Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Om at formidle ny sprogvidenskabelig viden

KRONIK - Det tog flere år og sendte ham igennem »de højeste antal nederlag, jeg har scoret i mit liv!«. Forfatter og ny cand. mag. Bjørn Andersen fortæller om genvordighederne ved at få en specialafhandling ud til offentligheden.

Når man har fået sit speciale godkendt, er man fyldt i sin sjæl med indholdet. Og med eller uden nogen grund er man sikker på, at det er spændende stof også for alle andre! Det samme gælder en ph.d.-afhandling. Nogle vil endog satse på at få specialeafhandlingen offentliggjort til en større offentlighed. Sådan havde jeg det, da jeg for et par år siden på mine ældre dage blev humanistisk kandidat på en rost sprogvidenskabelig opgave. Jeg havde lyst til at formidle kendskabet til mine resultater og den videnskab, der lå bag, sociolingvistikken.

Specialet er nu udkommet som bog, men det er i en helt anden form, end jeg oprindeligt tænkte mig – og efter det højeste antal nederlag, jeg har scoret i mit liv! Nederlagenes historie er en fortælling om, hvordan en neutral videnskabelig undersøgelse kan ende som et debatskabende element, der både irriterer og begejstrer. Da jeg er en gammel videnskabsjournalist, troede jeg, at jeg vidste alt om formidling, men begivenhederne under projektets udvikling har lært mig en hel del om, hvordan vores moderne medieverden fungerer. Selv om det drejer sig om mine personlige oplevelser og erfaringer omkring formidling af et stykke forskning, har forløbet så almen relevans. Det kan måske være interessant for andre end mig selv.

Det var en empirisk undersøgelse af danskernes anvendelse af tiltalepronominerne du og De, byggende på to tester i 1993 og 2009 samt et hav af rapporteringer fra hele landet, seddelsamlingen hos Dansk Sprognævn og personlige beretninger fra en lang række personer, der i kraft af deres position i samfundet må formodes at være interessante i denne sammenhæng. Det er den første og eneste videnskabelige undersøgelse, der er gennemført af denne udvikling, som afstedkom en af de største sprogfejder i Danmarkshistorien.

Nederlagene

Jeg havde en mængde materiale, som ikke blev brugt i specialeafhandlingen, og min vejleder og andre opfordrede mig til at blive ph.d.-studerende. Jeg valgte i stedet at satse på en bog. Min undersøgelse gav mange overraskende resultater, som jeg kunne have samlet i en pressemeddelelse og sendt til de største medier. Jeg valgte imidlertid at gemme resultaterne til bogen, hvilket jeg i bakspejlet må konstatere var en forkert disposition. En offentliggørelse af nyhederne fra specialet ville ikke have forringet værdien af en bog men tvært imod skærpet interessen for sagen. I dag kan jeg konstatere, at det langt fra er alle de spændende sprogsociologiske fakta, der er nået ud til offentligheden. Første nederlag!

Jeg var naturligvis klar over, at specialet ikke kunne bruges, som det var. Efter at have omformet det og forsynet det med diverse forklaringer i populær form sendte jeg manuskriptet til flere forlag. Til min forbavselse var der absolut ingen interesse for sagen. Nogle forlag gad end ikke besvare min henvendelse, andre tog sig tid til at forklare mig, at den slags bøger slet ikke kan sælges i dag, publikums interesse er for lille. Andet nederlag!

Den store runde i den danske forlagsverden gav imidlertid også positive resultater, idet jeg gennem samtaler og brevveksling med flere forstående forlagsledere lærte en hel del om, hvad der er interessant for publikum, og hvordan bogmarkedet fungerer herhjemme. Jeg lærte f. eks., at høflighed i almindelighed er et hot emne, og at mine undersøgelsesresultater om brugen af du og De måtte træde i baggrunden, hvis min bog skulle have en chance på bogmarkedet. Det var et tab for mit speciale, og selv om det samtidig var en positiv udfordring, betragtede jeg det som det tredie nederlag.

