Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nu elsker alle ungdomsboliger

ANALYSE - Med langsigtede strategier og investeringer i millionklassen har Københavns Kommune de seneste år i den grad sat ungdomsboliger på den politiske dagsorden. Forud for kommunalvalget tegner Uniavisen et portræt af et politisk paradigmeskifte, der mere handler om generationsforskelle end partiskel.

Det kan af og til gå stærkt i politik. Det erfarede den sociologistuderende Magnus Pedersen, da han i perioden 2011-2012 var formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

I juni 2011 slutter et møde brat med at både han og overborgmester Frank Jensen (S) forlader mødet før tid. Der var ingen enighed om ungdomsbogligpolitiken.

Næste gang de mødes er situationen komplet forandret: Den 16. september 2012 smiler de og giver hinanden hånden. Der er fadølsskål, da overborgmesteren er æresgæst ved en ’sejrsfest’ på Studenterhuset. Studenterbevægelsen fejrer det de kalder en historisk sejr. Et flertal i Borgerrepræsentationen har besluttet at ophæve det midlertidige stop for tilskud til alment byggeri, der blev indført i 1995 samt har afsat midler til at støtte opførslen af 145 ungdomsboliger.

Mod en ungdomsboligbevægelse

Den tidligere DSF-formands anekdote er illustrativ for det skifte som ungdomsboligspørgsmålet har gennemgået i københavnsk politik de seneste år. Fra at være et perifert emne, har ungdomsboligerne nu fået en plads i politikernes bevidsthed og på Borgerrepræsentationens dagsorden.

I 2011 udarbejdede Københavns Kommune en egentlig ungdomsboligstrategi, der blandt andet formulerede en målsætning om, at der frem mod 2025 skal skabes 3.000 ungdomsboliger i hovedstaden. Den første egentlige milepæl var den nævnte aftale om Københavns 2013-budget, ligesom partierne bag budgettet – Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, De Radikale og Liberal Alliance – i april 2013 enedes om at støtte etableringen af yderligere 225 ungdomsboliger.

Endelig manifesterede tendensen sig med vedtagelsen af budgettet for 2014. Her vedtog et nyt flertal at bruge 200 millioner kroner på 640 nye almene familieboliger og 605 ungdomsboliger.

Men hvordan gik det til, at ungdomsboliger er blevet en politisk prioritet i København? Svaret, lyder det fra en række kilder som Uniavisen har været i kontakt med, skal lokaliseres i en menage a trois mellem en historisk ung Borgerrepræsentation (BR), en professionaliseret studenterbevægelse og en stadigt mere iøjnefaldende studieboligmangel. Tre elementer, der tilsammen har skabt en egentlig ungdomsboligbevægelse i København.

En ny bolig per ni nye københavnere

Med Københavns Kommunes egne tal kan man konstatere at den ofte fremførte påstand om manglen på ungdomsboliger på ingen måde er grebet ud af den blå luft.

I dag er hver fjerde københavner mellem 18 og 29. Og af de cirka 100.000 mennesker, som det estimeres vil flytte til hovedstaden i løbet af de næste ti år, vil hver tredje tilhøre aldersgruppen 18-29 år. Så samtidig med at København vokser, bliver byen yngre.

Alligevel er der de sidste fem år kun bygget én ny bolig per ni nye københavnere. Dette pres skal investeringerne nu forsøge at afhjælpe. Men trods de objektive behov er tiltagene ikke kommet af sig selv, men er produktet af længerevarende politisk proces.

LÆS OGSÅ: En vej til de unge stemmer

Kaffe og horisontale skillelinjer

Da Københavns Kommune ungdomsboligstrategi i 2011 skulle introduceres, var det tre unge BR-medlemmer Anna Mee Allerslev (R), Jonas Bjørn Jensen (S) og Sisse Marie Welling (SF), der stod bag præsentationen. De har det til fælles, at de var studerende i 20’erne, da de fik deres rådhusdebut i 2009 efter et kommunalvalg, der afstedkom den yngste Borgerrepræsentation nogensinde.

»Ved kommunalvalget i 2009 kom der en ny generation af politikere, der havde en fælles oplevelse af, at manglen på studieboliger var et centralt problem i København,« siger den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

Derfor er ungdomsboliger en dagsorden, der på tværs af partiskel. De politiske skillelinjer er snarere gået mellem rådhusets forskellige generationer, mener den 27årige SF’er Sisse Marie Welling, der læser historie på Københavns Universitet.

»Det er ikke sådan, at vi har oplevet en decideret modstand: Men tidligere når man talte om studieboligmangel med kommunens embedsmænd eller ældre politikere, så løb man tit ind i fordommen om, at man ’jo bare kunne flytte til Tingbjerg’. Men fra os selv og vores jævnaldrende ved vi, at sådan er situationen ganske enkelt ikke længere.«

Den type oplevelser kan socialdemokraten Jonas Bjørn Jensen nikke genkendende til. Derfor mener han også at en stor del af forklaringen bag skiftet i ungdomsboligpolitikken bør lokaliseres i den ’ungdomsklub’, som han, Anna Mee Allerslev og Sisse Marie Welling grundlagde efter 2009-valget.

