Nye klimakrav: Studerende vil have lukket forskningscenter

Gør campus CO₂-neutralt i 2025. Lav en rejsepolitik. Og luk Center for Olie og Gas.

Det er tre af de fem klimakrav, som en række studenterorganisationer vil pålægge Københavns Universitet. For tiden indsamler de underskrifter til kravene, inden de vil overrække dem til rektor den 20. september, altså under den næste klimastrejke.

»Tiden er moden til det. Der er rigtig meget fokus på det grønne, særligt efter valget, og så er der efterhånden mange grønne studenterorganisationer, der har etableret sig,« siger psykologistuderende Anina la Cour, medstifter af SIMA (Samfundsfaglig Klimaindsats), der sammen med blandt andre Den Grønne Studenterbevægelse og Studenterråddet på Københavns Universitet er initiativtager til klimakravene.

Hun siger, at Københavns Universitet har en særlig pligt til at gå forrest i klimakampen, fordi det er en dannelsesinstitution, der forsker i samfundsproblemer og uddanner de mennesker, der skal levere løsningerne.

Hun kritiserer, at klima ikke fylder mere på universitetets studier. Det er netop ét af kravene: Alle studerende skal have undervisning i klima.

Det gælder de samfundsfaglige uddannelser, som hun selv repræsenterer i SIMA, men det gælder også de uddannelser, der ikke naturligt beskæftiger sig med den grønne omstilling. Selv studier som Fransk, Datalogi og Teatervidenskab.

»Vi mener, at klima er relevant for alle i forskellig skala. Nu nævner du selv Teatervidenskab, og det er ikke, fordi de skal sløjfe alting og så kun beskæftige sig med klima, men de kan jo arbejde med at formidle klima. Der er en relevant vinkel på alle fag,« siger Anina la Cour.

»Sparker åben dør ind«

Ledelsen på Københavns Universitet vil ikke forholde sig til de enkelte krav, før de har vendt dem med Studenterrådet. I en mail til Uniavisen skriver vicedirektør for kommunikation, Jasper Steen Winkel, at de fleste studerende allerede nu kan vælge fag om klima og bæredygtighed.

»Hvis de studerende synes, at det skal fylde mere, kan de blandt andet tage de ønsker med ind i studienævnene, hvor de selv har et ansvar for kursusudbuddet og fagenes sammensætning,« skriver han.

Vi sparker tydeligvis ikke en åben dør ind, for lige nu har de jo ikke tænkt sig at gøre noget ved nogen af de her ting

Anina la Cour, psykologistuderende og medstifter af SIMA

Han roser de studerende for initiativet, men tilføjer, at de »på en vis måde sparker de en dør ind, der allerede er åben«.

Han nævner, at Københavns Universitet har nedbragt CO₂-udledningen med 51 procent siden 2008 samt energiforbruget pr. årsværk med 29 procent, ligesom universitetet overvejer, »om der skal nye initiativer og indsatser til«, når den nuværende grønne plan, Grøn Campus 2020, udløber næste år.

Anina la Cour erkender, at Københavns Universitet allerede har kastet sig ud i flere grønne tiltag, der også har haft en effekt. Men, siger hun, »det går slet ikke hurtigt nok«.

Hun nævner, at den nedbarberede CO₂-udledning primært stammer fra energieffektiviseringer, mens de tiltag, der gør mere ondt, stadig mangler. For eksempel en offensiv flypolitik, der i højere grad kolliderer med universitetets dna, ikke mindst målet om internationalisering.

Studenterorganisationerne kræver, at de svære valg bliver taget, også når de griber ind i forskningen og undervisningen.

»Vi sparker tydeligvis ikke en åben dør ind, for lige nu har de jo ikke tænkt sig at gøre noget ved nogen af de her ting,« siger Anina la Cour.

I vil også have, at Københavns Universitet skal være CO₂-neutralt i 2025. Det kræver nogle voldsomme ændringer her og nu. Hvorfor ikke give dem til 2030 for eksempel?

»Tanken er, at det er så tæt på, at de er nødt til at gøre noget nu, men samtidig kan du godt nå at rykke meget på fem og et halvt år. Vi kunne også have sagt 2030, men det, der tit er med langsigtede planer, er, at folk siger ’ja, ja, så kan vi begynde om 100 år’,« siger Anina la Cour.

»Vores pointe med de her krav er jo, at vi har travlt. Forskningen, som universitetet selv har været med til at lave, siger, at vi har rigtig kort tid til at få samfundet ind på et andet spor.«

Ledelsen har tidligere været tøvende om en flypolitik, og der er ikke langt til 2025. Tror I, det er realistisk, at de kommer til at købe ind på netop de her fem krav?

»Vi er jo nødt til at prøve. Vores overordnede mål er, at Københavns Universitet bliver det grønnest mulige universitet på alle fronter – på drift, undervisning og forskning. Og hvis universitetet har nogle bedre forslag, så er det så fint. Vi står ikke og kaster med maling og råber slagord, og det vigtigste er ikke, at vi får ret. Det vigtigste er, at der bliver handlet massivt,« siger Anina la Cour.

