Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Ny bog analyserer populismen i den vestlige verden

Ny bog — Lektor Emeritus Mogens Herman Hansen har skrevet adskillige bøger om demokrati, men overså selv populismens fremvækst. Det har han nu rådet bod på med en let læst bog om emnet.

Morgen Herman Hansen er klassisk filolog og en af verdens førende eksperter i Athens demokrati og poliskulturen i Grækenland.

Populistiske partier er aldrig voldelige og har aldrig en egentlig ideologi

Mogens Herman Hansen

Det har også været noget af hans udgangspunkt for at skrive en bog om populismen i vores tid. Hvordan forvrænger populismen demokratiet? er lige udkommet på Informations Forlag. I modsætning til hans tidligere værker er den meget kort – kun 90 sider.

»Så bliver den læst, og det føles altid tilfredsstillende,« siger Mogens Herman Hansen.

Demokratiforskere overså populismen

Han mener, der er brug for en bog om populismebegrebet, fordi det begreb er underbelyst. Udviklingen er gået meget stærkt de sidste år, og demokratiforskere har simpelthen misset populismen i begyndelsen:

»En meget berømt bog, Contesting Democracy, fra 2012 om demokratiets problemer, skrevet af Jan-Werner Müller, havde ikke en linje med om populismen. Først i 2015 skrev Jan-Werner Müller bogen Hvad er populisme?, der blev oversat lynhurtigt til et hav af sprog, og som er en rigtig god analyse af populismen,« siger Mogens Herman Hansen – og holder ikke siger sig selv fri af kritikken:

»Jeg kan melde mig i garden af de, der greb for sent fat i populismebegrebet, for jeg skrev jo heller ikke om den. Faktisk tog hele den etablerede, moderne demokratiforskning kun i meget lille grad hensyn til, at der var noget, der hed populisme. De snakkede i stedet om frihed og lighed og menneskerettigheder,« siger Mogens Herman Hansen.

Populismen er aldrig voldelig

I sin bog beskriver Mogens Herman Hansen blandt andet kort og præcist alle de forskellige populistiske bevægelser og partier i Europa. Det giver hurtigt et overblik, og bogen får også skilt de partier fra, der ifølge ham slet ikke er populistiske:

»Populistiske partier er aldrig voldelige og har aldrig en egentlig ideologi. Der er to partier i Europa, der ofte beskrives som populistiske, men som ikke er det, for de er voldelige og antidemokratiske: Gyldent Daggry i Grækenland og Folkepartiet Vort Slovaki. De er i stedet nynazistiske og nyfascistiske,« siger Mogens Herman Hansen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Derfor var Adolf Hitler og Benito Mussolini heller ikke populister, mener han, selvom de havde en klart populistisk retorik; det betyder, at de bevidst forenklede og forvanskede en række udsagn. Et eksempel på det er Adolf Hitlers konsekvente ’dolkestødsmyte’ om, at Tyskland havde vundet Første Verdenskrig, hvis bare ikke socialister, jøder og andre ’usympatiske typer’ havde stukket Tyskland i ryggen ved at kapitulere for at få fred.

Hvem er de ’rigtigste’ demokrater?

Populistiske partier i EU:

Finland: De Sande Finner (stiftet i 1995), Frankrig: Front National (1972), Holland: Groep Wilders (2006), Italien: Femstjernebevægelsen eller ‘Movimento 5 Stelle’ (2009), Norge: Fremskrittspartiet (1973), Polen: Lov og Retfærdighed eller ‘PiS’ (2001), Schweiz: Schweizerische Volkspartei (1971), Spanien: Podemos (2014), Storbritannien: Ukip (1993),  Sverige: Sverigedemokraterne (1988), Tyskland: Alternative für Deutschland (2013), Ungarn: Fidesz (1988), Østrig: Det Østrigske Frihedsparti eller ‘Freiheitliche Partei Österreichs (1956), Danmark: Dansk Folkeparti (1995).

Faktisk er det en hovedpointe for Mogens Herman Hansen, at alle de populistiske partier i dag selv mener, at de er de rigtige demokrater.

