Om kunsten ikke at snuble i sin abaya - et rejsebrev fra Saudi-Arabien

»Cover your hair,« siger to langskæggede mandspersoner første gang jeg bevæger mig rundt blandt uoverskuelige rækker af tøjbutikker uden prøverum, fastfood-restauranter og kaffeshops, der strækker sig på uendelige hvide marmorgulve i et af Riyadhs mange, mange indkøbscentre.

Det religiøse politi patruljerer for at opretholde gudsfrygt og offentlig anstændighed og er stoppet foran mig. Jeg trækker prompte mit slør over håret ved beskeden.

I disse indkøbscentre blomstrer konsumkulturen, alt fås i family size, og olierigdommen spejler sig i mærkevarerne i butiksvinduerne. Folk omkring mig ligner skakbrikker, som de vandrer forbi, hvide og kjortelklædte eller sorte og spøgelsesagtige i niqab.

Skulle man i et kort øjeblik glemme, at man er i Saudi-Arabien, bliver man mindet om det, når muezzinens syngende kald pludselig kalder til en af de daglige fem bønner, og butikkernes skodder pligtopfyldende bliver rullet skrattende ned.

Jeg er for tiden i Saudi-Arabien, fordi jeg er praktikant i den politiske og kulturelle afdeling på Den Kongelige Danske Ambassade i Riyadh. Praktikopholdet er en spændende mulighed for at sammenkoble faglig, teoretisk viden med praksis og afprøve arbejdslivet. Men især er mit ophold en unik chance for at opleve det ellers så lukkede land, hvor olie er billigere end vand, hvor stat og islam er ét, og hvor man efterlever wahhabismen.

Inden ankomst overvejede jeg især sidstnævnte – ikke mindst som ung kvinde. Jeg søgte at gøre mig klog på praksisser, kulturelle koder, kønsroller og -adskillelse. Hvor tildækket skulle jeg være? Kunne jeg overhovedet gå rundt alene? Regnes tæerne for en del af awrah, kropsdele, der bør tildækkes? Og jeg forberedte mig på et halvt år under abaya – den gulvlange sort kjole, der dækker hele kroppen undtagen ansigt og hænder.

Ikke bare en usynlighedskappe

Men efter tre og en halv måned er det forsimplet blot at beskrive livet her som en streng efterlevelse af givne regler og doktriner. Den abaya jeg havde købt hjemmefra var alt for lang, og jeg snublede konstant i den. Og man opdager i indløbscentrene, når dusinvis af sortklædte kvinder går forbi, at en abaya ikke kun er en usynlighedskappe.

Selvsikre kvinder skrider af sted med iPhones, designertasker og på stiletter, enkelte endda med ansigtet frit og med sløret løst henslængt, mens abayaen i moderigtigt snit flagrer efter dem. Jeg tror såmænd, at man hurtigt forsimpler niqabens betydning for mange saudiske kvinder, for man kunne argumentere for, at den jo netop giver dem adgang til det offentlige rum og i et vist omfang til et arbejdsliv.

Hele 64 procent af befolkningen er under 30 år, og allerstørst er gruppen af teens i alderen12-16. I mit arbejde studerer jeg primærtsamfundet ad virtuelle kanaler. Men det er nu ikke helt dumt. For de unge saudere kobler sig ivrigt til verden uden for gennem Facebook, Twitter og YouTube. I indkøbscentrene hænger ungdommen ud, og piger med iskaffe fra Starbucks klynger sig fnisende til hinanden. Ud af øjenkrogen ser jeg teenagere vinke diskret til hinanden med deres mobiltelefoner. En snedig måde, hvorpå landets unge uden at snakke sammen udveksler numre med Bluetooth.

I grænselandet mellem tilladt og forbudt

Jeg kender kun en forsvindende lille flig af samfundet her. Jeg lever en beskyttet tilværelse i et compund, i sig selv en lille by, der samler ambassader og internationale organisationer, og inden for disse mure har jeg stort set samme bevægelsesfrihed som derhjemme.

Jeg kan kritiseres for at være for ukritisk i min tilgang. Men i gadebilledet og i medierne har jeg opdaget, at saudernesliv snarere udspiller sig i det hårfine grænseland mellem tilladt og forbudt. Og at de grænser konstant og lige akkurat balanceres i spændingsforholdet mellem konservative og mere liberale kræfter.

Aftenhimlen ligner en gigantisk, lillapinkrød blomme. Muezzinen kalder ind til dagens allersidste bøn med sin sørgmodige stemme. Der var for ikke så længe siden en historie i medierne om en teenager, der havde lavet en blog inspireret af den amerikanske tv-serie Gossip Girl, og som fulgtes af stort set hele hendes gymnasium.

Bloggerens identitet blev afsløret, og pigen blev suspenderet fra sit gymnasium. For nylig måtte en kvinde forlade et indkøbscenter, fordi hun havde neglelak på. Men samtidig lagde en kvinde en YouTube-video op, hvor hun nægtede at adlyde det religiøse politi efter at være blevet irettesat.

Kvinder må stadig ikke køre bil, men en nylige kampagne for denne rettighed kørte i lokalmedierne – noget, der havde været uhørt for bare ganske få år siden.

Går den, så går den, men snubler man, slår man sig til gengæld også hårdt.

Det er vanskeligt at gennemskue forholdet mellem konservatisme og internetkultur, censur, modernitet og teknologi ud her, hvor det mellemste Øst og forbrugskulturens yderste Vest væver sig sammen i et komplekst billede.

Jeg kunne nemt fokusere på alle skyggesiderne i det saudiske samfund, og på alle de rettigheder, jeg normalt betragter som selvfølgelige, der knægtes her. Jeg kunne sukke, når supermarkedet – igen – er lukket på grund af bøn.

Men måske er det mere interessant at fokusere på, hvorfor jeg faktisk ikke engang for alvor fik et kulturchok ved at tage til Riyadh. For at være helt ærlig, forventede jeg en afgrundsdyb kontrast til hvad jeg kender. Samfundet her ér selvfølgelig radikalt anderledes, og de tusinder af grænser og kutymer skal man ikke spøge med. Men kigger man godt efter er det værd at bemærke det utal af overraskende krakeleringer og nuancer, der også tegner sig – hvor generationers traditioner og spilleregler forskubbes og i det små udfordres.

uni-avis@adm.ku.dk