Om universiteter og pølsefabrikker

På de danske universiteter er der nemlig ingen mangel på råvaretilførsel. Hvert år sættes der en ny rekord for, hvor stort et input man kan opnå, uden at produktionsmidlerne i øvrigt følger tilsvarende med.

Alene i 2013 var der over 88.000 håbefulde universitetsansøgere, og af dem er mere end 60.000 studerende kommet ind, hvilket svarer til en stigning på fire procent i forhold til 2012.

Spørgsmålet er i den forbindelse, om universiteterne kan nå at bearbejde den støt stigende studentermasse således, at produktet der kommer ud i den anden ende, også har en kvalitet, der gør, at det er gangbart på arbejdsmarkedet.

Problemet er imidlertid, at det moderne konkurrenceuniversitet slækker på fagligheden og dermed kvaliteten, som det kæmper om at få den størst mulige andel af de studerende – produktionsapparatet skal jo holdes kørende.

Kvantitet vægtes altså over kvalitet.

Dette skyldes blandt andet taxameterordningen, der tvinger universiteterne ud i et kapløb mod bunden på faglighed i et desperat forsøg på at spytte så mange dimittender ud som muligt, alt imens staten kvitterer økonomisk.

DR slog for nyligt fast i dokumentaren ”Det store Svinerige”, at masseproduktionen af svin i det danske landbrug fører et kedeligt restprodukt med sig i form af tusindvis af pattegrise, der dagligt går bort i svinestaldene og derfor må kasseres, fordi de er uden værdi. Det accepteres som en del af produktionen.

Ligeledes er der også tusindvis af studerende, som klemmes gennem landets otte universiteter som et biprodukt uden større værdi med stor dimittendledighed til følge. Det accepteres åbenbart også som en del af produktionen.

Dimittendledigheden var i december i fjor på hele 30 procent for nyuddannede akademikere med op til et års kandidatalder, mens ledigheden for de øvrige akademikergrupper var nede på 2,4 procent.

Pølsefabriksmentaliteten bærer et ansvar for den høje dimittendledighed, som tilmed er højere, hvis vi medregner de dimittender, der er røget ud af dagpengesystemet, men hvis jobsituation er uændret – arbejdsløsheden har bidt sig fast.

Når det er tilfældet, skyldes det dels, at der ikke er aftagere nok til det produkt, universiteterne afsætter og dels, at uddannelsernes værdi udhules, jo flere studerende der får samme eksamensbevis. Der opstår med andre ord credential inflation.

En bacheloruddannelse er altså ikke længere nok til at sikre fodfæste på arbejdsmarkedet. Nej, der må en kandidat oven i hatten, hvilket selvfølgelig er med til at sikre råvareforsyningen på universiteterne, der glædeligt optager flere kandidatstuderende i jagten på taxameterkroner.

Når du køber 500 gram hakket kalv og flæsk, får du hvad der står på pakken. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet, når du scanner hylderne for dimittender.

Måden, vi måler og vejer studerende på, sår nemlig tvivl om, hvorvidt karakterer reelt set er et retvisende sammenligningsredskab, når fårene skal skilles fra bukkene.

Her tænker jeg ikke på det faktum, at en karakterudmåling typisk er et udtryk for en studerendes kunnen på et bestemt tidspunkt under forudbestemte rammer, hvormed den holistiske vurdering af den studeredes formåen tilsidesættes helt. Det er nu engang den måde, vi har valgt at vurdere akademiske kundskaber på.

Jeg taler derimod om den endegyldige sandhed, at der ved karakterudmålinger kan tolkes og bedømmes frit, så længe der kan argumenteres for den givne karakter, hvilket man i sagens natur altid kan.

Et 12-tal er altså ikke det samme på KU som på CBS. Selv internt på CBS varierer niveauet og grundlaget for bedømmelser så meget, at ellers lige præstationer kan tildeles forskellige karakterer på tværs af uddannelsesvifterne.

Problemet med vægtskalaen går helt ned til de enkelte årgange på de respektive studier. Den uafhængige netavis for Copenhagen Business School, CBS OBSERVER, har således for nylig kunne dokumentere en klar forskelsbehandling i karaktergivningen på en kandidatlinje.

Et hold på godt 150 studerende var ved en skriftlig stedprøve uden hjælpemidler blevet opdelt ud fra fødselsdatoer, hvorefter to bedømmere uafhængigt af hinanden gav karakterer til hver sin halvdel af klassen.

Fratrak man de studerende, som blankede eksamen (alle med karakteren -3), var karaktergennemsnittet for den ene bedømmer 6,74, mens det for den anden var 4,43.

Ved nærmere gennemgang af karaktersættet kan det konkluderes, at bedømmelserne med over 99,9 procent sikkerhed ikke er uafhængige af, hvem der har bedømt opgaverne.

Det er problematisk fordi, man som studerende ikke kan sammenligne sig med ens medstuderende, som man jo skal konkurrere med på arbejdsmarkedet.

Når alt kommer til alt, er karaktererne det eneste, der skiller de tusindvis af dimittender, der årligt udklækkes og alle holder identiske diplomer.

Studerende er ikke produktionsenheder.

Der er behov for et opgør med pølsefabriksmentaliteten på de danske universiteter, hvilket regeringens produktivitetskommission også har påpeget.

Det kræver en ny diskurs fra politisk hold.

En diskurs der tager in mente, at det at fuldføre en universitetsuddannelse bør tage så lang tid som overhovedet muligt, som uddannelsesdekanen på CBS, Jan Molin, tidligere har slået fast.

Spørgsmålet er blot, hvor uhumsk den konventionelle fabrikation af studerende skal blive, før det budskab vinder genklang blandt de værkførende politikere på Borgen.

uni-avis@adm.ku.dk