På en smal gang på Blegdamsvej på Østerbro banker institutleder Jan Westenkær Thomsen forsigtigt på døren til lokalet, hvor den moderne civilisation blev født. Ingen svarer, og han trykker håndtaget ned.

Et kvarter tidligere, på hans kontor i den tilstødende bygning, har han prøvet at gøre klart, hvor epokegørende det var, det der skete bag den hvide dør for 90 år siden:

»Det er jo dér, det startede! En helt ny type fysik. En helt ny verdenserkendelse, som gjorde, at vi kunne forstå mikroverdenen meget bedre. Vi kunne regne fornuftigt på den og lave præcise forudsigelser, så præcise, at de førte til transistoren, til din laptop, til moderne elektronik. Det er det, vi kalder den første kvanterevolution. Den startede lige her!«

Rummet er spartansk indrettet. Hvide vægge, seks hvide bænkerækker med plads til 60 mennesker og en stor sort tavle bygget ind i den ene endevæg. Det har set sådan ud siden 1921, bortset fra tavlen, som blev modificeret i 1934.

Auditorium A bliver stadig brugt til undervisning (så længe det varer), men lige nu er det tomt. Der hænger ikke meget på væggene. Nogle enkelte fotografier. Et af dem er taget i 1930 oppe fra katederet. 19 mænd og en enkelt kvinde sidder på bænkerækkerne. Det er Niels Bohr og hans disciple. Fire af dem kommende nobelprisvindere i fysik. Tre kommende vindere af Max Planck-medaljen. Ham, der bliver kendt som ’brintbombens fader’ sidder på midterste række. Ligesom Piet Hein, der startede og aldrig fik færdiggjort sine fysikstudier på Bohrs institut. De ser stive og formelle ud, bortset fra Piet Hein, der – antiautoritær som han var – ikke havde slips på.

Men billedet af de stive forskere lyver, siger Jan Westenkær Thomsen.

»Jeg tager gerne folk over i auditorium A og viser dem, hvor Niels Bohr og hans allierede arbejdede og skændtes. Og jeg siger skændtes, for det var stærke holdninger, der blev brudt. Der var vilde diskussioner om molekyler, atomer, kvantemekaniske fortolkninger af systemer. Når jeg tager folk herover, siger jeg: ’Det her er fødslen af den moderne civilisation. Lige her. I de her lokaler’. Det er sjælen!«

Det er ikke kun fortiden og arven efter Niels Bohr, der begejstrer ham. Lige nu er flere af hans medarbejdere på nippet til at få så stort et videnskabeligt gennembrud, at han ikke tøver med at kalde det ’den anden kvanterevolution’.

Og midt i det hele, i begejstringen over fortiden og fremtidsudsigterne, skal Jan Westenkær Thomsen lede et projekt, der vækker stor bekymring blandt de ansatte. Ifølge en af dem truer det ligefrem instituttets eksistens.

For Niels Bohr Institutet, Danmarks internationalt set nok mest berømte institut, skal flytte. Et skandaleramt kæmpebyggeri i glas og beton venter knap en kilometer væk på Jagtvej – når det 7-9-13 bliver klar til indflytning engang i 2019. Jan Westenkær Thomsen siger selv, at en del af instituttets sjæl ligger i de gamle bygninger på Blegdamsvej. Hvordan sørger han for, at sjælen flytter med?

I den tilstødende bygning, helt oppe under loftet, hjælper tre eksperter i instituttets historie med at definere, hvad det er for en sjæl, der skal flyttes.

»Det her billede fortæller historien om, hvor internationalt stedet var fra dag ét,« siger Christian Joas, tysk videnskabshistoriker og nytiltrådt leder af Niels Bohr Arkivet, mens han viser et grynet personalebillede fra instituttets åbning i 1921: Blandt de otte ansatte (inklusive Bohr selv) er seks nationaliteter repræsenteret.

Vi sidder mast sammen ved Christians skrivebord sammen med hans forgænger Finn Aaserud og arkivar emeritus Felicity Pors for at få ro for de bankende håndværkere, der er ved at istandsætte vinduer på den fredede bygning.

