Morten Meldal øver med sit band hver mandag. Eller. Morten Meldal plejede at øve med sit band hver mandag. Bandet hedder Carlsband, fordi det består af folk, som Morten Meldal arbejdede sammen med på Carlsberg Laboratorium i Valby, hvor han havde forskellige stillinger over fire årtier fra 1988 og frem til 2011.

På den ene væg i hans meget lidt feng shui-prægede kontor i H.C. Ørsted Instituttet, bygningen fra 1962, der huser Kemisk Institut på Københavns Universitet, hænger der en hjemmebygget basguitar og en regulær guitar; det er guitaren, der er hans foretrukne instrument, men i Carlsband må Morten Meldal nøjes med rollen som rytmeguitarist.

»Vi har en superdygtig leadguitarist,« siger Morten Meldal begejstret. »Han kan bare alle de fede riffs!«

Professoren sidder i en sweatshirt fra Københavns Universitet trukket over en skjorte, og at dømme ud fra alle de billeder, der er taget af ham de seneste måneder (hvilket måske er flere end i alle hans forgangne 69 år), er lederen af Center of Evolutionary Chemical Biology virkelig firmaets mand: Han bærer så godt som altid universitetets logo.

Når Carlsband øver, udvælger hvert bandmedlem en håndfuld sange, de skal spille. En proces, hvor Morten Meldal ikke altid er genstand for udelt begejstring blandt sine medspillere, fordi han simpelthen bare elsker reggae, og det gør de andre altså ikke. Men det er længe siden, de sidst har skullet vælge sange – så længe, at de andre måske endda er begyndt at savne et par rundganges reggae. De har, helt præcist, ikke spillet siden den dag i oktober, hvor Morten Meldal sad og arbejdede ved en af de fire computere, der står på hans kontor (i alt ejer han sådan cirka 30 styks, og, ja, dem bygger han også selv), og forberedte noget undervisning.

Det var ’Alice i Eventyrland’ og ’Wizard of Oz’ på én gang.

Morten Meldal om Nobelprisceremonien i Stockholm

Det var den 5. oktober, en onsdag, og udenfor var der ret lunt, omkring 14 grader, luften var til den fugtige side, solen tittede også frem, og så ringede hans telefon; det var et svensk nummer. To år forinden, på samme tid på året, havde et par af hans studerende, der var undervejs med at stykke en revy sammen, lavet en halvtarvelig prank på ham. De havde ringet og på gebrokkent svensk meddelt ham, at han altså var den heldige vinder af Nobelprisen i kemi. Så denne gang, da telefonen ringede igen på denne Nobelpris-sæson-tid, var hans første tanke, at de skvadderstuderende havde oppet sig med et svensk nummer, men hurtigt – så godt som med det samme – sivede det ind, at den vist var god nok denne gang, og så slog en ny tanke ham: Den behagelige balance og rytme, han efter mange års enorm travlhed møjsommeligt var lykkedes med at etablere i sit liv, ville med ét blive slået itu. Indtil en ny tanke, eller nok nærmere følelse, skyllede ind over:

»Så tænkte jeg: Hold kæft, en ære!«

En time efter – præcis klokken 12 – blev Nobelprisen offentliggjort for resten af verdenen, og Morten Meldal kunne i indgangspartiet til sit kontor, hvor den høje mand lige akkurat kan stå oprejst, modtage kollegaer og studerendes hyldest, mens han lignede én, for hvem det stadig ikke rigtigt gav mening.

»Det er jo ikke hver dag, en dansker modtager en Nobelpris, så det er meget stort,« sagde han til den fremmødte presse. Nej, sådan kan man vist godt sige det. På 122 år er kun 15 danskere blevet hædret med den fornemme pris, der foruden fredsprisen fordeles på fem områder: kemi, fysik, matematik, økonomi og litteratur.

I Nobelpriskomitéens motivation lød det, at Morten Meldal og de to amerikanske forskere, han deler prisen med, Barry Sharpless (Scripps Research) og Carolyn Bertozzi (Stanford University), modtog prisen for udviklingen af klikkemi og bioortogonal kemi, men hvad – sådan mere præcist – er det for noget?

