Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»Nu vil jeg prøve at holde kæft«

SALUT - Ved sin afskedsreception takkede Jakob Lange af med et tilbageblik på den uddannelsespolitiske udvikling, han selv har været med til at præge i sine 41 år på Københavns Universitet

Der var stort fremmøde, da Jakob Lange fredag holdt afskedsreception i Brandes Auditoriet efter et langt arbejdsliv på Københavns Universitet. 41 år er det blevet til, hvor af en stor del er brugt som studievejleder for skiftende generationer af uddannelsessøgende unge.

Jakob Lange brugte anledningen til at holde en afskedsforelæsning om sine mange engagementer gennem årene, blandt andet som leder af Den Koordinerede Tilmelding. Han reflekterede desuden over skiftende tendenser på uddannelsesområdet og de kampe, han har taget både internt på universitet såvel som i offentligheden som en hyppig deltager i den udannelsespolitiske debat.

»Jeg har længe sagt, at de studerende, udover at have en studieplads, skal have en god økonomi, et sted at bo og et job efter uddannelsen. Og jeg har prøvet at blande mig i alle dele,« sagde han og glædede sig blandt andet over indførelsen af dobbelt SU til handicappede og enlige mødre.

I selskab med Baywatch og Beverly Hills

Det mørke kapitel i SU´ens historie er til gengæld de statskautionerede banklån, som har bragt mange studerende ud i stor gæld, forklarede han, og SU har desuden vist sig ikke at være den rette løsning til at bryde den negative sociale arv

Jacob Lange har alle årene været en aktiv mand i medierne, men fremhævede som det sjoveste, da TV-2 hyrede ham til en programserie på 50 afsnit under titlen ”Hvad kan jeg blive?”

»Det lå mellem Beverly Hills og Baywatch lørdag eftermiddag, og jeg havde en halv time, hvor jeg med store løftede pegefingre fik lov til at sige til folk, at nu skal de kraftedeme se at få sig en uddannelse.«

Vil forsøge at holde sin kæft

De seneste års udvikling med hvervekampagner til universiteterne i millionklassen, giver Jakob Lange ikke meget for. Han mener derimod, at pengene kan bruges væsentligt bedre. Han ærgrer sig desuden over, at man ikke i højere grad har satset på at bygge ungdomsboliger. En beslutning, han mener man ville komme til at begræde i fremtiden.

De markante holdninger vil han dog holde for sig selv, når han træder tilbage, forklarede han.

»Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at holde min kæft, når det drejer sig om studievejledning, studerende og den slags. Det er så let at have frelste meninger, når man ikke har noget ansvar. Men altså, det kan da være, at jeg ikke kan lade være.«

Seneste