Det var Bohr selv, der byggede den – om end ikke med egne hænder, så tæt på.

Han tog sin doktorgrad fra Københavns Universitet i 1911, og da han fem år senere blev ansat samme sted som professor, var det med en klar målsætning om at skabe et institut, der kunne byde på ordentlige forhold for fysikken ved KU. I mellemtiden havde Bohr opnået international berømmelse med sin atommodel. Og den berømmelse forstod han at bruge til at skaffe de penge, grunde og byggetilladelser, der skulle til for, at Københavns Universitets Institut for Teoretisk Fysik kunne åbne på Blegdamsvej i 1921.

»Bohr var en speciel person. Han levede en slags dobbeltliv. Når han var sammen med de studerende, var han fuldstændig dedikeret til fysikken. Men samtidig var han i stand til at fundraise penge til instituttet – og han skilte de to opgaver helt ad,« siger Finn Aaserud og tilføjer, at fundraisingen ikke nødvendigvis er den del af Bohrs ånd, forskere ved instituttet har identificeret sig med gennem tiden: »Da jeg kom til hertil i ’89 og indikerede, at Bohr var interesseret i det materielle, blev jeg af nogle anset som nærmest en kommunist.«

Andre dele af Bohrs arv er der større konsensus om. For eksempel hans evne til at tiltrække internationale talenter.

Fra 1921 til 1961 tilbragte 444 forskere fra 35 lande en måned eller mere på Bohrs institut. Ifølge Christian Joas havde det en særlig betydning, at danskeren åbnede dørene for de tyske forskertalenter, som man ikke ville røre med en ildtang i England og Frankrig i årene efter 1. verdenskrig. Historien gentog sig under Den Kolde Krig, hvor Bohr holdt dørene åbne for russiske forskere, og hans institut blev noget nær det eneste sted i verden, hvor fysikere fra begge sider af jerntæppet kunne mødes og udveksle teorier.

Når de internationale forskere kom til København, blev de konfronteret med en anden ting, der i dag bliver betragtet som en vigtig del af Bohrs ånd:

»Der er rapporter om tyske forskere, der i 20’erne blev chokeret over den uformelle atmosfære på instituttet,« siger Finn Aaserud. »De var ikke vant til, at man kunne åbne døren til et auditorium og se en russisk videnskabsmand liggende på ryggen på bordet med den store professor bøjet ind over ham, midt i en ophedet diskussion.«

Det uformelle kom også til udtryk i Bohrs forkærlighed for det finurlige. Til de såkaldte Københavnerkonferencer, der blev afholdt årligt fra 1929, spillede tilhørerne på en legetøjstrompet, hvis de kunne lide, det der blev sagt – og affyrede skud med en miniaturekanon, hvis en teori var fuld af huller. De unge fysikere opførte sketcher og udgav tidsskriftet Journal of Jocular Physics med uhøjtidelige beskrivelser af livet og forskningen på institutet. Bohr satte generelt ikke mange grænser, på nær, siger Finn Aaserud, når de studerende spillede bordtennis med hans bøger.

Og så er der en tredje ting, flere på instituttet nævner, når man spørger dem om Niels Bohrs ånd: Stædigheden. En elsket anekdote fortæller om engang i 1926, da Bohr fik besøg af fysikeren Erwin Schrödinger, der ikke købte Bohrs og hans protege Werner Heisenbergs fortolkning af kvantemekanikken².

»Under besøget blev Schrödinger syg, men selv om han havde høj feber, blev Bohr siddende på sengekanten og insisterede på at diskutere videre. Det må have været en stærk oplevelse,« siger Christian Joas.

Lige så berømte er Bohrs diskussioner med Einstein om samme emne ved de såkaldte Solvay-konferencer i Bruxelles. Einstein accepterede heller aldrig Bohrs fortolkning af kvantemekanikken.