Det begyndte tilbage i 1999, da Morten Meldal var leder for syntesekemi på Carlsberg Laboratoriums kemiske afdeling. Under sig havde han 20 projekter af forskellig karakter, der alle var baseret på en stor centerbevilling fra Grundforskningsfonden, som Morten Meldal havde landet to år forinden.

I bevillingen var der blandt andet udspecificeret et krav om 30 procents ny forskning om året. Men hvad de 20 projekter angik, havde Morten Meldal ikke selv udstukket en konkret defineret retning, så længe det drejede sig om kvantitative kemiske reaktioner, der kunne kombineres med peptidkemi. En arbejdsproces, der, når han kigger tilbage, nok har været ganske symptomatisk for hans karriere.

»Jeg har altid villet det hele. Det har måske i virkeligheden været lidt et problem i min karriere,« siger han. »Og styrken.«

Et af projekterne ude på laboratoriet stod den ph.d.-studerende Christian Tornøe for. Men projektet gik ikke, som Christian Tornøe ønskede sig, slet ikke faktisk. Hver dag, når han konstruerede sit forsøg, reagerede det komplet forkert, eller i hvert fald reagerede det ikke, som han håbede på. Desillusioneret af tre ugers fejlagtige forsøg gik Tornøe ned til sin vejleder, Morten Meldal, og meddelte ham, at han ikke gad mere; ph.d.’en var en fiasko, klar til at blive kasseret.

»Rolig, rolig,« sagde den erfarne Meldal til den yngre Tornøe. Så gik de sammen op for at se på forsøget og nærstudere resultaterne. Nej, forsøget gav rigtig nok ikke den ønskede reaktion, men … Der var noget andet.

»Jeg kunne se med det samme, at der var sket en anden og meget ren reaktion i forsøget, der var værd at undersøge,« siger Meldal.

I alle årene frem til dette punkt havde man inden for organisk kemi eksperimenteret med at binde molekyler sammen, der tilsammen kunne have nogle ønskelige egenskaber – fx som del af et lægemiddel – men med det grundlæggende benspænd, at langt fra alle molekyler nødvendigvis har lyst til at have noget med hinanden at gøre. Så hvis man ønskede ét molekyle bundet sammen med et andet, krævede det somme tider nogle ekstremt snørklede omveje med en pokkers mange mellembundne molekyler, hvilket dels var enormt kompliceret, dels ikke særligt hensigtsmæssigt, når man ønskede at opnå den ønskede egenskab i en koncentreret form.

Nu, i laboratoriet ude i Valby, åbenbarede sig noget, der måske ville kunne gøre det muligt at springe alle de besværlige mellemled over. Et azid havde helt uventet reageret under meget milde på en alkyn og dermed skabt en triazol, en stabil og funktionel kemisk struktur, der kan sammenlime andre typer af kemisk funktionalitet. Forklaringen på den uventede reaktion var, fandt Morten Meldal og Christian Tornøe, at de havde anvendt kobber som såkaldt katalysator, en art Kirsten Giftekniv inden for organisk og kombinatorisk kemi, der skal lokke molekyler i armene på hinanden.

»Vi kunne godt se, at det var helt specielt,« fortæller Meldal. Han beskriver disse år på Carlsberg-laboratoriet som de travleste i sit arbejdsliv. Da jeg spørger ham, om de ekstralange dage også hang sammen med, at han havde på fornemmelsen, at de var på sporet af noget banebrydende, svarer han resolut:

»Ambition er ikke et drivmiddel i forskning. Det er interessen for det, du laver, der driver dig. Og hvis det ikke er det, kan du lige så godt gå hjem.«

Et halvt år senere kunne Christian Tornøe rejse til USA og præsentere resultaterne. Hvad de havde skabt, var, hvad den såkaldte kobberkatalyserede azid-alkyn cykloadditionsreaktion. Eller som den amerikanske Barry Sharpless, der uafhængigt af Morten Meldal og Christian Tornøe var på vej ned ad samme sti, bare ovre i USA, navngav fænomenet: klikkemi. Nu kunne man, ja, klikke molekyler sammen eller designe multifunktionalitet, om man vil.

Det var på ryggen af denne opfindelse, at den tredje forsker, Carolyn Bertozzi, et par år senere, snittede sit navn ind i historiebøgerne. Hun gjorde metoden bioortogonal – med et andet ord: menneskevenlig. Kobber egner sig nemlig slet ikke til levende celler, men Bertozzi fandt frem til, at hvis alkynen bliver ført ind i en større ringformet struktur, kan den samme reaktion mellem alkynen og aziden (og dermed frembringelsen af triazolen) opnås helt uden kobber.

