Nyt grønt forskernetværk: Klimakrisen kræver, at vi bygger bro mellem forskning og politik

Forestil dig følgende:

En forsker modtager penge til sit forskningsprojekt. Som en del af projektet udarbejdes, foruden en række forskningsartikler, et policy brief, som skal formidle forskningens resultater til de relevante beslutningstagere. På Christiansborg sidder en række politikere, som læser resultaterne og inddrager den nye forskning i forhandlingerne om ny lovgivning.

Dette lidt forsimplede billede illustrerer den gængse forståelse af forholdet mellem forskning og politik som en kontrakt: Forskere producerer og fremlægger ny viden, som efterfølgende inkorporeres i det politiske system af de relevante beslutningstagere

Problemet er bare, at dette billede ikke (længere) repræsenterer virkeligheden.

For det første er det langt fra sikkert, når der produceres ny forskning i dag, at der afsættes tid (og penge) til at formidle resultaterne til et bredere publikum, herunder politiske beslutningstagere. Forskningen på universiteterne er i stigende grad rettet mod at udgive forskningsartikler i prestigefyldte internationale tidsskrifter, som sjældent læses af andre end forskere.

For det andet er der, selv når forskningen formidles bredere, ofte slet ikke tid blandt politiske beslutningstagere til at sætte sig ned og læse om resultaterne af den seneste forskning. De har for travlt, og de politiske processer går stærkt, hvilket betyder, at de sager, som sætter dagsordenen, ofte er dem, der nemt og hurtigt kan formidles af og til medierne.

For det tredje – og måske mest afgørende – er relationen mellem forskning og politik en del af et langt større økosystem af aktører, som allesammen konkurrerer om politikerne og den bredere mediestyrede offentligheds opmærksomhed. Det gælder både ngo’er, tænketanke, og civile samfundsaktører, men det gælder især lobby- og interesseorganisationer, som ofte med stor effekt formår at fremme en bestemt politisk dagsorden gennem strategisk formidling af mere eller mindre saglig viden.

Kan du mærke det i hjertet?

Få steder er dette mere tydeligt end på klimaområdet. Tag blot den danske klimaminister, der for få uger siden forsikrede, at han kunne mærke helt »inde i hjertet«, at det hele nok skal gå – som svar på en ny rapport fra Klimarådet, der for tredje gang dumpede regeringens klimaindsats og understregede, at vi er langt fra at være i mål med målsætningerne fra Paris-aftalen. Tydeligere bliver afstanden mellem politiske fornemmelser og forskningsbaseret viden næppe.

Kigger man ud i verden, er det også så småt ved at gå op for folk, herunder forskere selv, at den oprindelige kontrakt mellem forskning og politik ikke længere er gældende (hvis den nogensinde har været det). De senere år har man set flere og flere eksempler på klimaforskere, der helt har mistet troen på den gamle kontrakt og i stedet tager nye og mere konfrontatoriske metoder i brug til at formidle deres forskning til politiske beslutningstagere.

I Danmark har medlemmer af den internationale forsker- og aktivistgruppe Scientist Rebellion for eksempel afholdt blokader, teach-ins og andre ikkevoldelige aktioner med henblik på at understrege utilstrækkelighederne ved den førte klimapolitik.

Sådanne aktioner kan være et godt redskab til at skabe opmærksomhed på problemerne ved den nuværende kurs. Der er dog også mange andre måder, hvorpå man som forsker kan engagere sig mere aktivt i kampen for klimaet, som ikke indebærer civil ulydighed, men stadig gør op med den gamle forståelse af, at alt, man kan gøre som forsker, er neutralt og uvildigt at fremlægge sin viden i forskningsartikler og konferenceoplæg.

Det kan for eksempel være at påtage sig en mere proaktiv rolle i medierne, hvor man ikke kun svarer på henvendelser fra journalister, men også selv tager aktivt del i kampen om offentlighedens opmærksomhed, eller ved at samarbejde med og bistå den bredere klimabevægelse med uafhængig viden og legitimitet.

Et grønt rejsehold

Men det handler også om at kigge indad og skubbe på for at skabe fremtidens grønne universiteter, hvilket både indebærer at fremme klima- og bæredygtighedsperspektiver i forskning og uddannelse, og at reducere universiteternes egne klimaaftryk, herunder de udledninger, der knytter sig til drift og rejseaktiviteter.

Mange af disse kampe kan være svære at tage for den enkelte forsker, især når den gængse forståelse af forskere er, at de skal forholde sig politisk passive til egne resultater. Denne udfordring bliver ikke nemmere af, at højreorienterede politikere de senere år har udskammet navngivne (ofte yngre) forskere for at bedrive »aktivistisk pseudovidenskab«. En udvikling, som skriver sig ind i en længere historie om politisering af videnskaben fra politikere og interesseorganisationer.

Til at imødegå denne klimapolitiske virkelighed iværksætter vi nu Det Grønne Forskernetværk, et nyt initiativ som skal skabe en platform, hvor forskere i fællesskab kan påtage sig en mere aktiv rolle i kampen for klimaet ­– både i den bredere danske offentlighed og internt på universiteterne.

Blandt netværkets indledende aktiviteter vil være nedsættelsen af en række arbejdsgrupper, som blandt andet skal kigge på, hvordan man kan integrere klima og bæredygtighed i undervisningen på tværs af de danske universiteter, samt hvordan man i praksis kan reducere universiteternes egne udledninger. Derudover etableres et ‘grønt rejsehold’, som kan tage rundt i landet og formidle den seneste viden på klimaområdet til såvel borgere som lokale beslutningstagere.