Finn Aaserud kan en anden historie om den Bohrske vedholdenhed – og Einsteins for den sags skyld:

»Einstein besøgte Bohr, før instituttet blev bygget. Historien går, at Bohr hentede ham på banegården, hvorefter de tog en sporvogn – og blev ved med at pendulere frem og tilbage mellem endestationerne, fordi de blev så optagede af deres diskussion, at de glemte at stå af.«

På stueetagen i professorvillaen står tiden stille.

Jan Westenkær Thomsen åbner døren til arbejdsværelset, der står præcis, som det gjorde på Bohrs tid. På væggene hænger falmede billeder af fysikkoryfæer og fællesfotografier af instituttets medarbejdere, et billede for hvert år.

»Vi bruger nogle gange rummet, når nogle af de store fonde skal underskrive en stor bevilling,« siger Jan Westenkær Thomsen.

I de første år havde Bohrs arbejdsværelse været en del af familiens hjem, indtil de i 1932 flyttede ind i æresboligen på Carlsberg.

Før instituttet blev bygget, og før Niels Bohr blev gift, spurgte han sin tilkommende i et brev, om hun ville være som en mor for hans studerende, hvis han fik oprettet sit institut. Den opgave tog hun på sig. Forskerne på instituttet blev en del af familien, når de ankom. På billeder fra starten af 30’erne kan man se Bohrs børn lege med Lev Landau, George Gamow og Edward Teller– eller Onkel Landau, Onkel Gamow og Onkel Teller, som de kaldte dem.

Da den unge amerikaner Ben Mottelson kom til København i 1950 med sin kone og deres nyfødte søn, tog familien Bohr imod ham med åbne arme. Sønnen Malcolm kan – som et af sine tidligste minder – huske juletræsfesterne i Bohrs hjem på Carlsberg.

Og det var ikke kun de ansatte som blev hevet indenfor.

»Magrethe Bohr havde en ide med at invitere unge studerende på eftermiddagste for at lære dem at kende,« siger Jan Westenkær Thomsen. »Det er en ting, der lever videre i dag. Det åbne. Der er noget familiært over instituttet.«

På facaden af den oprindelige institutbygning, den med Auditorium A, hænger en række bogstaver. Oprindeligt stavede de ’Universitetets Institut for Teoretisk Fysik’, men i 1965 – tre år efter Bohrs død – ændrede instituttet navn til det, det altid var blevet kaldt: Niels Bohr Institutet.

10 år senere modtog Ben Mottelson og Aage Bohr, Niels’ søn, Nobelprisen i fysik for deres kollektive model for atomkernen.

Man vil, siger Christian Joas, kunne finde folk, der omtaler årtierne efter Bohr – især fra 80’erne og frem – som nedgangstider, selv om instituttet forsat var internationalt anerkendt og tiltrak topforskere fra udlandet. Ifølge Joas er der flere ting, der kan have bidraget til en sense of decline:

En ting var, at fysikkens epicenter i Europa var flyttet til Geneve, hvor avanceret acceleratorisenkram på CERN – det europæiske laboratorium for kerne- og partikelfysik, som Bohr selv havde været med til at etablere i 50’erne – gjorde det muligt at forske i universets mindste partikler.

En anden var en institutsammenlægning på KU, der i 1993 lagde faststoffysik, geofysik og astronomi ind under Niels Bohr Institutets paraply, hvilket nogle forskere dengang begræd, fordi de mente, det udvandede instituttets identitet.

Noget tredje var en mere overordnet ændring i videnskabernes status, som ifølge Christian Joas skete sideløbende:

»Hvis man ser på det i et lidt større perspektiv, så spiller fysikken ikke længere den samme store rolle for politiske beslutningstagere, som den gjorde i tidligere årtier. Ifølge dem er det sundhedsvidenskaben som er i fremgang,« siger han.

Men skal man tro Jan Westenkær Thomsen, er forskerne på Niels Bohr Institutet på nippet til et gennembrud, der kan ændre på det billede. En kilometer væk, i bygning 3 i Universitetsparken, ligger Niels Bohr Institutets Center for Quantum Devices. Her er Microsoft under stor medieomtale flyttet ind hos den højprofilerede professor Charles Marcus i håbet om at kunne bruge hans forskning i såkaldte Q-bits (quantum-bits) til at udvikle verdens første skalerbare kvantecomputer inden for få år.

