Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
MUSIKANTROPOLOGI - I nullerne var danske rappere enten stoddere eller sprogekvilibrister. De sidste fem år er en bølge af rappere med synlig minoritetsbaggrund dukket op fra undergrunden ind på P3’s playlister og har lagt hele lortet ned.
2014 var perkernes år for dansksproget rap og hiphop. Det siger de selv, rappere som Sivas, Young, Marwan, Amro og MellemFinga’Muzik, som du kender, hvis du hører P3, tager til festival eller på klub.
En ph.d.-afhandling fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har fulgt rappernes vej fra øvelokaler og integrationsprojekter til den etablerede musikscene.
I fire år har Kristine Ringsager hængt ud med de rappere, der har en synlig minoritetsbaggrund, og som hun – for ikke at skulle slå så mange knuder på tungen – slet og ret kalder ‘brune rappere’. I modsætning til fx L.O.C., der er lyserød.
Kristine Ringsager er musikantropolog. Hendes rygsæk er spraglet: Hun læste antropologi, men droppede ud til fordel for en sangkarriere. Sanger ville hun alligevel ikke være, så hun søgte ind på Musikvidenskab. Her kunne hun forene interessen for mennesker og musik:
»Jeg fandt ud af, at det gav god mening at bruge den antropologiske baggrund til at se på musikkens rolle i samfundet. Det er koblingen mellem musik, identitet og politik, der interesserer mig.«
»Den etablerede scene var med enkelte undtagelser lidt i et dødvande, og frem bragede pludselig rappere som Kidd, Kesi og Young med en helt ny lyd.«
Hun fik arbejde som sanglærer på et integrationsprojekt på Ydre Nørrebro efter at have afleveret speciale. Det var ikke nogen stor succes, men her fik Kristine færten af, at noget spændende var i gære:
»De unge var sådan set ikke specielt interesserede i at lære at synge. Men jeg oplevede et musikmiljø med en masse unge brune helt vildt politisk engagerede rappere.«
Det tændte Kristine Ringsager, som brugte de næste fire år i undergrunds-rapmiljøet, hvor hun blandt andet mødte en stribe rapcoaches, der underviste de unge på forskellige musikprojekter for i alliance med systemet at få dem væk fra gaden.
På det tidspunkt var det en måde, man kunne tjene penge på sin minoritetsbaggrund, hvis man rappede, fortæller Kristine Ringsager, fordi ’integrationsbranchen’ var i vækst, og den etablerede rapscene i øvrigt var helt lukket om sig selv:
»Da jeg begyndte i 2010, talte man om ’racesegregation’, og der var vitterlig en skarp opdeling af musikscenen. Der var en brun undergrund og en lyserød etableret rapscene, der ikke inviterede brune rappere ind i varmen.«
»Mange ligger under for en masse fordomme. Jeg er selv blevet taget tykt pis på som majoritetsdansk lyserød kvinde på udebane.«
Så det var egentlig integrationsbranchens musikalske arbejde med de unge, der var feltarbejdets primære fokus. Men så begyndte tingene at tage en drejning, siger Kristine Ringsager:
»Den etablerede scene var med enkelte undtagelser lidt i et dødvande, og frem bragede pludselig rappere som Kidd, Kesi og Young med en helt ny lyd. Samtidig begyndte flere af de rappere og rapcoaches, jeg var i kontakt med, pludselig at blive signet eller få andre roller på den etablerede musikscene.«
Den etablerede raps sprogekvilibrisme og dobbeltrim blev afløst af de unge rapperes nye leg med sproget præget af forskellige accenter, fremmedsprog og gadesprog.
»Det største navn, iranskfødte Sivas, der nailede det danske festivalpublikum til plænerne i 2014 med megahittet D.a.u.d.a. har faktisk været undergrundskult siden begyndelsen af nullerne,« siger Kristine Ringsager.
