Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
KLUMME - Midt i disse SU-tider er Københavns Universitet ved at ansætte ny rektor. En ny rektors første prioriteret skal være de studerende og vores uddannelse.
Københavns Universitet gik i 2012 forrest med indførelse af minimumstimetallet for BA-studerende. Det var et kæmpestort og vigtigt skridt i retning af en bedre uddannelse. Endelig kom der fokus på de mange steder på især humaniora, men også Samf, hvor timetallet har været åndsvagt lavt.
Men der er stadig meget at gøre! Når jeg fortæller min familie, at jeg næste semester skal have højst seks timer om ugen på min kandidatuddannelse, griner de af mig – for skal det virkeligt forestille at være en uddannelse?
At timer ikke gør det alene, siger sig selv. Men min familie har jo ret: seks ugentlige timer er ikke meget uddannelse. Det nytter simpelthen ikke, at universitetet stopper med at udbyde undervisning bare fordi, de studerende har afleveret en bacheloropgave. Der er brug for at alle dele af vores universitet forholder sig til, ikke kun hvordan vi kan få flere timer, men også hvordan vi kan sikre, at de bliver udnyttet maksimalt. Hvordan kommer vi væk fra passiverende forelæsninger og til et sted, hvor der bliver stillet krav til de studerende i undervisningssituationen?
Timerne skal være et sted, hvor man bliver inspireret og presset til at blive klogere. Vi har brug for flere timer, hvor det kan ske og endnu flere dygtige undervisere – det gælder også på kandidaten. Og lige nu har vi brug for en rektor, der vil føre an for en sådan udvikling.
Debatten raser omkring vores levegrundlag, SU’en. Diskussionen er (lidt for …) spændende, ikke mindst for os studerende, da det er vores levegrundlag, der er på spil. Man hører af og til studerende sige, at de gerne ville afgive lidt af deres SU for at få mere og bedre undervisning. Det, der forbavser mig, er, at medierne tager det som et udtryk for, at vi studerende får for meget i SU. Det er efter min bedste mening en fejlslutning. Et gennemsnitligt månedligt rådighedsbeløb på 2.118kr giver ikke skide meget overskud.
Snarere er de studerendes udsagn, om at de er villige til at skære ned på deres allerede meget sparsomme indkomst, et skræmmende tegn på hvor dyb frustrationen over den undervisning, de modtager på universitetet, er
.
For i hverdagen er vi mange, der møder et universitet, som ikke kan præstere uddannelse af den kvalitet man burde kunne forvente.
KU er på sporet, minimumstimetal er den rigtige vej at gå. Men der er lang vej igen: minimumstimetallet skal videreføres til kandidaten og kvaliteten i den undervisning der gives skal sikres og udvikles. Studerende udgør klart den største del af befolkningen på KU og den uddannelse vi får er drøn vigtig for hele samfundet. Derfor er det død og pine vigtigt, at KUs nye rektor, der bliver ansat i slutningen af februar, er én som prioriterer uddannelse højest. Én der har visioner for, hvordan vi får bedre uddannelser og lytter til de studerendes holdninger og frustrationer.
uni-avis@adm.ku.dk