En radikal revurdering

Jeg lavede et helt nyt bogmanuskript til en populært oplysende bog og indsatte tiltaleformerne og deres historie i en sproghistorisk og teoretisk sammenhæng, hvori høflighedsteorier som ansigtsarbejde spillede en stor rolle. Manuskriptet havde også et utraditionelt tværvidenskabeligt afsnit omfattende etologi, biologisk adfærdsforskning, palæontologi, psykologi og antropologi. Samtidig bragte bogen en del beretninger fra kendte danskere. Endnu en langtrukken forlagsrunde med det samme resultat. Jeg holdt op med at tælle nederlagene.

Efter diskussioner med kloge hoveder i forlags- og kommunikationsbranchen, og efter at have holdt nogle foredrag med efterfølgende debat, besluttede jeg at bøje mig for markedets vilkår og revurdere projektet radikalt. Målet var stadig at bringe kendskabet til den sociolingvistiske videnskab ud til den brede offentlighed, men midlet måtte være anderledes. I mit speciale havde jeg neutralt redegjort for det gamle du-De-system og for de faglige pointer omkring det universelle du. I lyset af den nødvendige revurdering af bogens strategiske grundlag fik jeg nu øjnene op for værdierne i det gamle system, og min sympati for det blev mig bevidst. Jeg ville ikke give afkald på den videnskabelige objektivitet men samtidig gå ind i en offentlig debat om vores tiltaleformer. Man skal sætte sig selv i spil, lød rådet fra mange, og jeg skrev endnu engang en ny bog!

Jeg satte alle sejl til og benyttede mine erfaringer blandt andet fra en kendt bestseller om astrofysik og en årrække i Videnskabsministeriet, hvor jeg startede tidsskriftet “Forskningen og Samfundet”. Jeg tog parti for det gamle du-De-system. Og jeg gik imod den opfattelse, at høflighed alene drejer sig om at holde døren for en dame, sproget er en integreret del af høfligheden. Denne gang tog forlagsrunden det meste af et år. På et vist tidspunkt så det ud, som om bogen skulle udkomme på et af de store forlag, men det viste sig, at forlaget ville minimere manuskriptet, bortskære al oplysning og alene bringe en argumentation for, at vi her og nu burde genindføre du-De-systemet. Så kunne bogen sælges, lød det. Nej tak, sagde jeg, og indkasserede endnu et nederlag.

»En venlig klovn«

I dag, da den uforkortede bog omsider har fundet en udgiver – med økonomisk hjælp fra et par fonde og forfatteren – løber projektet jævnligt ind i nyt blæsevejr. For at få skriftet solgt må man sælge en stor del af sig selv, ikke til djævelen men til det daglige mediecirkus. Jeg må ofte lade mig udstille som en venlig klovn, der slås for et nyt De. Det er jeg blevet hånet for blandt sprogforskere, der åbenbart ikke har tilstrækkelig kommunikativ modenhed og mediemæssig indsigt til at forstå, hvad det drejer sig om.

Universiteterne har pligt til at formidle viden om forskning og forskningsresultater ud til det almindelige menneske. Det burde være en kærkommen pligt i betragtning af, hvor betydningsfuldt det offentlige omdømme er for de højere læreanstalter, deres økonomi og frihed. Den aktuelle bog ‘Høflighed uden grænser’ er i akademisk forstand en sociolingvistisk undersøgelse af et sprogligt, socialt og politisk fænomen og dets udvikling og betydning over tid. Men udformningen er en populærvidenskabelig bog, der rummer menneskelig historisk dokumentation, underholdende saglig oplysning og af hensyn til salget, et lidt provokerende debatoplæg. Det er et indlæg for kendskabet til den sociolingvistiske forskning – men ikke så lidt anderledes, end jeg forestillede mig, da idéen om en offentliggørelse af specialundersøgelsen blev undfanget. Men selv om jeg på forhånd kendte forløbet, havde jeg alligevel kastet mig ud i projektet!

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste