Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Østergaard: Studenterprotester gør ikke indtryk

INTERVIEW – Uddannelsesministeren har ikke meget tilovers for de studerende, der mener ’at SU-systemet bør være tabu’. Men er de villige til at gå i dialog om, hvordan man kan nedbringe gennemførselstiden og dermed reducere SU-udgiften, er Morten Østergaard lydhør, understreger han.

»Vi efterlader et massivt indtryk, og ikke en eneste politiker har kunnet undgå at høre os.«

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Jakob Ruggaard, var forhåbningsfuld, da han den 28. februar talte til de tusinder af studerende, der med bannere, kampråb og høj, middelmådig hiphop på kritisk dansk protesterede mod den kommende SU-reform på Christiansborg Slotplads.

»Sig nej til SU-nedskæringer« var den største studenterdemonstration i mange år. Men alligevel har den vist ikke fået den effekt, som de studerendes talsmand håbede på. I hvert fald ikke hos den politiker, som protesterne først og fremmest var rettet imod: Nemlig uddannelsesminister Morten Østergaard (R). For selv om de studerendes protester kunne høres inde bag Borgens mure, så kommer de ikke til at præge den politiske dagsorden.

Det slår Morten Østergaard fast, da han i en pause fra forhandlingerne om udannelsesforliget mødes med Uniavisen til en snak om reformen og de sidste måneders heftige SU-debat.

Flot og festlig, men…

»Selve demonstrationen så da flot og festlig ud, og det er en del af demokratiet. Men de meget kategoriske protester gør ikke det store indtryk,« siger Morten Østergaard.

Ministeren understreger dog, at det ikke betyder, at han og regeringen ikke lytter til de studerende:

»På debatmøderne om SU-reformen, som jeg deltog i rundt omkring på uddannelsesinstitutionerne i sidste måned, kom der mange spørgsmål frem, som vi vil tage med, når der skal formuleres forligstekst og paragraffer: Hvordan indretter vi vores forslag på den mest hensigtsmæssige måde, så det for eksempel ikke får utiltænkte konsekvenser for handicappede eller skaber problemer for dem, der får fuldtidsjob, før de har afleveret speciale.«

Derfor er denne type – ifølge ministeren – konstruktive debat med de studerende også »vigtig og relevant«.

»Siden min tiltrædelse har jeg opfordret DSF til at komme med forslag til, hvordan uddannelsesområdets problemer – eksempelvis de lange gennemførselstider – kan løses. Det kom DSF så med i februar, og det viser, at debatten har flyttet sig afgørende. Nemlig derhen, hvor man godt kan diskutere at nedbringe forsinkelserne og dermed reducere i udgifterne til SU’en. At der så stadig er nogle, der mener, at SU-systemet bør være tabu, og demonstrerer for de kandidatstuderendes ret til forsinkelse, det gør som sagt ikke noget synderligt indtryk på mig.«

Reform til tiden

Meget tyder da også på, at det politiske klima har ændret sig betragteligt. Da de første rygter om SU-reformen lød, var der således en markant folkelig modvilje mod at pille ved den nuværende SU-model. Men nu, kort efter offentliggørelsen af regeringens udspil, møder initiativerne opbakning i befolkningen.

Hvorfor er det netop nu, at tiden er moden til en reform af SU-systemet?

»Det skyldes udfordringen om at få gang i den private jobskabelse. Derfor skal vi forbedre Danmarks konkurrenceevne, og det kræver, at vi frigør nogle ressourcer – for eksempel fra SU’en,« siger Morten Østergaard

Og den stigende opbakning skyldes, at danskerne kan se fornuften i regeringens ræsonnement, mener han.

»Det er et åbenlyst problem, at 84 procent af de kandidatstuderende bruger mere end normeret tid på at færdiggøre deres uddannelse. Og de fleste kan godt forstå, at når vi vil uddanne endnu flere og skabe den bedst uddannede generation nogensinde, så nytter det ikke noget at vende det blinde øje til et hjørne af uddannelsesområdet, hvor der er en uhensigtsmæssig udvikling med store forsinkelser.«

»Vi har gjort os store bestræbelser på at få tydeliggjort, hvorfor vi har valgt de løsninger, vi har gjort, men samtidig også har bevaret den grundpræmis, som der er stor opbakning til. Nemlig, at alle dem, der kan få SU i dag, også kan få det fremover. Men altså med de justeringer af regler og satser, som reformen lægger op.«

Læs et længere interview med Morten Østergaard i vores martsudgave. Her kan du blandt andet læse, hvorfor uddannelsesministeren mener, at SU-reformen er socialt ansvarlig, og hvordan de studerendes forsinkelser kan komme til at koste universiteterne dyrt. Find avisen i en stander nær dig.

Nicklas.lund@adm.ku.dk

Seneste