Niels Møller er på jagt efter uendeligheden ... og et ungdomskort

Niels Møller står med ryggen til kornmarkerne og skuer ud over Storebælt. I det fjerne glider et skib over vandspejlet og nærmer sig en lille havn, sløret af disen. Et par lette skvulp ved brændingen slutter sig til lyden af den blide vind, ellers er her stille.

Tankerne farer til himmels.

»Det er bare uendeligt. Det er måske rigtigt at sige, at det, man søger, når man bor her, det er faktisk uendeligheden … på en eller anden måde,« siger Niels Møller, med blikket låst mod horisonten.

Han tier.

Uendeligheden?

»Jamen, det fortsætter bare. Himlen og havet. Når det bliver helt mørkt, er der ingen gadelys nogen steder, bare helt, helt sort. Der er kun stjernerne.«

Vi er på Omø. En lille billedskøn ø med bølgende grønne marker, græssende køer og landsbyhuse med stråtækte tage. Her er der aldrig længere end en times gåtur fra en bred til den modsatte, og kystlinjen måler lidt under 12 kilometer.

Niels Møller trækker sin cykel fra havnen og op mod sit hjem, en nedlagt bondegård, der skuer ud over en mark i changerende grønne nuancer.

Han elsker at bo her, for »her er højt til loftet, og her er meget smukt, udsigten er bred, årstiderne, du får det hele, luft og vand,« siger han.

Der er kun et problem: Øen ligger langt væk – fra alting, også Københavns Universitet.

Niels Møller studerer informationsvidenskab, og hver gang han har fysisk undervisning, skal han med færge, to busser, et tog og endelig en metro for at nå frem til Søndre Campus.

Det ville være torskedumt at tage et SU-lån, synes jeg

Niels Møller, studerende, informationsvidenskab

Oftest tager det på den gale side af tre og en halv time, og det er ikke uvæsentligt. Det betyder nemlig, at Niels Møller ikke kan få et ungdomskort til 618 kroner om måneden og derfor er nødt til at betale for rejsen ud og hjem, hver gang. Cirka 200 kroner pr. tur.

Det er et højt beløb, når ens eneste indkomst er SU.

»Det koster et par tusinde kroner ekstra om måneden. Det er næsten en tredjedel af min SU.«

I det lys var det næsten et held for Niels Møller, at anden coronabølge tvang de studerende hjem forud for forårssemestret i 2021. Det har betydet, at han på sit andet semester kunne følge alle fag online uden at forlade Omø, helt indtil sommerferien.

Men nu er den fysiske undervisning tilbage, og Niels Møller skal have fire fag i dette efterårssemester – fem, når specialeforberedelsen begynder i oktober.

Han skal altså til KU flere gange om ugen. Og det bliver dyrt, hvis han igen ikke får et ungdomskort.

»Jeg har kun min SU, så jeg kan enten tage et lån, eller jeg kan tage arbejde ved siden af. Men der er ikke noget studiejob på Omø, og jeg har ikke råd til at betale for transporten til og fra arbejde, hvis jeg får et job i Roskilde, Slagelse eller København. Så jeg har faktisk ikke andre indtægtsmuligheder.«

Diskrimination

I bund og grund er det en mærkværdig historie, der handler om fem kilometer vand og en ufattelig ufleksibel lov, som Niels Møller formulerer det.

For hvis han havde boet på den anden side af Storebælt, havde han ikke haft noget problem. Det er på grund af færgeturen, at han overskrider den tilladte rejsetid.

Han søgte om dispensation på første semester, men fik afslag, blandt andet fordi hans færdsel havde karakter af et weekendrejsemønster. Dengang havde han kun undervisning mandag og tirsdag, mens han læste hjemme de øvrige dage.

»Jeg kunne dokumentere, at jeg havde undervisning de dage, de kunne se mit skema, så hvorfor dømmer de mig ude for at have et weekendrejsemønster?«

Han sidder ved et rundt træbord i sit hjem og peger på nogle dokumenter fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der har givet afslaget. Han hæver brynene, mens han taler og banker underkanten af højre hånd ned i bordpladen.

Af afslaget fremgår det, at det ikke er muligt at give dispensation, fordi ansøgeren bor på en ø. Det bekræfter Uddannelses- og Forskningsstyrelsen også over for Uniavisen.

»Systemet er tungt at danse med. Jeg har ligget endeløse nætter og har tænkt det her igennem. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan sige, at loven ikke omfatter borgere, der er bofaste på øer, for det er klart, at det tager en time ekstra. Man kunne bare sige, det gælder ikke for dem,« siger Niels Møller.

Niels Møllers kone, Helene, der har boet på Omø i snart 20 år, lytter med fra en sofa i hjørnet af stuen. Hun arbejder selv i Roskilde og bruger derfor parrets bil i hverdagene.

Hun har også læst afslaget og forstår ikke styrelsens argumentation.

»Det er da diskriminerende. Det hører ingen steder hjemme.«

I mangel på havkajak, pibe og hund

Niels Møller er ingen typisk studerende. Måske især ikke på Informationsvidenskab.

Da han gik i gymnasiet, havde han et tilvalgsfag ved navn EDB. Og da han startede på studiet, troede han, at PowerPoint var et værktøj til at reparere biler med. Det påstår han i hvert fald.

Som ung havde han egentlig tænkt, at han ville uddanne sig som arkæolog, men af forskellige årsager blev han aldrig færdig med studiet.

