Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
KLUMME - Det vil altid føles som en farefuld færd at få ny viden eller tilegne sig nye færdigheder, skriver debattøren.
I starten af september begyndte jeg på en ny uddannelse. Jeg havde lige afsluttet min bachelor i medicin. Jeg havde lært mig at finde vej gennem et kompliceret net af blodårer, at måle hjernens elektriske aktivitet, at kende betydningen af leverenzymer i blodet, og mange flere ting på en lang, lang liste.
Nu skulle vejen være banet for et kandidatstudium, hvor jeg skulle anvende den samme logik og den samme paratviden til at forklare patienters symptomer og afgøre deres behandling, krydret med en knivspids omsorg.
Men, utaknemmelig som jeg er, valgte jeg en anden vej. Jeg opdagede, at selv om jeg syntes, at patienternes problemer var spændende, og selv om jeg virkeligt ønskede at gøre dem godt, så havde jeg det ikke i mig at møde patienterne hver dag. Efterhånden som lidelsen og smerten blev mere og mere almindelig for mig, forsvandt medfølelsen. Det var ikke det, der skulle være min metier.
Derfor udstak jeg anden kurs og begyndte på kandidatuddannelsen i global sundhed.
Mange studerende har nok stået over for dét valg: Vil jeg gå den vej, jeg kender, og som jeg føler mig sikker på, eller vil jeg kaste mig ud i et for mig ubeskrevet og potentielt farligt farvand? Eller: Hvor dybt skal jeg grave i universets gåde? Hvad hvis jeg kommer til at stille et spørgsmål, jeg ikke kan svare på, i form af et kursus, jeg ikke kan bestå, eller som slet og ret ikke giver mening i min verden?
Det vil altid føles som en farefuld færd at få ny viden eller tilegne sig nye færdigheder. Det skal vi ikke lave om på. Men det kan lade sig gøre at krydse farvandet ombord på et sikkert skib. Hvis underviseren som kaptajn giver meningsfuld feedback, og dermed udstikker en retning, og den studerende som styrmand sikkert holder kursen.
Feedback kan have mange former. Det kan være den skriftlige feedback på en eksamensopgave, eller det kan være mundtlige kommentarer på en hjemmeopgave. Det væsentlige er, at den ikke bruges til at kundgøre, hvor god eller dårlig den studerende er, men til at gøre den næste præstation bedre.
Hver gang en underviser bedømmer en studerendes præstation, bør der være forbedringspotentialet, der er fokus. Aldrig bare bedømmelsen eller sorteringsmekanismen.
Feedback er ikke bare en fin glasur, som smøres ud over undervisningssandkagen. Det er selve krummen i undervisningen, det er underviserens fornemmeste opgave. At sige til den studerende: Sådan bliver du bedre.
Det bør vi gøre os klart på Københavns Universitet. Og så skal vi sammen stille spørgsmålet: Hvordan kan vi forbedre os?
uni-avis@adm.ku.dk