Det er disse bedrifter – og deres anvendelse i fx udviklingen af lægemidler og til diagnosticering og behandling af kræftpatienter – der er motivationen bag, at Morten Meldal, Carolyn Bertozzi og Barry Sharpless (for hans vedkommende for anden gang) i december, under et glamourøst anlagt optræk i Stockholm, kunne hædres med kemiens fineste pris: Nobels.

»Det var ’Alice i Eventyrland’ og ’Wizard of Oz’ på én gang,« husker Morten Meldal oplevelsen i den svenske hovedstad.

Han rejser sig op og henter en stak papirer, der er klipset sammen i det ene hjørne.

»Her kan du se,« siger han og dumper papirbundet på bordet; det er programmet for Nobelprisuddelingen, der foregik fra den 5. til den 12. december.

Da Morten Meldal ankom til Stockholm Lufthavn med sin hustru, Phaedria Marie St. Hilaire, der arbejder som kemiker hos Novo Nordisk, blev de hentet ude ved selve flyet i en Volvo, hvor der hen ad siderne var påskrevet ’Nobel Prize’, og eskorteret ind til Grand Hôtel i den centrale del af byen. (Med sig havde de også deres to børn. Selv om Nobelstiftelsen – som traditionerne foreskriver – havde sørget for værelser på Grand Hôtel til dem også, måtte de dog nøjes med helt almindelig transport). Her tjekkede parret ind i en »kæmpesuite,« som Meldal beskriver det, med udsigt over Strömmen og kongeslottet.

Grand Hôtel, der blev åbnet i 1874 af den franske kok Régis Cadier, har, siden Nobelprisen blev stiftet i 1901, indtaget en central plads i festlighederne: Det er her, pristagerne og deres familier hvert år bliver indlogeret, og det var her, i hotellets spejlsal, at den store gallamiddag plejede at løbe af stablen, indtil arrangement med årene havde grebet sådan om sig, at det i 1930 måtte rykkes til byens rådhus, hvor det har fundet sted siden.

»Det hele var så spændende. Det var spændende at levere talen. Det var spændende at modtage prisen. Og det var virkelig spændende at møde den svenske kongefamilie,« fortæller Morten Meldal. »De har virkelig benene på jorden.«

Hvad tror du, vil stå klarest, når du om 20 år tænker tilbage på den uge oppe i Stockholm?

»Ugen kommer til at stå som sådan en drøm, hvor jeg kan huske alle elementerne inden i den.«

Som knægt høstede Morten Meldal ikke endeløse rækker af 13-taller i skolen. Det var der flere grunde til: Hvis undervisningen blev for kedelig og gentagende, så forlod hans tanker lokalet, og i fritiden havde han alt for travlt med alt muligt andet til at fokusere helhjertet på lektier og den slags. Morten Meldal spillede musik og lyttede til fusionsjazz, og han malede og byggede ting og sager.

Som 12-årig, da han var med sin familie i sommerhus i Sverige, fik han en hammer, en kasse med søm og noget træ stukket i hænderne, og så fik han besked på at bygge et das. Det gjorde han så. Også på Bornholm, hvor hans bedsteforældre ejede en gård, indtil den blev eksproprieret af militæret, var der rig mulighed for snavsede snegle og grønne knæ. På gården boede også en fodermester, og sammen med hans to ældste drenge gravede Morten Meldal underjordiske tunneller ind under militærgrunden ved siden af.

»Vi spionerede lidt,« siger han med et lurendrejerblik i øjnene. De forstørres bag et par briller.

De var et par uartige drenge, fodermesterens sønner, så Morten Meldal blev lokket til lidt af hvert. Som dengang, hvor de hoppede op på ryggen af grisene og red om kap i grisestien ved at hive dem i deres bruskfyldte ører. Hvilket nok var dyrplageri, vurderer han i dag, eftersom sådan nogle bacongrise slet ikke kan holde til at blive siddet på. Og så var der også dengang, den ene af de to drenge stjal bedstefarens mejetærsker og pløjede durk gennem en staldvæg.