Jan Westenkær Thomsen prøver at forklare forskningen og perspektiverne for lægmanden:

»Normale bits kan være enten 0 eller 1. En transistor åbner og lukker for en strøm. Den laptop, du skriver på, består af en masse låger, der åbner og lukker for strømmen. Men i kvantemekanikken kan bits både være 0 og 1 samtidig – i forskellige vægtninger. Det betyder, at der åbner sig helt andre muligheder. Mængden af informationer, der kan gemmes, vokser eksponentielt. 300 Q-Bits vil kunne rumme flere bits, end der er atomer i universet.«

Og Marcus er ikke den eneste, der hiver store bevillinger hjem til kvanteforskningen. I kælderen under Blegdamsvej 17 har et andet forskerhold under ledelse af Peter Lodahl gjort store fremskridt med kvantefotonikken, der kan bane vejen for at løse komplicerede regneopgaver, som nutidens supercomputere ikke kan klare.

Når forskerne lykkes – Jan Westenkær Thomsen siger ’når’, ikke ’hvis’ – vil den anden kvanterevolution være en realitet.

»Det har internationalt fokus. De store fonde er interesserede. De største universiteter arbejder med det. Der er en kæmpe energi omkring feltet. Det er der selvfølgelig også, fordi der er en teknologisk magt i det. Hvem kommer først med ideerne?«

Ved indgangen til Bohrs villa på Blegdamsvej hænger et stort bronzerelief af kunstneren Rikke Raben, som viser instituttets fire hjemmedyrkede nobelprismodtagere: Niels Bohr, George de Hevesy, Aage Bohr og Ben Mottelson.

Niels Bohr Institutet har bestilt to udgaver af relieffet. Det andet skal hænge i den nye Niels Bohr Bygning på Jagtvej og hilse instituttets personale og studerende velkommen, når de flytter. Hvis de flytter.

Det er Jan Westenkær Thomsens hovedpine. Midt i begejstringen over den anden kvanterevolutions komme, står han over for at skulle flytte instituttet fra de historiske bygninger på Blegdamsvej. De fysiske og kemiske fag skal samles i den store Niels Bohr Bygning på Jagtvej, som har været ramt af grove byggefejl og er forsinket med mindst to år. Regningen for bygningen er svulmet fra 1,6 til næsten 3 milliarder.

Thomsens medarbejdere på Dark Cosmology Center og Center for Is og Klima, som holder til i Rockefeller-komplekset ved Rigshospitalet, er allerede nu tvunget til at flytte ud af deres nuværende lokaler og skal genhuses midlertidigt. Han ved ikke, hvor universitetet finder plads til dem. Og de skal flytte igen, når bygningen på Jagtvej står klar. Flytningerne risikerer at sætte deres forskning i stå i mindst et halvt år.

»De er mildest talt kede af det,« siger Jan Westenkær Thomsen.

Og selv hvis alt går godt og hele instituttet om to-tre år er på plads på Jagtvej, står han stadig med en udfordring. Han har snakket med flere medarbejdere, der er bekymrede over at skulle flytte:

»Den forskningskultur, der er her på Blegdamsvej, de gode betingelser, vi har … Får vi de samme betingelser? Det er alle folk ængstelige over. Og det forstår jeg godt. Specielt med min forskerbaggrund. Men har det noget på sig? Det kan jeg ikke svare på. Det må fremtiden vise. Jeg aner det ikke.«

En af hans folk, professor Kim Sneppen, har været modstander af flytningen, siden de første planer om en ny bygning blev lagt frem i 2006.

»Det er rimeligt klart, at omtanke ikke har været gennemgående i forbindelse med den nye bygning. Det er næsten en parodi,« siger han:

»Bygningen har på alle måder mindre plads – og mere glas. Fællesområder skal ligge ud til en stor, tom 4-etagers hal i midten, så der kan være ’universel synergi’ mellem alle. Det fungerer bare ikke. En jernbanehal er ikke det rigtige mødested.«

Ifølge Sneppen lagde Bohr – som notorisk blandede sig i alle byggeprojekter på instituttet – stor omtanke i bygningerne på Blegdamsvej.

