Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nye studerende på tinge

Ved folketingsvalget den 13. november blev der renset ud i Borgens besætning. To af de nye ansigter læser til daglig på Københavns Universitet

Københavns Universitet fylder godt op blandt akademikerne i Folketinget, og det nyligt overståede Folketingsvalg gav plads til to studerende fra Statskundskab. Jesper Petersen og Astrid Krag er begge nye medlemmer af Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe og har nydt godt af partiets store fremgang ved valget. Jesper Petersen læser på overbygningen, mens Astrid Krag endnu ikke har færdiggjort sin bachelor.

Ingen af dem er dog politisk uerfarne, og indtil 2006 delte de posten som landsformand for SF’s ungdomsafdeling SFU, en post Astrid bestred alene indtil foråret i år. Jesper Petersen har desuden siddet i SF’s hovedbestyrelse, og ved valget den 13. november var det tredje gang han stillede op til Folketinget. Han er nu blevet belønnet for sin standhaftighed med en af de helt tunge poster som skatteordfører. »Det tager jeg som et stort skulderklap fra partiets ledelse«, siger Jesper som var opstillet som nummer 13 på SF’s liste til valget. Så med partiets store fremgang der endte med 23 mandater, var der aldrig rigtig tvivl om at han ville blive valgt ind i tinget. »Alligevel gik det først rigtigt op for mig søndagen før valget hvor jeg havde mulighed for at sidde og slappe af foran fjernsynet. Da var det svært at tænke på andet«, siger den 26-årige Jesper som bliver nødt til at fortrænge studierne til fordel for sin kommende travle politiske karriere.

»Jeg tager nok orlov for at kunne varetage mit nye job, men jeg vil meget gerne færdiggøre min uddannelse på et senere tidspunkt«, fortæller han.

Akademisk baggrund er ikke nok

Astrid Krag er blevet udpeget til SF’s nye integrationsordfører og til medlem af gruppebestyrelsen. Begge meget tidskrævende poster, så Astrid lægger også studierne på køl selvom hun lige er vendt tilbage til skolebænken efter et års arbejde i hjemmeplejen på Amager. Hun har læst på KU siden 2003, men bachelorgraden lader vente på sig, blandt andet på grund af erhvervsarbejde og politisk engagement i SFU.

Du får da fjumret en del som man siger på politikersprog?
»Jeg får udbygget mine realpolitiske kompetencer«, korrigerer hun høfligt. Under valgkampen lagde Astrid stor vægt på hendes erhvervserfaring frem for hendes akademiske baggrund. Hun mener det er problematisk hvis politikernes eneste baggrund er deres uddannelse.

»Politikere der arbejder med velfærd skylder sig selv og alle andre at kende til hverdagen i hjemmepleje, vuggestuer osv. Det er virkelig vigtigt at man bevarer kontakten til praktikerne og til de forskellige faggrupper. Det er en mindst lige så stor force for en politiker at have arbejdet som pædagog som det er at have læst på universitet«, mener 25-årige Astrid Krag. Hun erkender dog at hun har en vis fordel i at have læst statskundskab.

»Meget af det politiske stof er ret tungt og teknisk, og med den måde politik fungerer på i dag, er det vigtigt for partier at have nogle højtuddannede blandt folketingsmedlemmerne«, siger Astrid som siden 2005 har været suppleant for Villy Søvndal og derfor allerede har fået muligheden for at prøvesidde en af stolene i Folketingssalen.

SF’ere, ikke KU’ere

Astrid Krag har beholdt sit medlemskab af FOA, men i statistikkerne figurer Jesper Petersen som en af de mange DJØF’ere som i alt udgør 41 procent af det nye folketings medlemmer. Han erkender at sammensætningen af Folketinget ikke er særlig repræsentativt for den danske befolkning, men mener ikke at det ændrer i den politik der bliver ført. »Hvis jeg diskuterer med en anden DJØF’er, så er det ikke vores uddannelse der er afgørende, det er stadig partifarven. Det handler om at være bevidst om at ikke alle er akademikere, og at det er vigtigt at skabe en politik der ikke er ude af trit med almindelige menneskers hverdag«, siger Jesper Petersen. Han mener ligesom Astrid at det ikke er nødvendigt at være akademiker for at træde ind i politik, men tilføjer at hans uddannelse har givet ham en god ballast til jobbet.

Kan vi så regne med at KU’s fremtid er i sikre hænder hos jer?
»Nej, det kan I nok ikke«, griner Jesper Petersen. »Vi er enige i SF’s uddannelsespolitik, og derfor vil vi arbejde for bedre forhold for universiteterne. Men i Folketinget er vi SF’ere – ikke KU’ere«

Seneste