På Bornholm var Morten Meldal ude fra morgen til aften, og der var eng og skov og strand at udforske, og han forelskede sig i naturen.

»Jeg kan huske helt tydeligt engang, hvor jeg lå ude i en bygmark og rodede rundt,« fortæller han. »Jeg lå i kanten af marken, og der var en masse valmuer og alle mulige andre ukrudtsplanter. Og så var der de her store, grønne græshopper. Og andre insekter også. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvordan er de blevet sådan? Hvorfor er det sådan her?’ Den der: ’Hvorfor er den sådan?’ Den har været i mig, siden jeg var helt lille.«

Nogle år senere, hjemme i forældrenes kælder i Rungsted, byggede han også sine egne raketter, det var »de bedste ever,« og de »fløj 300 meter op i luften og ud over Øresund med sådan et hvidt lys i.«

»Det var dengang, man kunne gå ned og købe en hel kasse fuld af eksplosiver; det kan man ikke i dag,« konstaterer han tørt.

På den måde fik Morten Meldal fra sine unge år to fyldige interesser, som han med tiden skulle få alletiders betingelser for at folde ud og forene: En grundlæggende nysgerrighed for, hvad verden er bygget op af, og en grundlæggende lyst til selv at bygge. Først på ingeniørstudiet på Danmarks Tekniske Universitet og da han siden sporede sig ind på kemien og erfarede, at det var i laboratoriet, han hørte hjemme.

»Der blev det pludselig meget spændende,« som han siger.

Hvis du spørger Morten Meldal, hvad kemi er, vil han svare: Alt.

»Når jeg kigger mig omkring,« siger han og gestikulerer ud i rummet, »er der for mig ikke noget, der ikke er kemi.«

I morges, da han vågnede tidligt, cirka 4.30 (han kan ellers godt lide at sove længe, hvis muligheden er der), lå han og drømte om kemi. Nogle gange løser han et problem eller en udfordring på den måde. Men han har ikke nogen blok på et natbord, hvor han noterer løsningen; hvis først han har udfyldt et »forståelseshul« i sit hoved, så glemmer han det ikke igen.

Hvad ser du for dig, når du tænker på kemi?

»Jeg har en hel verden oppe i hovedet. Og det er jo en verden, der er bygget op over rigtig mange år. Den er tredimensionel, og molekylerne svæver rundt.«

Er det flot?

»Ja, det er sindssygt flot. Og molekylerne har farver i forhold til egenskaber.«

For Morten Meldal er kemi altså ikke blot nøglen til at forstå vores verden – og dermed også nøglen til at løse mange af de verserende kriser, vi står overfor globalt – det er også helt grundlæggende sjovt, smukt og rent ud sagt levende.

Så meget desto mindre forståelse har Morten Meldal for, hvordan vi som samfund griber undervisningen i kemi an. Vi lærer det alt for sent som børn (står det til ham, bør man begynde i 1. klasse), og når vi så endelig når til fysik og kemi i 7. klasse, er det typisk meget »formelpræget, meget, meget kedeligt og udenlandslærende.«

»Det skal simpelthen gøres mere spiseligt.«

Hvordan gør man det?

»Jeg tænker, og det har jeg ikke fået grønt lys til endnu, at hvis vi kan få finansieret et dansk institut for animering og undervisning, så vi kan få lavet animationer af den kemiske verden, og spil, og hvad du ellers kan forestille dig, som er tiltalende for unge mennesker, ville det gøre undervisningen mere lystbetonet,« siger Morten Meldal.

»Vi kan jo ikke se kemien, vi kan kun se resultaterne af den. De makroskopiske resultater såsom os, de her computere, materialer og så videre. Vi kan ikke se, hvad der foregår på det nanoskopiske niveau, men vi kan sagtens visualisere det. Og jeg tænker, at man fx kan personificere brint og ilt som forskellige typer personligheder. Med forskellige egenskaber. Den ene er lidt aggressiv … Den anden smiler og er glad.«

Er det også sådan, du selv ser det for dig?

»Ja, det er det da.«

Også på universitetsniveau har Morten Meldal erfaret, at den generelle forståelse for kemi lader meget tilbage at ønske. I 2011, da han tiltrådte som professor på Københavns Universitet, oplevede han, at de studerende – efter tre år på kemistudiet – »ingenting kunne.« Derfor fik han istandsat en struktur, hvor han kunne få lov til at fokusere på kemikerne, »virkelig at lære dem noget.« Og missionen lykkedes, hvis han selv skal sige det.