»Forbilledet var Folketingets kaffeklubber. Vi inviterede alle BR-medlemmer under 30 til at deltage, og der kom hurtigt en kerne af 8-9 politikere på kryds og tværs af flertalspartierne (S, R, SF, Ø, red.),« siger Jonas Bjørn Jensen.

»Vi var klar over, at hvis vi ville sætte en dagsorden med vores ungdomssager, så krævede det, at vi arbejdede tæt sammen, sådan at vi talte med en vis politisk tyngde. Og da vi begyndte at gøre det, oplevede vi, at der hurtigt blev lyttet til os.«

Moderate aktivister?

De medlemmer af ungdomsklubben, som Uniavisen har talt med, fremhæver dog alle også, at ungdomsbolig-politikkens stigende tyngde også skyldes de studenterpolitiske organisationers indsats. Særligt fremhæver de DSF’s vigtige rolle, som ifølge Jonas Bjørn Jensen for alvor satte sig igennem under henholdsvis Mikkel Zeuthen og Magnus Pedersens (2011-2012) formandskab.

Årsagen, mener skal findes i at DSF i denne periode skruede ned for aktivismen til fordel for en mere moderat rolle, som en interesseorganisation, som i højere grad søgte den politiske indflydelse et mere traditionelt og direkte samarbejde med Borgerrepræsentationens unge politikere.
Sisse Marie Welling er enig:

»Lidt groft formuleret kan sige, at DSF er gået fra at have været nogle, der ’irriterede’ politikerne til i dag, hvor de blevet inviteret med til møder og høringer,« siger hun

DSF-formanden Magnus Pedersen, mener dog, at BR-medlemmerne misforstår de aktivistiske tiltags betydning:

»Jeg kan godt forstå, hvis de har oplevet os som mere imødekommende. Vi er jo heldigvis begyndt at mødes. Men jeg oplevede, at politikerne først begyndte at mødes med os efter en mangeårig, strategisk kampagneindsats. DSF og Studenterrådet blev simpelthen stærkere i medierne og har siden 2009 fået flere studerende med sig. I dag er der langt flere aktioner og happenings end dengang, jeg var formand. Forskellen er bare at studenterbevægelsen nu også holder møder med byrødderne.«

Semi-enig overborgmester

Men hvordan forholder de garvede politikere sig egentlig til disse forklaringer på ungdomsboligpolitikkens revival?

Københavns overborgmester Frank Jensen er umiddelbart enig i, at Borgerrepræsentationens yngste har spillet en vital rolle:

»Jeg er helt enig i, at der er en dygtig gruppe af de yngre BR-medlemmer, som har arbejdet benhårdt på at få mere fokus på området. En af dem er jo min egen ordfører,« siger han.

Frank Jensen genkender dog ikke billedet af, at ungdomsboliger har været negligeret tidligere:

»Som politiker synes jeg ikke, det er en dagsorden, der på noget tidspunkt har været glemt. Men jeg er da glad for, at det i højere grad er lykkedes at skabe en dialog mellem de studerendes organisationer og politikerne i Borgerrepræsentationen.«

Derfor mener han heller ikke, at man skal være bekymret for, at ungdomsboligerne vil glide i baggrunden, hvis kommunalvalget den 19. november ender med at betyde en Borgerrepræsentation med færre unge:

»Ungdomsboliger har hele tiden været en vigtig del af den politiske dagsorden i København. København vokser med 10.000 nye borgere hvert år. En del af dem er studerende, og det skal der selvfølgelig tages højde for, når vi gør byen klar til de mange nye borgere. Derfor arbejder vi på at sikre, at der er boliger til alle.«

Uenig ungdomsklub: Stem ungt

Den udlægning deler de unge byrødder ikke. Mest direkte i sin kritik er Venstres Caroline Stage. Selv om hun og repræsentanterne fra Borgerrepræsentationens centrumvenstrefløj ikke altid er enige om de politiske tiltag, der skal sikre vejen til flere ungdomsboliger, understreger hun sin begejstring for at repræsentanter fra hele byrådssalen nu arbejder for sagen.

»Når man ikke har støttet byggeriet af ungdomsboliger siden 1995, så kan det ikke overraske, at København i dag mangler boliger. Men det har de forskellige socialdemokratiske overborgmestre forsømt at gribe ind over for,« siger Caroline Stage.

Lignende forbehold finder man – trods alt – også hos flertalpartiernes ’repræsentanter’ i ungdomsklubben. For eksempel fortæller Jonas Bjørn Jensen, at når man de seneste måneder har kunnet iagttage stor politisk aktivitet på ungdomsboligområdet – mest signifikant vedtagelsen af midlertidige ungdomsboliger i Sølund-plejehjemmet – så er det ikke kun fordi kommunalvalget står for døren, og politikerne skal profilere sig. Det skyldes også, at mange af de yngre kandidater, der ikke er 100 procent sikre på genvalg, arbejder hårdt på at få sat projekterne i værk før skæbnedagen den 19. november.

Socialdemokraten er således også enig i den logik, som SF’eren Sisse Marie Wellings udtrykker, da vi spørger hende, hvad der skal til, hvis det nuværende ungdomsbolig-momentum skal forsætte efter valget.

»Det kræver at byens borgere vælger unge politikere. Hvis man vil sikre, at ungdomsboliger fortsat er en prioritet, så skal unge og studerende pege på kandidater på deres egen alder.«

nicklas.lund@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste