Nyt forfremmelses-program er ikke lige fair over for alle lektorer

Københavns Universitets forfremmelsesprogram udmønter sig i forskelsbehandling af de allerede kvalificerede lektorer

I disse dage foregår den sidste runde af Københavns Universitets høring om det såkaldte forfremmelsesprogram, hvorefter lektorer kan indstille sig selv til at indgå i et program, der i sidste ende skal føre til, at de opnår ansættelse som professor.

Der er en række forudsætninger, herunder godkendelse fra institutleder og dekan, samt udarbejdelsen af en forfremmelsesplan, hvor lektoren skitserer, hvilke mål, vedkommende påtænker at opfylde i løbet af perioden frem til den endelige professorbedømmelse. Processen kan tage maksimalt otte år, og forventes at tage mindst to år.

Den skitserede model synes at være meget ressourcekrævende med nedsættelse af flere forskellige bedømmelsesudvalg undervejs samt mellemliggende årlige samtaler med institutleder om, hvor godt lektoren har opfyldt sin forfremmelsesplan.

Ressourceforbruget er imidlertid ikke mit ærinde her – det er derimod den behandling, allerede kvalificerede lektorer får i denne model.

Jeg er selv en efterhånden ældre lektor med flere positive professorbedømmelser bag mig, herunder på KU. Jeg ved ikke, hvor mange professorbedømte lektorer, der er på KU, men jeg er i hvert fald ikke den eneste. For denne gruppe står der i Københavns Universitets forslag til udmøntning følgende:

Ingen overgangsordning

Muligheden for at alle tidsubegrænsede lektorer, med institutleders godkendelse, kan indstille sig til forfremmelsesprogrammet betyder, at der ikke skal etableres en overgangsordning for allerede ansatte lektorer.

En sådan manglende overgangsordning betyder, så vidt jeg kan se, reelt en negativ forskelsbehandling af allerede professorkvalificerede lektorer ved KU.

En lektor, som allerede er bedømt som professorkompetent, kan naturligvis, som nævnt i notatet, indstille sig til forfremmelsesprogrammet. Det betyder i praksis, at vedkommende skal udarbejde en forfremmelsesplan, hvori der er oplistet en række målestokke, som skal opnås inden for den tidsramme, der er udstukket – som altså minimum forventes at vare i to år.

Det vil sige, at de kvalifikationer, den enkelte allerede har – og som har kvalificeret vedkommende til en professorstilling – nu skal udbygges med yderligere kvalifikationer. Det er ikke muligt at forestille sig en forfremmelsesplan uden krav om yderligere kvalifikationer, da hele processen jo netop er bygget op om bedømmelse af, om de udstukne mål er opnået.

For allerede professorbedømte lektorer betyder det, at de skal opfylde krav, der er højere end de krav, de øvrige deltagere i forfremmelsesprogrammet er underlagt – de allerede opfyldte krav til professorkompetence samt de krav, der indgår i forfremmelsesplanen. Det er ikke rimeligt.

Hertil kommer, at forfremmelsesprogrammet må forventes at bidrage til en form for aldersdiskrimination. At alle kan indstille sig selv, betyder jo ikke, at alle kan indgå. Det er op til den lokale ledelse at vurdere, om en indstilling skal realitetsbehandles: »Institutlederen vurderer, om ansøgningen skal forelægges for reviewgruppe«, i seneste udkast eventuelt med hjælp fra et lokalt forfremmelsesudvalg.

I tilfælde af positivt review er det så op til dekanen at vurdere, hvilke lektorer, der skal overgå til forfremmelsesprogrammet. Dekanen baserer sin vurdering dels på reviewgruppens udtalelse, dels på »overordnede overvejelser om udvikling af fagområder på tværs af fakultetet«.

Hvis universitetet skal vælge mellem en yngre og en ældre kandidat med lige gode kvalifikationer, når man skal igangsætte et omkostningstungt og langvarigt kvalifikationsforløb, giver det sig selv, at man får mest valuta for pengene ved at satse på den yngre – der er ganske enkelt flere aktive professorår for enden af regnbuen.

Oprindelig var det vist tanken, at den nye stillingsstruktur skulle gøre det lettere for lektorer med professorkvalifikationer at opnå et professorat. Den automatiske oprykning, som kan ske efter ansøgning, for eksempel i Norge, fik vi ikke – i stedet får vi en model, som reelt forringer mulighederne for, at en gruppe kvalificerede lektorer kan få adgang til et professorat.