Så han blev postbud. Og arbejdede i postvæsenet i en lang årrække, lige indtil 2008, hvor finansmarkederne krakkede, og arbejdsløsheden eksploderede. Niels Møller blev fyret og pludselig stod han uden uddannelse og job midt i en recession.

»Jeg blev så edderspændt rasende, at jeg tænkte, at så tager jeg kraftedeme en uddannelse.«

»Det skal jeg sgu ikke prøve igen, tænkte jeg.«

Drømmen om arkæologi havde årene ikke slukket, men han forestillede sig at ligge og grave efter knogler i regnvejr og kom frem til, at han var for gammel. Han valgte informationsvidenskab, fordi han havde en ide om, at det var det, arkæologen lavede om vinteren. Noget med at opsætte udstillinger og behandle information på museer eller kulturinstitutioner.

Det har været »tæskehårdt« at starte på studiet, siger han. På grund af transporten, men også den lodrette læringskurve for et tidligere postbud på 56, der pludselig skal være ekspert i digital infrastruktur.

»Men jeg har ikke fortrudt det et sekund,« siger han.

Et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor i alverden er han ikke flyttet tættere på sit uddannelsessted? Hvorfor insisterer han på at bo på en lille ø en times færgetur ude i Storebælt?

Han forsøger at svare på det, mens han trasker rundt på øen.

»På et tidspunkt formulerede jeg fire mål i livet: Jeg skulle bo på en ø, jeg skulle begynde at ryge pibe, jeg skulle have en hund, og jeg skulle sejle havkajak. Havkajakken har jeg afskaffet, fordi jeg væltede med den inde i Korsør by, piben kan jeg ikke bruge, fordi jeg er holdt op med at ryge, og jeg kan ikke længere lide hunde, fordi jeg blev bidt af dem, da jeg var postbud.«

»Så det blev øen,« siger Niels Møller og smiler skælmsk.

Lige ret til uddannelse – bare ikke her

Mens han går med siden til markerne, hvor valmuerne for nogle dage siden stod i fuldt flor, og silhuetten af en traktor kan anes i det fjerne, begræder han, at solen skutter sig bag skyerne. Når sommerlyset rammer Omø, findes der ikke smukkere pletter på danmarkskortet, siger han.

Der er ikke en historie, han ikke kender fra øen.

Niels Møller fortæller om lokale slagsmål, om mænd, der har hugget hinandens koner, om øens eneste vindmølle, der larmer og bringer mange øboeres sind i kog, og der bliver også plads til en enkelt spøgelseshistorie om en hovedløs herremand.

Og han fortæller, at han måske ikke er venner med alle 165 beboere på øen, men at han kender hver og en.

Her kommer man hinanden ved. Man låser ikke sin hoveddør, og hvis naboen spørger om hjælp til at reparere bilen, så tropper man op med det samme.

Man er investeret i hinandens liv, på godt og ondt.

»Jeg boede engang i en opgang i Mjølnerparken, hvor jeg ikke anede, hvem der boede ovenpå. Det er anderledes her.«

Det eneste problem er, at øboerne også er fælles om at være glemt. Sådan føler de det i hvert fald.

De har fået en skole, hvor byens få elever får undervisning på tværs af klassetrin. Men når de bliver 16, flytter alle væk. Der ligger ikke noget gymnasium på øen, og færge- og busruten passer ikke med mødetiderne på de sjællandske uddannelsessteder.

Der er intet alternativ til at vinke farvel til mor og far, hvis man vil fortsætte sin uddannelse, når folkeskolen er forbi.

Det er den virkelighed, som Niels Møller ser sit manglende ungdomskort som en del af. En virkelighed, hvor øboerne ikke har samme rettigheder som den øvrige befolkning. Og slet ikke når det kommer til uddannelse.

»Hvis man har et samfund, hvor man siger, at vi har lige ret til uddannelse, så skal man leve op til det. Så synes jeg, det er fejt at sige, at det er der så ikke alligevel. Hvorfor i alverden skal dem, der bor på de danske småøer ikke dækkes af det?« siger han.

Han ønsker ikke at tage et lån, nu hvor han har arbejdet i to-tre år for overhovedet at få råd til at studere videre på kandidaten. Men sådan ender det, hvis han ikke får et ungdomskort i det nye semester.

»Det ville være torskedumt at tage et SU-lån, synes jeg. Men det må være konsekvensen, for jeg vil ikke stoppe.«

Den eneste ansøgning fra en øboer

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan ikke forholde sig til konkrete sager, men henviser til reglerne i loven om befordringsrabat. Her fremgår det, at styrelsen lægger vægt på, at den studerende kan dokumentere at have daglige rejser mellem bopæl og uddannelsessted, herunder at den pågældende jævnligt rejser frem og tilbage samme dag.

Det betyder dog ikke, at man skal rejse alle ugens fem dage for at få dispensation, understreger styrelsen i en mail til Uniavisen.

Ifølge styrelsen har de modtaget under fyrre ansøgninger om dispensation, siden loven om befordringsrabat blev ændret i 2019. Kun en fra en øboer – som altså må være Niels Møller.

Styrelsen skriver desuden, at ansøgere, der har fået afslag, er velkomne til at søge igen, når deres rejsemønster ændrer sig. Niels Møller har længe tænkt, at hans sag var død, men Sammenslutningen af Danske Småøer, der har taget hans sag op, har nu overtalt ham til at søge om dispensation igen.

»Når jeg stiller op her, er det dog, fordi jeg ikke vil have, at andre skal opleve det samme,« siger han.

Niels Møller er kandidat for Enhedslisten til det kommende regionalvalg i Region Sjælland.