Nogle refleksioner over arbejdet i Hovedsamarbejdsudvalget

I den periode jeg har været på Københavns Universitet fra 1968 til i dag, har der været otte rektorer, Mogens Fog, Thor Bak, Morten Lange, Erik Skinhøj, Ove Nathan, Kjeld Møllgård, Linda Nielsen, der alle var valgte og senest Ralf Hemmingsen, der blev KU’s først ansatte rektor, dog havde Ralf tidligere været valgt som dekan på Sund.

Alle var og er meget begavede, kultiverede og meget forskellige i væremåde og i deres politiske anskuelser. Da jeg fratrådte som næstformand i HSU (Hovedsamarbejdsudvalget), opfordrede Ralf mig til at fortælle lidt om det, jeg har oplevet. Det kan der sagtens siges og skrives meget om, særligt når man, som jeg, har haft direkte samarbejdsrelationer med de seneste syv rektorer som HSU-næstformand og HSU-medlem. Men det ønsker jeg ikke at gøre i denne anledning – det må vente lidt endnu.

I perioden har jeg også haft samarbejde og kontakt med flere hundrede ledelsesrepræsentanter, prorektorer, dekaner og prodekaner, og jeg har haft kontakt til og samarbejde med flere hundrede HSU- og SU-kolleger og med rigtig mange faglige tillidsrepræsentanter. En fantastisk personkreds,
der har været meget inspirerende og berigende for mig at være sammen med og opleve.

Personalepolitisk kæphest

Sammen med mange gode kræfter har jeg haft glæden ved at arbejde med vor personalepolitik. Og efter flere revisionsrunder har vi opnået det gode og glimrende skriftlige resultat, vi har i dag, der gør det muligt ved den næste revision at gøre personalepolitikken endnu bedre.

Når personalepolitikken bruges rigtigt, betragter jeg den som et vældig godt og effektivt værktøj til opnåelse af arbejdsglæde og effektivt arbejde. Men desværre er der fortsat nogle arbejdssteder, der endnu ikke bruger det værktøj efter hensigten. Derfor er der fortsat behov for bedre vejledning
til disse arbejdssteder.

Den fordragelige, værdifulde og gemytlige omgangsform, de fleste af os praktiserer på KU er et af de resultater, jeg er mest tilfreds med, at vi har opnået i den tid jeg har været med i HSU-arbejdet og som tillidsrepræsentant. Det er den omgangsform vi har formuleret som ‘civiliseret’ i de Personalepolitiske
Grundprincipper. De skal konstant holdes vedlige på samme måde som indholdet i Personalepolitikken også skal passes godt og holdes ordentligt vedlige.

Selv om tiltaleformen skiftede fra ‘De’ til overvejende ‘du’, fjernede det ikke den meget ubehagelige arrogance, nogle personale- og ledergrupper tidligere dominerede omgangsformen med på KU, og den var desværre ofte ledsaget af en ubehagelig brovtende og bedrevidende stil.

Men heldigvis lykkedes det at opnå en betydeligt forbedret omgangsform – nok primært i kraft af den stigende medarbejderindflydelse, især ved valg og ansættelse af lederne på alle niveauer.

Det var et klart positivt resultat af den tidligere og mere demokratiske Styrelseslov for de videregående uddannelsesinstitutioner. Dette positive resultat skal også fastholdes og videreudvikles med den nuværende universitetslov.

Når jeg reflekterer lidt over arbejdet i Hovedsamarbejdsudvalget, kan der også nævnes rigtig mange eksempler fra de mange års tilknytning til HSU. Men i denne omgang vil det føre for vidt at trække flere eksempler frem. Det må derfor vente til en anden lejlighed.

Poul Erik Krogshave, maj/juni 2013