steder bliver Niels Bohr Institutets balancegang mellem historie og fremtid gjort tydeligere end i sagen om Niels Bohr Bygningen, der gang på gang er blevet forsinket.

»Vi bliver nødt til at blive med at investere i de nuværende bygninger – og det er penge, vi kunne have lagt i de nye bygninger. Det er ærgerligt, for vi er glade for historien, men vi skal altså også have gode faciliteter, så vi kan blive en del af fremtiden,« konkluderer han.

Tilbage på Bohrs gamle kontor genkender Anja C. Andersen den balancegang og ser frem til den nye bygning. Hun peger på, at bygningerne kan hjælpe med både ånden fra historien og fremtidens forskning.

»Med bygningerne bliver vi jo endeligt samlet igen, så vi kan dyrke de her værdier fra Bohr sammen. Og samtidig får vi så heldigvis også nogle gode faciliteter, så vi kan blive ved med at være vigtige for verdenens opdagelser.«

Annonce

Seneste