Nu-laver-vi-lige-et-bachelorarbejdsmarked

Den bløde indfasningsperiode præget af varme velkomster og lykønskninger er efterhånden ovre, og nu er det tid til, at vores spritnye uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers trækker i arbejdstøjet. Som nylig udkåret repræsentant for en regering, hvis uddannelsespolitik og skiftende ministre mildest talt hverken har haft de studerendes trivsel eller uddannelseskvalitet for øje, men snarere kan opsummeres ved ’hurtigere, billigere og ansætteligere’, glæder det mig, at en af ministerens første kampe bliver at tale for en udvidelse af retskravet. En kamp der umiddelbart står til at møde minimal politisk modstand, heldigvis.

Det er en brandgod idé at udvide retskravet til tre år

Idéen om et udvidet retskrav gør mig rigtig glad. Det vil være en kærkommen opblødning af den fremdriftsmentalitet, der rumsterer i mit eget og mine medstuderendes hoveder. Det er en brandgod idé at udvide retskravet til tre år, som betyder, at man ikke behøver at starte direkte på ens kandidat for at være sikret en plads, sådan som det er i dag. Først og fremmest giver det mulighed for et pusterum i uddannelseshamsterhjulet og fleksibilitet til frirum frem for ensretning, hvilket i min optik er essentielt for universitet som institution.

Et udvidet retskrav giver mulighed for, at få studietræthed ud studieglæden tilbage. Det giver et pusterum, hvor den stadig større andel studerende der kæmper med stress, depression og et travlt liv kan tage ansvar og pleje deres mentale og fysiske helbred. Og det giver mulighed for at stoppe op, og reflektere over, hvilken kandidatuddannelse er den rette for en.

… det er fedt!

Det er IKKE fedt, når den ellers gode idé potentielt kan vise sig som det seneste udtryk for den politiske tilnærmelse, eller rettere påtvingelse, af et bachelorarbejdsmarked. En tendens vi senest så udtrykt i de (in)famøse anbefalinger fra Udvalget om Bedre Universitetsuddannelser, hvor flere tiltag til at fremme et bachelorarbejdsmarked blev fremhævet med særlig motivation i erhvervslivets ønsker. Noget tyder på, at erhvervsparathed og det topmoderne begreb ’employability’ er, hvad universiteterne tilskyndes at promovere blandt deres studerende.

Jeg er ikke bleg for at indrømme, der er potentiale i idéen om at etablere et velfungerende bachelorarbejdsmarked

Her må jeg stille mig grundlæggende uenig. Jeg er ikke bleg for at indrømme, der er potentiale i idéen om at etablere et velfungerende bachelorarbejdsmarked (min fagligheds kolde Djøf-kalkyle vægter tungt på mine skuldre), men i sin nuværende form er der lange udsigter hertil. Dog hører det ingen steder hjemme, at erhvervslivets kortsigtede og profitfikserede ambitioner er drivende for, hvordan vi udformer vores uddannelsessystem, hvis vi stadig har en ambition om, at universiteterne skal være samfundets fritænkningsfyrtårne.

Derudover er der også nogle problematikker ved implementeringen af en ny arbejdsprofil på et arbejdsmarked, der snildt kan siges at være umodent hertil. Djøf har blandt andre udtalt bekymring om faren for stor arbejdsløshed for bachelorstuderende, og jeg ser også personligt varsomt på introduktionen af en bachelor-stilling på min egen arbejdsplads, hvor det blot vil udvide den i forvejen uklare grænsedragning mellem chefer, konsulenter, fuldmægtige, HK’ere og studentermedhjælpere. Her frygter jeg, den bacheloransattes berettigelse primært vil være som et billigere og ’tilstrækkelig kvalificeret’ alternativ til en færdiguddannet kandidat, hvilket vi ikke vil være tjent med.

Vigtigst af alt skal vi passe på, at det ikke bliver en glidebane. For hvor første skridt i nu-laver-vi-lige-et-bachelorarbejdsmarked-planen til dels falder til de studerendes fordel og skaber et vist frirum og fleksibilitet, så må man spørge sig selv, hvad bliver næste skridt? Der er fra erhvervslivet og visse dele af det politiske spektrum udtrykt ønske om, at fjerne retskravet fuldstændigt og i stedet tvinge studerende over på etårige overbygninger eller erhvervskandidatuddannelser, medmindre de blot skal blive en del af et eventuelt bachelorarbejdsmarked.

Jeg frygter, at den bacheloransattes berettigelse primært vil være som et billigere og ’tilstrækkelig kvalificeret’ alternativ til en færdiguddannet kandidat

Her skal vi være opmærksomme på, at ambitionen ved et udvidet retskrav ikke blot bliver en reduktion af kandidatstuderende, da kun denne retning tilbyder den nødvendige grad af faglig dybde og specialisering, som er universitetets eksistensberettigelse. Dét adskiller en universitetsuddannelse fra eksempelvis en professionsbachelor. Det er hvad vi særligt på Københavns Universitet kan og bør bryste os af! I hvert fald indtil videre.