Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
NEDSKÆRING - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab forbereder sig på at optage færre studerende. Det betyder færre adjunkter, og at ledige lektorstillinger ikke besættes. Tillidsrepræsentant frygter, at konsekvensen bliver større hold og mindre feedback til de studerende.
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab må nu skære ned i medarbejderstaben som følge af regeringens dimensioneringsplan.
LÆS OGSÅ:Tema om dimensionering
KU-nyhed om dimensioneringsaftale
Ifølge institutleder Mette Sandbye betyder planen, at instituttet skal skære bacheloroptaget gradvist ned med 23 procent og kandidatoptaget med 30 procent, men dog først fra 2018.
Instituttets økonomi er afhængig af, hvor mange studerende der optages og består deres eksamener, så det kan ikke undgå at få konsekvenser, selv om nedskæringerne vil få gradvis effekt over de næste cirka fem år.
Fakultetet forventer, at indtægterne i de kommende år vil falde mærkbart over hele linjen.
LÆS OGSÅ: Det er du værd
»Mørke skyer truer i horisonten, så vi må udvise rettidig omhu og handle på, at der kommer færre studerende. Vores institut er ikke så godt polstret økonomisk, fordi vi har kørt med underskud nogle år, men det er på ingen måde overraskende, at dimensioneringsplanen vil smitte af på personalesituationen på de danske universiteter,« siger Mette Sandbye.
Konkret betyder det, at to ledige lektorater ikke bliver besat, da der er indført stillingspause. Derudover bliver fire adjunkturer, som udløber snart, kun udskiftet med to lektorer.
Alle afdelinger og fag kommer dermed til at gå ned i normering.
»Det er meget, meget beklageligt. Vi mangler jo disse undervisningskræfter, så vi skal i de kommende måneder se endnu mere grundigt og detaljeret på, hvordan vi planlægger vores uddannelser og eksamen, så timepuklerne ikke eksploderer for de fastansatte,« skriver institutlederen i et særnyhedsbrev til de ansatte.
Lektor Morten Michelsen, der er tillidsrepræsentant og medlem af instituttets samarbejdsudvalg, melder, at stemningen er utrolig trykket blandt medarbejderne.
»Det opleves i praksis som en fyringsrunde. Vores dygtige adjunkter ved ikke, om de er købt eller solgt, og vi fastansatte frygter, at egentlige fyringer ikke er langt væk,« siger han.
Morten Michelsen tilføjer: »Vi har knoklet som små djævle for at få det til at løbe rundt, og vi gør det godt. Flere går til eksamen og består, men så sættes uddannelsestilskuddet ned. Oveni kommer dimensioneringsplanen og fremdriftsreformen, så store ting er i spil, der gør det svært at se positivt på fremtiden.«
Ifølge Morten Michelsen har instituttet allerede vanskeligt ved at leve op til minimumstimegarantien, der sikrer de studerende mindst 12 ugentlige undervisningstimer på bachelorniveau.
Da man ikke kan sætte undervisningstiden ned, og der bliver færre ansatte, er eneste tilbageværende mulighed at gøre undervisningsholdene større og skære ned på feedback til de studerende, mener han.
»Det er de eneste knapper vi har tilbage at skrue på, selv om det pædagogisk set er det tåbeligt,« siger Morten Michelsen og tilføjer:
»Det gør det svært for os på gulvet at bære, at de faglige argumenter er fraværende. Det hele er bundet op på økonomi, men folk tier stille og accepterer, at sådan er det bare.«
clba@adm.ku.dk