Da jeg spørger Morten Meldal, hvad han drømmer om at opnå, svarer han da også:

»Jeg drømmer egentlig ikke om at opnå en specifik ting. Jeg drømmer mere om at skabe et godt miljø herinde. Og medvirke til, at flere får en realistisk holdning til kemien.«

Det er den ene af Morten Meldals to kæpheste: At kemi skal udbredes i samfundet gennem en mere lystbetonet undervisning.

Den anden er de strukturer, som forskningen er underlagt. Hele den måde, man søger forskningsstøtte på, skal simpelthen redesignes, mener Morten han.

Nu står han op – midt i sit kontor:

»Vi spilder vores tid fuldstændig. Og det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg har skrevet sådan en stak ansøgninger her,« siger han og holder sin højre hånd ud fra sin hofte (han er næsten to meter høj). »Jeg har fået tre af dem igennem.«

Nej: mindre papirarbejde, mere honorering af godt arbejde. Han skitserer et system op: Se på, hvad en forsker har opnået af resultater med sin seneste forskning: Hvis det er gået godt, så giv vedkommende en stor bunke penge til at køre videre på; hvis det er gået middelgodt, så giv vedkommende en mindre bunke.

»På den måde får du et selvregulerende system, der kan køre derudad. Uden at du skal bruge tid på alt det dér. Og du får et forskningsmiljø, der kan reagere prompte på nye opdagelser, for som det er i dag,« – nu er Meldal virkelig varm – »laver du en planlægning på fem år ud i fremtiden. Det kan man jo ikke.«

Til at underbygge den pointe er Morten Meldal selv et omvandrende argument. Hans opdagelse af klikkemien blev netop begået på midler, der specifikt krævede nye opdagelser. Og dermed inspirerede til egenhændigt initiativ og opfindsomhed. Han fortæller om en anden gang, hvor han havde fået EU-støtte til et projekt, og for at sikre sig, at alt forløb, som det var udspecificeret i ansøgningen, fik Morten Meldal tilknyttet »en eller anden kontormus nede i Bruxelles,« hvis opgave var at krydse af fra en lang liste af delmål. Og hvis ikke delmålene blev nået, røg finansieringen.

»Det kvæler jo alt initiativ,« siger Meldal. »Det er helt ødelæggende.«

Jeg optegner en imaginær tidslinje på bordet imellem os og spørger Morten Meldal, om det så i praksis betyder, at hvis man undervejs i sit projekt gør sig en interessant opdagelse, så interessant, at den måske i virkeligheden kan indeholde et større potentiale end den oprindelige idé (det kunne for eksempel være en azid, der reagerer på en alkyn og skaber en triazol), så må man ikke forfølge det spor?

»Det må man ikke, nej,« svarer han tørt.

Men det er da helt dumt.

»Det gør man jo så lidt alligevel,« siger han. »Men det er ikke det, der opfordres til. Og det burde det være.«

Og så siger han:

»Og jeg kan love dig for, at det ikke altid er ikke de bedste projekter, der bliver finansieret, som det er nu.«

Det er da trist. Så der er alle mulige gode opdagelser og opfindelser, som går tabt?

»Simpelthen.«

Den tanke er da ikke til at bære.

»Nej.«

Nå, tiden løber, og hvis der er noget, Morten Meldal ikke har fået mere af siden det opkald i oktober, er det tid. Til gengæld modtager han fanbreve hver dag, og Novo Nordisk har pludselig gravet en ansøgning frem fra sidste år, som Morten Meldal havde sendt til dem.

Jeg spørger ham, om han ser frem til, at alt ståhejet, der har fulgt med hæderen, fordufter lidt igen.

»Nej, der er mange ting, som jeg glæder mig utrolig meget til. Der er rigtig mange spændende rejser forude. Først skal jeg til Sverige og rundt på deres universiteter og holde foredrag. Det er lidt noget, man skal. Og til april skal jeg til Vietnam. Og så til Schweiz. Og Bayern. Så skal jeg til Australien. Og Indien. Det bliver spændende. Men jeg skal lige have ringet til bandet.«

Hvilket nummer vælger du til næste øver?

»I Shot the Sheriff.«