»Populisterne udgør ifølge dem selv det sande demokrati og opfatter ikke sig selv som det vrængbillede af demokratiet, som modstanderne ellers hævder,« siger Mogens Herman Hansen og fremhæver også, at det repræsentative demokrati, vi har i dag, i modsætning til populismen, vitterlig har meget stærke ’monarkiske’ eller aristokratiske træk, hvor ’enevældige’ magthavere kan styre et helt lands fremtid på afgørende punkter.

»Danmark kom jo kun med i Irakkrigen, fordi Anders Fogh Rasmussen ville det. Hvis statsministeren havde været en anden politiker, var vi ikke gået med. Vi havde støttet Amerika, fordi vi er meget loyale over for dem, men vi var ikke gået aktivt med i krigen,« siger Mogens Herman Hansen som et eksempel på, at vores demokrati slet ikke er et rent demokrati, men en trefoldig blanding af monarki, aristokrati og demokrati.

Athen kendte til populister

Det havde de til gengæld i Athen i det antikke Grækenland, hvor de borgere, der kunne stemme, mødte frem på forsamlinger og havde direkte indflydelse på den førte politik. Dengang fik athenerne også gjort sig erfaringer med ’populister’, der poppede frem allerede for 2.500 år siden, og som grækerne kaldte for folkeforførere – demagoger.

»Der var populisme i Grækenland, for på folkeforsamlingen i Athen vandt den politiker, der kunne overtale folket med den bedste retorik. Vi har også navne på nogle af dem. Athen blev undertiden ledet af meget dygtige folk, der bestemt var demokratiske statsmænd som Perikles og Demostenes, men ind imellem var folkeforsamlingen domineret af det, vi godt kan tillade os at kalde populister som Hyperbolos, Kleophon og Kleon, men de påstod jo også selv den gang, at de var de rigtige demokrater,« siger Mogens Herman Hansen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Populisterne kom dog aldrig til at dominere i Athen. Kleon blev en dygtig general og faldt i et stort slag i spidsen for Athens hær i 422 før vor tidsregning, mens Hyperbolos blev sendt i landflygtighed i 10 år. Det havde athenienserne nemlig mulighed for at gøre ved politikere, der var blevet for farlige.

Fremmedfjendskheden trænger sig på

I Athen var der til gengæld ikke noget af den fremmedfjendske grundholdning, som præger populismen i dag, mener Mogens Herman Hansen, og som er endnu et kendetegn ved vores tids populisme.

»Jeg mener, at den voldsomme fremmedfjendskhed ved populismen i dag bestemt ikke er rar. Til gengæld kan jeg til en vis grad forstå populisternes insisteren på folkesuveræniteten og deres modstand mod den voksende kløft mellem rige og fattige,« siger han.

Her er det især EU, der er problemet, mener han, for EU er en forvansket forbundsstat. Det er en af de helt store problemstillinger, som EU ikke selv tager sig af, og derfra får populismen næring til at vokse sig stor og stærk.

Det liberale demokrati driver populismen frem

»EU siger selv, det er en sammenslutning af suveræne stater, men efter Maastricht-traktaten fra 1993 er det blevet en union, hvor over 60 procent af alle retsregler gives af EU i Bruxelles. Så kan man da ikke sige, at staterne er suveræne, når forordningerne træder i kraft i alle medlemsstater, uanset om de piver eller synger,« siger Mogens Herman Hansen.

»Det er vigtigt, for hvis vi ser på, hvad populisterne vil, så vil de have en del af magten. De vil have lovgivningen flyttet tilbage fra Bruxelles til London, Paris eller København,« siger han.

Selvom populismen både kan være højre- og venstreorienteret, skriver Mogens Herman Hansen i begyndelsen af bogen, er den ene af populismens to vigtigste drivkræfter alligevel det liberale demokratis blindhed over for den stadigt voksende økonomiske ulighed. Den anden er arbejdskraftens fri bevægelighed i EU med mange indvandrere, der opfattes som ’snyltere’, der øger arbejdsløsheden blandt indfødte borgere og presser lønningerne på arbejdsmarkedet.

Desuden er der også en drivkraft fra det, som populisterne opfatter som en voldsom indvandring af flygtninge, migranter og især muslimer, peger Mogens Herman Hansen på i sin bog.

Bogforside Hvordan forvrænger populismen demokratiet

Til højre: Forsiden af Mogens Herman Hansens bog. Den kan købes i Informations Butik for 49.95 kroner som bog og som E-bog for 34,95 kroner.

 

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste