Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nu nytter det at stemme!

SOFAVÆLGERVÆKNING - Kommunalvalget er lige oppe over, og aldrig har der været flere initiativer, der prøver at få lokket folk til stemmeurnerne. Det skyldes især, at sidste kommunalvalg fik den laveste valgdeltagelse i 35 år, nemlig 65,8 %. Det tal sætter endelig en stopper for den ældgamle anke: ’Det nytter alligevel ikke noget at stemme’.

I et afsnit af DR’s Stemmer på kanten sidder Lisbet Zornig Andersen i bilen med sin bror. Han har lige fortalt, at han ikke har tænkt sig at stemme til Kommunalvalget, da hun siger: »Hvad nu hvis alle lod være med at stemme?«. »Nå ja,« siger han, og så vil han alligevel gerne stemme.

Det er nok ikke alle, der er lige så lette at overtale uden for kameraernes fokus, men argumentet er hørt før. Og forståeligt nok. Det er et godt argument! Det er bare som om, at det ikke rigtig er overbevisende nok.

Men fortvivl ej, kære læser. Nu er der for alvor noget om snakken. Ved sidste kommunalvalg var det nemlig en tredjedel af os, der blev væk fra stemmeurnerne. Og dermed begynder argumentet pludselig at give mening, for nu er det faktisk tilpas mange af os, der har valgt at blive væk, til at vi virkelig kan rykke noget. For at være helt præcis, kan vi rykke en tredjedel af valget af vores nye repræsentanter i kommunerne. Det er da ikke så tosset endda?

Stemme-tricks

Men hvad er det så, der kan overbevise os om at tage en morgenkåbe og nogle klipklapper på og med møje og besvær bevæge os ned til stemmeboksene? Stem på Nørrebro, Stemmer på kanten, Brug stemmen og en masse andre af de gode initiativer, der vil have folk til at stemme (og som alle sammen hedder noget med ’stemme’) har gjort deres for at prøve at ændre folks holdninger. For der er faktisk flere ting, der virker. Blandt de bedste tricks er følgende:

Få mor til at stemme
Stemmer din mor, stemmer du. Sandsynligheden øges i hvert fald betragteligt, siger de kloge (test dig selv: stemmer din mor? Stemmer du?).

Fortæl gutterne, at du stemmer
Der er bare noget om snakken: vi vil gerne være en del af fællesskabet. Fortæl derfor dine venner, at de stemmer, så du kan påvirke dem til også at stemme. Hvis du ikke stemmer, står du (trods alt) lige nu uden for det store fællesskab.

Informér, informér, informér
Nogle mennesker er dovne, uoplyste og uengagerede. Men andre mennesker er simpelthen ikke klar over, hvordan man stemmer – eller at de overhovedet må stemme. Vidste du eksempelvis, at du ikke behøver at være dansk statsborger for at stemme til Kommunalvalget?

Tag dig sammen!

Hvis du er nået hertil i din læsning, har du måske opdaget, at jeg har skrevet ’os’, når jeg har omtalt dem, der bliver væk fra stemmeboksene. Men selv om jeg er ung og derfor en potentielt udeltagende vælger, så er det udelukkende et pædagogisk trick for at skabe nærhed. Nærhed virker nemlig også, og hvis du er én af dem, der ikke stemmer, ville du måske aldrig være nået hertil, hvis jeg havde nedgjort dig i toppen af artiklen her. Hvis du da er nået hertil.

Men nu har du jo alligevel læst tilpas meget til, at det er fjollet at stoppe, og derfor får du her svineren: Det er for sindssygt, du ikke stemmer! Det er en hån mod den demokratiske rettighed, som dine forgængere har kæmpet for at skaffe dig. Det er hyklerisk, hvis du nogensinde går og synes, at noget burde være anderledes i det samfund (eller den kommune), du bor i. Og så er det taktisk dumt: Du kunne få så meget indflydelse ved bare at slæbe dig ned til din lokale skole én gang hvert andet år (der er jo også det der folketingsvalg).

Derfor synes jeg simpelthen, at du skal tage dig sammen! Der er ingen undskyldninger. Hvis du synes, din stemme alligevel bare er en dråbe i havet, jamen så kig dog på tallene. Lige nu mangler landets politikere 33 % af havet for reelt at repræsentere den befolkning, som de bestemmer over. Hvis du synes, at Kommunalvalget er kedeligt og uoverskueligt, så må du stramme ballerne og sætte dig ind i det. Du kan enten tage den lette vej og nuppe en test på fx www.hvemskaljegstemmepaa.dk, eller du kan geare lidt op og snakke med din familie og venner om, hvad de stemmer og hvorfor. Du kan også gå all in og begynde at følge med i aviser, valgdebatter, osv. Men det er helt ok at starte med testen.

Om du er uvidende, doven eller tungnem

Til sidst et opråb til dig. Ja, dig! Dig, der sidder godt lænet tilbage med et selvretfærdigt smil, en intellektuel bog på hylden og genbrugstøj på kroppen. Det er dig, der lytter overfladisk på min lange svada og glæder dig til at kunne kigge mig i øjnene og sige:

»Jeg stemmer ikke, fordi jeg ikke synes, at der er nogen af politikerne, der repræsenterer mig ordentligt. Jeg har sat mig ind i alt, men må jo blot konstatere, at der alligevel ikke sker en skid, når de bliver valgt ind.«

Måske har du ret. Måske ikke. Men jeg kan love dig for, at politikerne aldrig nogensinde vil have skyggen af en chance for at opdage dit super seje statement, hvis du bare bliver hjemme. Hvis du ikke orker selv at gå ind i politik eller stable en demonstration på benene, så stem da i det mindste blankt. Hvis den tredjedel, der blev hjemme ved sidste Kommunalvalg, havde stemt blankt, så havde debatten været en helt anden. Og var der sket ting og sager i byrådene rundt omkring i vores 98 dejlige, vigtige og ærbare kommuner!

Derfor får du her en lille tekst, som du kan lave din egen melodi til:

Om du er uvidende, doven eller tungnem,
stem, stem, stem!
Du må ikke glemme at stemme,
det hjælper dig selv og dem derhjemme!

Uni-avis@adm.ku.dk

Seneste