Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nyhedsoverblik: Inkabørn fik kokablade og alkohol inden ofring

ØVRIGE MEDIER – Ny viden om inkaernes børneofringer – Om få generationer kan alle leve 100 år – Lektor: Berlusconi kan ikke længere gå på vandet – Ukontroversielt at dansk moské finansieres fra Qatar – Ikke udsigt til billigere brød.

Ny viden om inkaernes børneofringer

Inkabørn tyggede kokablade og drak alkohol i månedsvis før, de blev ofret på toppen af Andesbjergene for 500 år siden, viser danske undersøgelser ifølge nyheder.ku.dk. Inkaerne, der fra midten af 1400-tallet erobrede store dele af det sydamerikanske kontingent, gav udvalgte børn kokablade og alkohol i et år, før de ofrede dem i op til 7 kilometers højde. Tre af børneligene blev i slutningen af 1990erne fundet dybfrosne og mumificerede på tinderne af Andesbjergene. »Vi har fundet kokablade i mundhulen på en af mumierne. Når man tygger kokablade, er man mindre sulten, og man bliver ikke højdesyg og udmattet,« siger Niels Lynnerup, der er professor på KU’s Retsmedicinske Institut.

Om få generationer kan alle leve 100 år

Et markant fald i spædbarnsdødeligheden, og det faktum, at næsten ingen mennesker dør af infektionssygdomme mere, forklarer en del af den længere levetid, siger Henrik Brønnum-Hansen, lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der ikke ser et snarligt loft for danskernes levealder. »Min vurdering er, at vi fortsat kan se frem til tre måneders årlig øgning i middellevetiden i fremtiden,« siger han til Berlingske.

Ekspert: Berlusconi kan ikke længere gå på vandet

Silvio Berlusconi er lidt af et politisk paradoks. Italiens tidligere ministerpræsident, der efter 20 år med verserende retssager, torsdag blev idømt fire års fængsel for skatteunddragelse repræsenterer nemlig både det offentlige system og modstanden mod det samme: »Det kan godt være, at han selv har været regeringsleder, men han går til angreb på de demokratiske institutioner, han selv skal være med til at styre, når han erklærer sig uskyldig, selv om han er dømt«, siger lektor Gert Sørensen, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.

Ukontroversielt at dansk moské finansieres fra Qatar

En privat donation sikrer 150 mio. kr. til Danmarks første 6.800 kvm. store moské på Rovsingsgade i Københavns nordvestkvarter. Bag byggeriet står Dansk Islamisk Råd, og bag finansieringen står den netop afgåede emir Hamad bin Khalifa al-Thani fra Qatar. Ifølge islamforsker Jørgen Bæk Simonsen, KU, er der ingen grund til at være nervøs: »Al vores erfaring viser, at der på europæisk plan findes et betydeligt antal moskéer, som har modtaget donationer fra den muslimske verden, så der behøver ikke ligge noget som helst odiøst i det. Og der er intet belæg for, at Qatar nu vil sætte dagsordenen for, hvordan muslimer skal opføre sig i dansk sammenhæng,« siger Jørgen Bæk Simonsen.
Jyllands-Posten, 6. august 2013, 1. sektion, side 7

Ikke udsigt til billigere brød

Kornhøsten tegner til at sætte nye rekorder i år, og råvarepriserne er allerede begyndt at falde, men der er ikke udsigt til, at priserne på brød falder. Når kornpriserne stiger, stiger brødpriserne omgående, mens brødpriserne kun falder en anelse, når kornpriserne bliver mindre, siger Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
DR P4 Radioavisen 06.00, 6. august 2013

Seneste