Rækker friheden til olie og gas?

Et par af kravene kan tolkes som oplæg til forhandlinger. Studenterorganisationerne siger, at de vil have en flypolitik, men ikke hvilken. Ligesom de siger, at de vil have undervisning i klima og bæredygtighed, men ikke hvor meget.

Andre krav er anderledes ubøjelige. For eksempel kræver de studerende, at Københavns Universitet lukker Center for Olie og Gas, som har hjemme på DTU og drives i samarbejde med Aalborg og Aarhus Universitet, GEUS og KU.

Rigtig mange ting er blevet opfundet på grund af krige, men der er jo ingen, der foreslår, at vi starter en krig for at se, hvilke spændende opfindelser der kommer frem af det.

Anina la Cour, psykologistuderende og medstifter, SIMA

Centret skriver på sin hjemmeside, at »de er sat i verden for at finde svar på den faldende olie- og gasproduktion gennem forskning og udvikling af nye og forbedrede teknologiske løsninger.«

Netop det krav kommenterer Jasper Steen Winkel direkte.

»Der er forskningsfrihed i Danmark. Det betyder, at politikerne, interessenter eller ledelserne ikke bestemmer over, hvad der forskes i, så længe forskningen er lovlig og lever op til de etiske standarder, der er vedtaget. Det er vigtigt at værne om den akademiske frihed. Og der altid mange forskellige perspektiver i forskningen,« skriver han.

Desuden, skriver han, kan dele af centrets forskning komme den grønne omstilling til gavn.

»KU’s geologer er sammen med DTU’s ingeniører ved at undersøge, hvordan man kan genbruge de gamle, tomme olie- og gas-boringer til at lagre CO₂, som man kan tage ud af kraftværker, atmosfæren mv. Den forskning og udvikling, der sker, er aktuelt blandt de afgørende løsninger på en del af verdens klimaudfordringer.«

Anina la Cour afviser, at man bevæger sig ud på et skråplan, hvis man lukker ned for forskning i for eksempel udvinding af olie og gas.

»Hvad hvis man bare startede med at forske i de gode løsninger i stedet for at vente på, at der kommer nogle gode biprodukter? Rigtig mange ting er blevet opfundet på grund af krige, men der er jo ingen, der foreslår, at vi starter en krig for at se, hvilke spændende opfindelser der kommer frem af der. Det er jo en absurd måde at nå frem til resultaterne på.«

Hvad med forskningsfriheden

Men en ting er et center – hvis der er en enkelt forsker på Københavns Universitet, der jo har forskningsfrihed og ønsker at forske i olie og gas, skal han eller hun så ikke have lov til det?

»Jeg synes, det er problematisk, hvis man forsker i fossile brændstoffer for at hive dem op af undergrunden. Selvfølgelig skal vi have fri forskning, men der skal være nogle rammer, og det er der jo også allerede. Man kan jo ikke forske i, hvordan man mest effektivt kan mishandle et barn for eksempel,« siger Anina la Cour.

»Det er den her kulturelt skabte grænse for, hvad der er okay at forske i, vi gerne vil have rykket. For vi ved, at klimakrisen kommer til at skade mange mennesker, så hvorfor synes vi stadig, det er i orden, at vi forsker i noget, vi ved, bidrager så massivt til den?«

Rasmus Larsen, prorektor på DTU, hvor Center for Olie og Gas holder til, påpeger, at statsejede Nordsøfonden også indgår i samarbejdet. Centret er en del af Danmarks langsigtede nationale strategi for energi, siger han.

»Vi er helt enige, i at vi er på vej mod det fossilfrie samfund, men den transformation kommer til at tage nogle år, og vi vil i en lang årrække være afhængig af olie og gas for at opretholde vores samfund, som vi kender det. Derfor er der rigtig god mening i at understøtte, at den danske olie- og gasproduktion kan ske med mindst mulig miljøomkostning og på den mest omkostningseffektive og sikre måde. Det er det, forskningen i centret skal understøtte,« siger han og tilføjer, at der også er brug for ingeniører med viden på området, når boreplatformene skal lukkes og forlades, og hullerne i Nordsøen skal proppes til.

Men har de studerende ikke en pointe i, at det er på tide at rykke grænsen for, hvad der er etisk forsvarligt at forske i? Skal den ikke rykkes, så man i højere grad tager hensyn til klimaet?

»DTU og andre universiteter værner om forskningsfriheden. Det er helt grundlæggende, fordi vi opfatter den som langt den bedste måde at frembringe ny viden på – og også som en forudsætning for forskningens uafhængighed og legitimitet,« siger Rasmus Larsen.

»Vi er jo en del af det danske demokrati, og jeg synes ikke, det er universiteterne opgave at have et andet regelsæt og nogle andre restriktioner end dem, der vedtages i Folketinget.«