»Han sørgede for, at der var masser af små kontorer og masser af områder, hvor man kunne mødes. At der både var steder, hvor man kunne være privat, og åbne steder egnet til snak. De små kroge og mærkelige gange, vi har her, forsvinder i den nye bygning. Stemningen bliver svær at beholde.«

For 11 år siden skrev Kim Sneppen i en kronik, at flytningen »med et slag vil fjerne det måske mest brandede institut i dansk forskning.«

»Det synes jeg stadig. Vi kommer til at have en stor Niels Bohr science park. Instituttet forsvinder – det bliver bare et navn.«

Jan Thomsen ser lysere på fremtiden:

»Sjælen bor ikke kun i bygningerne. Den bor også i den arbejdsmoral og tilgang til forskningen, som studerende, professorer, lektorer og det tekniske og administrative personale her har. Og får vi de betingelser, vi er blevet lovet, så bliver vi glade. Virkelig glade. Vi kommer helt tæt på kemikerne, tættere på matematikerne. Det er en stor fordel. Plus at vi får helt nye laboratoriefaciliteter.«

Uden for Bohrs villa arbejder håndværkerne videre på de fredede vinduer.

Når instituttet flytter, vil den oprindelige bygning med Auditorium A, villaen med Bohrs arbejdsværelse og bygningen, der nu beboes af Niels Bohr Internationale Akademi, blive stående, som de er. Niels Bohr Arkivet regner med at blive boende på Blegdamsvej. Instituttets øvrige bygninger, der er knopskudt gennem årene, vil gå tilbage til staten, som kan vælge at leje dem ud eller sælge dem.

Christian Joas står ved bagindgangen til villaen og siger farvel til Uniavisens udsendte, da bagdøren går op. Ud kommer en lille, gammel mand med en tyk fysikbog under armen. Det er Ben Mottelson, i dag 92 år gammel og den eneste nulevende nobelprisvinder på Københavns Universitet.

Christian Joas hilser på ham.

»Vi har lige set et billede af dig fra 50’erne, hvor du står og bæller øl fra en pokal,« siger han.

Ben smiler. Hans hukommelse er ikke helt, hvad den har været, men han tager stadig ind på sit hjørnekontor i professorvillaen tre-fire gange om ugen. Vi har også set billeder af ham spillende fodbold i Fælledparken på den anden side af bygningerne, af unge postdocer, der skubber Niels Bohrs børn rundt i sæbekasser på Blegdamsvej, af Bohr selv, da han vender tilbage til instituttet – på sin cykel – efter at have været i eksil under 2. verdenskrig.

I instituttets magnoliehave, et stenkast væk, står flere gamle magnolietræer. Rikke Raben, kunstneren bag reliefferne, gik en dag for fem-seks år siden tur i haven og fik øje på en frøkapsel på jorden. Hun gav kapslen til dekan John Renner Hansen, som har sørget for, at frøene er blevet plantet ud ved den nye Niels Bohr Bygning, så den lille del af instituttet på Blegdamsvej kan leve videre efter flytningen.

Hvis Niels Bohr Bygningen bliver klar. Apropos det, så er der en del af Bohrs arv, der allerede lever videre i de nye lokaler. Det er folkene fra arkivet, der gør opmærksom på det. Og som gode historikere har de også en litteraturhenvisning klar. Historien står i Peter Robertsons bog The Early Years om Niels Bohr Institutets fødsel:

»With work continuing on the Institute throughout 1920, the plan for the official opening had to be put aside indefinitely. The setbacks that had arisen over the purchase of the site in 1918 and the strikes by the building workers in 1919, as well as a host of other problems in the construction and installation of the building, all combined to delay the completion of the Institute for nearly two years. These setbacks were a continual source of worry and disappointment for Bohr«.

»Du kan se det som et godt tegn,« siger Finn Aaserud tørt. »Selv forsinkelsen er i overensstemmelse med Niels Bohrs ånd.«