I dag får Sivas sprogpriser, blandt andet fordi han har været ferm til at formidle sit vilde gadeslang – Kristine Ringsager kalder det ’multietnolekt’ – til et bredt publikum fx via en app, der oversætter de snurrige gloser til dansk (se faktaboksen i højre side).
»Der er brune rappere, der læser Žižek, og der er dem, der brænder dig af.«
Den nye hype betyder, at brune rappere har fået lov at komme med i klubben. Og på klub – tidligere oplevede mange af dem ikke at kunne komme ind på diskotekerne. Smitter deres sprogleg så af på de lyserøde rappere?
»En rapper som Gilli er lyserød og taler multietnolekt. Jeg kan sagtens forestille mig, at der vil komme flere. Hvad det vil betyde for den garvede stodderrap, ved jeg ikke. Men Gilli er et godt eksempel på, at også de lyserøde begynder at lege med sproget, og at rapperne lader sig påvirke af hinanden.«
Kristine Ringsager tilføjer, at mange mennesker har lagt kræfter i at bane vejen for bølgen af brune rappere.
»Tag en fyr som Ali Sufi, der er rapper og RUC-uddannet, og som jeg mødte i rollen som rapcoach. Han stiftede Sorte Får Medier, der promoverede rapperne som kunstnere i stedet for indvandrerrappere og formidlede kontakt mellem rappere og pladeselskaber.«
Rapperne vil af indlysende årsager anerkendes for deres kunstneriske output. Flere af dem har sagt til Kristine Ringsager, at de ikke gider tale om deres indvandrerbaggrund.
Men de kan også spille på deres ’andethed’ som en ressource, de kan skrue op eller ned for. Det er også en slags kapital, der virker dragende i sin farlige fremmedhed, siger Kristine Ringsager:
»Vores system spiller højere – Dit nabolag får paranoia.«
Sivas ft. Gilli: D.a.u.d.a.
»Mange ligger under for en masse fordomme. Jeg er selv blevet taget tykt pis på som majoritetsdansk lyserød kvinde på udebane. Jeg kiggede en dag på en stabel gamle cd’er fra et projekt i et studie, da en rapcoach kom hen og sagde: ’ja, nu sidder de alle sammen i fængsel’. Han afventede lige min reaktion, før han brød sammen af grin.«
De sad jo ikke i fængsel, men forskeren var klar til at tro det. I det hele taget er det en gruppe vidt forskellige mennesker, Kristine Ringsager har lært at kende i miljøet. Der er brune rappere, der læser Žižek, og der er dem, der brænder dig af:
»Jeg er blevet brændt af et hav af gange. Jeg er taget til Aarhus for at blive brændt af!« ler Kristine Ringsager og tilføjer:
»Men det er en meget heterogen gruppe af folk. Der er universitetsuddannede, lærere, socialpædagoger, og dem, der er gået ud af ottende. Men de deler det vilkår, at majoriteten betragter dem som anderledes.«
Det kan man så vælge at spille på og bruge som en ressource. Ligesom man kan vælge at spille på sit køn i visse situationer, så kan man op- eller nedtone, at man er brun alt efter, hvad der er mest fordelagtigt i situationen, og hvad man orker.
Musikantropologen siger, at hun jo af gode grunde ikke kan sige, om hypen har peaket, eller hvad der vil ske på rapscenen de næste år, men at der i hvert fald er skabt et miljø, der føder masser af talent.
Og publikum synger med, brune såvel som lyserøde:
»Jeg var til demonstration for nylig, hvor to brune rappere fik den massive folkemængde mobiliseret til at synge ’welcome to Denmark’. Det er da en anerkendelse af, at den kosmopolitiske tanke støttes bredt i den danske befolkning.«
Kristine Ringsagers forskning til ph.d.-afhandlingen er blandt andet baseret på samtaler med rappere, producere, socialarbejdere, projektledere og rapscenens branchefolk. Privatfoto.
gbg@adm.ku.dk